"Har du feber?"
"Nej." Stemmen dirrer.
"Men hvad er det så? Er du dårlig?" Han lægger hånden på hendes skulder. Han tager fat om begge hendes skuldre, hun ryster ham hidsigt af sig. "Skrid med dig."
"Men du sagde, at jeg skulle komme hjem? Du har jo lige ringet."
Hun ser op med hævede røde øjne. "Det er flere timer siden!"
Hun kommer op at stå, peger på ham og kniber øjnene sammen. "Hvorfor gjorde du det? Hvorfor lagde du hånden over min mund? Hvorfor har du lyst til sådan noget?"
Han ser ud ad vinduet.
"Det er perverst, Thomas, det er fucking voldeligt!"
"Jeg ved det ikke. Jeg havde pludselig lyst. Jeg kunne ikke lade være."
"Du kunne ikke lade være. Du havde lyst! Kan du ikke selv høre, hvor sygt det lyder?"
Han slår ud med armene. "Undskyld. Men kan du ikke nok tilgive mig?" Patricia træder truende et skridt frem imod ham, hun virker pludselig stor og voldsom, stærk.
"Du opfører dig så fucking mærkeligt, hvad er der i vejen med dig? Du opfører dig som et barn. Står der og skammer dig som om du havde stjålet fra kagedåsen." Hun ryster sammenbidt på hovedet og sætter sig ned på stolen igen.
"Det er da klart, at jeg skammer mig. Jeg skammer mig. Jeg er ked af det. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Det var meget overvældende."
"Ja, det skal jeg lige love for, at det var!" Nu rejser hun sig med et ryk, stolen går bagover. "Du krænker mig. Du ødelægger os!" Hun går hastigt over gulvet. Hun ser på ham med afsky.
"Jeg skrider."
"Men jeg har købt mad ..."
"Så spis den selv!" Hun drejer ud i gangen og knalder dø ren til badeværelset i. Lidt efter kan han høre vandet løbe. Han banker på. "Patricia? Må jeg ikke nok komme ind?" Men hun svarer ikke, og døren er låst. Han går tilbage til køkkenet. Han rejser stolen op og sætter sig. Hendes kop fra i går morges står stadig på bordet. Hendes røde læbestift har afsat mærker, to røde vinger på det hvide porcelæn. Han ser på småfuglene, der nu igen sidder på række på taget overfor. Floden: hvidgrøn, mælket. Nogle bananfluer summer over frugtfadet. Han rejser sig og smider en halvrådden pære i skraldespanden. Der går lang tid. Så står hun i døren i en beige buksedragt. Hun har lagt en kraftig make-up. Øjnene er malet dramatisk op med mørke gråsorte farver. Huden er mat af pudder. Hun har taget sølvskoene på, festskoene.
"Hvor skal du hen?" spørger han.
Hun bare glor på ham, hårdt og rasende, med hænderne i siden.
"Det rager ikke dig."
Hun drejer om på hælen. Så er hun væk, døren smækker, katten springer op på køkkenbordet og snuser interesseret til bakken med Sataykylling. Han forsøger at ringe til hende mange gange. Hun har slukket sin telefon. Han forsøger at overbevise sig selv om, at hun bare skulle ud med en veninde, men jalousi og frygt gnaver i ham, som maddiker gnaver i et lig. Senere drikker han hele flasken med vin og endnu senere stirrer han bælgøjet på salgsopstillingen for den gamle boghandel og senere endnu læser han Celan. "Sorte dæmringsmælk vi drikker om aftnen/vi drikker den morgen og middag drikker ved nat/vi drikker og drikker/vi skovler en grav i vindene dér får man plads ..." Han læser Celan, han fortaber sig, billeder af faren i sin celle, hans profil, den skarpe næse, disse ord i hans mumlende mund, i hans bevidsthed, ryggen bøjet, ansigtet tæt ved bogen. Han gyser, han står ved vinduet, tænder en cigaret. Han tænker: Man kunne springe ud. Man kunne lade sig falde. Så let som ingenting skovle sig en grav i vinden. Han trækker sig forskrækket tilbage. Han lægger sig under de krøllede dyner i den uredte seng; katten i fodenden, vandrørssusen, digtene ujævne og forstyrrende i ham, han ruller sig sammen og han sover, netop ujævnt og forstyrret, og vågner først, da han hører nogen skramle i køkkenet tidligt næste morgen: Patricia er kommet tilbage. Det er, som om de begge to svæver væk i deres egne verdener, da de sidder over for hinanden i køkkenet og drikker kaffe. Han har knuget hende ind til sig, hun har skubbet ham fra sig. Han har forgæves forsøgt at få hende til at sige noget, et eller andet. Hun lugter af spiritus. Måske har hun slet ikke sovet i nat. Makeuppen er krakeleret, øjenskyggen flydt ud. Han har kogt æg, hun tog en enkelt bid. Nu har hun æggeblomme på hagen. Morgenen er varm og fugtig. Hun har ikke fortalt noget om, hvor hun har været, han har ikke spurgt. Våbenhvile, tænker Thomas optimistisk og lader blikket vandre over den lyse blå himmel. Men hvilken krig? Et sug af ikke at forstå noget, at være så meget og så desperat til stede i nuet, at glemslen sætter ind øjeblikkeligt. En virren med hovedet, hvad for noget? Hvad mener du? Hvad mener hun, du? Ikke en sky. Hårdt sollys. Tagene, skibene, de små biler langt nede, mennesker. Et fly, der stiger op, for langsomt at blive mindre og mindre, bæres væk af luftstrømmene. Patricia rører i sin kop med teskeen.
"Du tager da med op til Kristin i morgen, ikke?" siger han så.
Hun ser kort på ham.
"Hvorfor er du så vred på mig? Jeg har jo sagt undskyld. Er du fuld?"
Hun fortrækker ikke en mine.
"Jeg tror, at jeg er ved at købe en ny butik. Jeg vil ansætte Alice. Jeg vil lære hende op."
Hun ser på ham, men blikket er køligt og fjernt.
"Har du råd til dét?"
"Det ser sådan ud."
Hun trækker på skuldrene.
"Jamen, så held og lykke."
"Patricia," siger han. "Patricia."
Stilheden er lodden og tæt, som om den presser dem op i hver sit hjørne. Hendes blik hænger ved hylden med glas. Så siger han: "Skal vi tage ud og bade i aften?" Hun svarer ikke.
"Vil du med?"
"Det ved jeg ikke." Nu lyder hun næsten hæs. Hun sukker. Blikket stadig frosset fast til glassene. Han følger hendes blik. Katten mjaver påtrængende og gnider sig op ad hendes ben. Så springer den op på hendes lår. Han bøjer sig frem og lægger hånden på hendes arm.
"Patricia? Har du slet ikke lyst til at være sammen med mig?" Hun løfter katten op og slipper den så den dumper ned på gulvet. Den klager sig. Han siger: "Lad os mødes ved den lille strand klokken halv seks. Ikke?"
Hun rejser sig langsomt og gør sig klar til at gå. Hun børster tænder og vasker ansigtet ved køkkenvasken. Hendes parfume hænger i den varme, stillestående luft; cedertræ, vanilje. Og så en dunst af alkohol. Hun siger ikke farvel. Hun stiger op i sine sko. Hun knalder hoveddøren i bag sig. Han mærker gråd snævre op i halsen, mens han rydder køkkenet. Han pakker to håndklæder ned i en pose, giver katten mad og vand, dens hale svajer frem og tilbage, mens den spiser, den bøjer let i forbenene, den ser op på ham, sender ham et langt fornærmet blik. Han skynder sig ud, og kommer ned på gaden. Det dunker i hovedet, han er tyk i svælget, blikket bliver uklart. Satans pis, tænker han og har lyst til at give sig selv en syngende lussing, nu tager du dig kraftedeme sammen, og det føles som at gå i tungt mudder, vådt sand, han synker, han tænder en cigaret, han læner sig op ad muren og gnider sig i hovedet, han kan ikke komme videre, luftfugtigheden ekstrem høj, han knytter hænderne, slipper igen; tag dig for helvede sammen, lås cyklen op, sæt dig op på den satans cykel, hvis ikke du har tænkt dig at dø midt på gaden, men det er måske det, du har tænkt dig. En grav i vindene. Du graver din egen forpulede grav. Et stød af frygt. Og så begynder han at bevæge sig, og grådpresset forsvinder og han cykler gennem den varmedirrende by, pæonerne blomstrer, roserne, rododendron og bougainvillea som glimt af lilla og cyklamen i parker og op ad husmure, på altaner, balkoner. Alting er eksploderet på denne ene varme nat.
*
Men allerede da han drejer om hjørnet, ser han det. Uden for butikken står Maloney og taler med en betjent. Hans ansigt er rødt og glinsende, blikket mørkt og oprevet. En politibil er parkeret på den modsatte side af gaden, en anden betjent står lænet op ad bilen og taler i telefon. Hans sorte sko skinner i sollyset, han vipper den ene fod op og ned. Den store rude er smadret. En regn af glasskår på fortovet. Et lille opløb har samlet sig; et par snottede unger med skoletasker på ryggen, nogle ældre damer. Annie og Peter står tæt sammen et stykke oppe ad gaden, de ligner to forskrækkede børn, der gemmer sig, hælder eller tipper ligesom ind mod hinanden. Annie står næsten på tå.
Maloney kommer storkende over mod Thomas, som er frosset fast med cyklen på kørebanen. Maloneys varme, tangagtige ånde lige ind i ansigtet. "Det hele er smadret. Det hele. Jeg siger dig ... selv computeren på kontoret og vores krus. Vores kaffekrus er smadret, det gule og også det andet." Han stopper op og hiver luft ind gennem næsen. "Det med den lille and. Dit krus! Og lysestagerne, alt. Jeg kom på arbejde. Alt er smadret, alt." Der står Maloney, fortabt. Thomas begynder at grine hysterisk. "Det med anden!" Så standser latteren i ham lige så pludseligt som den opstod. Maloneys blik lyser af blind frygt. Nu giver betjenten tegn til sin kollega ved bilen og går ind i forretningen. Glasskårene knaser under hans fødder. En bil dytter vedvarende ad dem, Maloney trækker Thomas ind på fortovet. Den stadig telefontalende betjent passerer gaden og stiller sig ved døren.
Thomas spørger: "Er der stjålet noget?"
Maloney ser ned med opspærrede øjne. "Jeg ved det ikke." Så ser han op, hidsigt. "Jeg er lige kommet, for helvede, hvor skulle jeg vide det fra?!"
De kigger ind gennem døråbningen, står stille, tavse, ser på dyngerne af papir og pap, alle varerne er revet ned fra hylderne. Lysekronen hænger skævt, som om nogen har forsøgt at skyde den ned. "En eller anden hundelufter ringede efter strømerne." Maloney tager en dyb indånding. "Tidligt i morges." Thomas nikker. Maloney slår ud med armen, nærmest hånligt: "De var her allerede, da jeg kom!" Thomas nikker igen. "Men det er jo godt, at de er her, Maloney." Maloney sender ham et forstyrret blik, så flakser øjnene videre, i alle retninger. Betjenten lader hånden glide over disken derinde. "Palvino?" Den anden betjent reagerer. "Der er ridset i disken," siger betjenten inde fra butikken. Han råber ud til Thomas og Maloney: "Er det noget, I kender noget til?" Thomas bliver svimmel. "Nej! Det gør vi kraftedeme ikke!" siger Maloney, "vi går ikke og ridser i vores egen disk!" Palvino siger: "Tal pænt." "Undskyld," mumler Thomas. Så henvender den anden betjent sig igen til Palvino: "Det ligner et tegn af en art. Sjusket og klodset udført. Kom lige ind og kig." Palvino slentrer ind i halvmørket. Hjertet løber næsten over ende i Thomas, han hiver efter vejret, svimmelheden er kontant, det flimrer for øjnene, han støtter sig til muren. Hvem har ridset i hans disk. Hvem. Nu besvimer jeg. Men det gør han ikke. Kasseapparatet er brudt op, småpenge strøet ud over gulvet. De mumler sammen derinde. Lidt efter kommer de begge ud, og betjenten, som ikke er Palvino, trækker gummihandskerne af. Maloney siger: "Det er min partner, Thomas Lindström." Thomas rækker hånden frem. Betjentens håndtryk er kort og fast.
"Kagoshima. Jeg har ringet efter assistance." Og henvendt til Palvino: "Du kan godt sætte minestrimmel op." Og til Maloney og Thomas: "I har ikke adgang til forretningen, før vi er helt færdige. I må vente med at opgøre et eventuelt tab. Jeg beklager." Han smiler afmålt, venligt. "Vil I have en kop kaffe med?" spørger Maloney brødebetynget efter irettesættelsen fra Palvino. "Jo tak. Hvis I alligevel skal have." Palvino åbner døren til politibilen og bøjer sig ind på bagsædet. Nu er det pistolen i hans bælte, som solen fanger.
Maloney stavrer ud på gaden, råber Peter op, sender ham over efter kaffe. Palvino sætter afspærringstape op. Maloney
bare stirrer på Thomas, de ryster begge to på hovedet, Maloneys blik lander stift på gulvet i butikken, Thomas falder underligt i staver og ser som gennem en art filter Annie bevæge sig langsomt hen imod dem. Hun standser op med bævrende underlæbe og tomme øjne. "Er der stjålet noget?" hvisker hun.
"Det ved vi ikke endnu."
En tåre slipper hendes højre øje. "Du skal da ikke græde, Annie," siger Thomas og lægger hånden på hendes skulder. Og
nu kommer Peter balancerende med kaffe til alle og en pose wienerbrød under armen. Kaffen er skoldhed og bitter. Palvino tager uden et ord to krus og smutter under afspærringstapen. Pludselig er Maloneys wienerbrødskværnende mund meget tæt på. Hans pande er dækket af fine svedperler. "Hvem helvede har lavet det lort?" hvæser han og begynder med al den rastløshed, hans krop kan opbyde, at gå frem og tilbage på fortovet. Solen peger direkte på forretningen og de tusind skår i vinduesudstillingen. Kagoshima kommer frem i døren og spørger:
"Kunne I forestille jer, hvem der kunne stå bag det her?"
Thomas ryster på hovedet. Kagoshima undertrykker et host. "Vi taler selvfølgelig med folk i nabolaget, mulige vidner. Det
må have larmet, da ruden gik ind. Men ham, der tilkaldte os havde ikke hørt noget." Kaffen har tilsyneladende virket stærkt opmuntrende på Kagoshima, hans venlighed bliver mildere, blødere, han smiler til Thomas. "Godt. I kan sådan set godt gå hjem. Har I støvsuget butikken indenfor de nærmeste par dage?" Ja, der blev gjort hovedrent for nylig, men det var i tirsdags. Og nej, ikke inden for de sidste par dage, Eva har været syg.
"Så ser vi lige, hvor mange hår og fibre der ligger. Hvis der er for meget, rører vi ikke ved det."
"Hvorfor ikke?" spørger Thomas. Solen blænder ham. Kagoshima er en sort skygge foran ham.
"Der færdes for mange i sådan en forretning. Kundernes hår er vi ikke interesseret i, det bliver for omfattende."
"Hvad gør I så nu?"
Kagoshima tager en tår af sin kaffe. "Vores kollegaer fra efterforskningen indsamler muligt dna. Sålaftryk, fingeraftryk.
Blodspor, hvis der er nogen. Det tvivler jeg nu på. Så kører vi det gennem databasen og søger efter et match. Det plejer at tage en nats tid. Papirarbejdet løber som regel op i mindst en uge." Han tørrer sig over læberne med håndryggen. "Jeg skal lige høre jer, hvor I opholdt jer i nat og i morges?"
"Hjemme!" udbryder de nærmest i kor. "Vi sov," siger Maloney. Kagoshima nikker. "Og hvornår har I sidst været her?"
"I går," siger Thomas. "Jeg gik tidligt, allerede om formiddagen. Men du ..." Han ser på Maloney.
"Jeg lukkede klokken seks. Jeg var den sidste, der gik."
"Og hvornår gik du helt præcist?"
"Kvart over. Måske lidt i halv syv." Maloney børster lidt sukker af sit ærme.
"Vi er færdige om en times tid," siger Kagoshima så og gør mine til at gå tilbage til forretningen. Men pludselig står Peter
der. "Har der været lignende tilfælde i nabolaget for nylig?" spørger han, næsten hviskende. De andre ser overraskede på
ham.
Kagoshima: "Og du er?"
"Peter Ohlsson, vores lærling," svarer Thomas.
"Aha. Nej. Ikke så vidt jeg ved. Men det undersøger vi selvfølgelig." Kagoshima nikker længe. De stirrer alle tre på hans nikkende runde ansigt. Så retter Maloney sig op med et ryk: "Men hvad går det ud på? Hvorfor har de ridset i disken, hvad går det ud på?"
"For mig at se ligner det det, vi kalder groft hærværk. Mere kan jeg ikke sige lige nu."
"Hvordan ser det ud, det de har ridset?" spørger Peter.
Kagoshima siger: "Det ligner nærmest ... en sol med fire stråler. Fire lodrette streger ud fra en cirkel."
"En sol?" mumler Annie.
"Noget i den stil," siger Kagoshima og træder ind over dørtærsklen.
"Tænk, hvis det er en advarsel," siger Peter gysende. "Tegnet i disken."
"Kom nu ikke for godt i gang," siger Annie stille.
"Tegnet i disken! Det lyder som titlen på en latterlig B-film! Hvem helvede skulle advare os, og mod hvad?" Maloney er ophidset igen. "En sol? Det er latterligt! Nu går jeg sateme hjem og sover. Det er ikke til at holde UD, det her."
"Vi er nødt til at banke noget op for vinduerne, når de er færdige. Kom. Vi går over og får en øl." Thomas tager fat i Maloneys arm. Maloney snerrer som en hund og forsøger at rive sig løs. Thomas fanger Peters blik: "I kan godt gå hjem. Annie, I kan godt gå hjem nu. Vi ringer til jer." Annie nikker og samler sin taske op fra fortovet. Peter løfter hånden til en trist hilsen. De to bevæger sig langsomt og ludende op ad gaden. "Nu går vi over og får en øl," gentager Thomas. "Og så banker vi noget op for vinduet og døren, når de er færdige derinde. Ikke?"
Maloney svarer ikke. Men han går frivilligt med over gaden og ind på cafeen, hvor de sætter sig i deres sædvanlige hjørne. Thomas bestiller to store fadøl. Caféejeren vil høre alt om det, der er sket. Han slår ud med armene, han ryster beklagende på hovedet, han peger vantro ud ad vinduet, siger en hel masse om, hvor utilstedeligt det er, sådan en smuk forretning, alt bliver værre og værre, som i gamle dage, værre og værre, man kan snart ikke stole på sin bedste ven længere. Stadigt hovedrystende går han omsider tilbage til sin bar, efter flere gange at have forsikret Thomas og Maloney om, at alt er på hans regning i dag. Lidt efter kan de se Palvino ringe på i forretningens naboejendomme. Og nu ankommer forstærkningen åbenbart, to civilklædte betjente stiger ud af en grøn Mazda og trykker Kagoshimas hånd. Maloney og Thomas siger næsten ingenting, ud over at småskændes om, hvorvidt de skal ringe efter en glarmester, som kan sætte noget midlertidigt op, eller om de selv skal gøre det og bruge nogle af de gamle brædder, der står omme i gården. Maloney gider på ingen måde gøre det selv. De bliver enige om at gøre det selv. Caféejeren kommer med whisky og flere øl. Maloney stirrer over på butikken og siger næsten bedrøvet: "Nu leder de efter blod derinde. De leder efter blod i vores butik, Thomas." Men Thomas hører kun efter med et halvt, distræt øre, han sms'er flere gange til Patricia. Hun svarer ham ikke. Til gengæld skriver Peter til ham: "Har søgt på soltegnet. Det er vist det generiske valutategn, altså et tegn for penge." "Det hvad for noget?" siger Maloney, "nu må han fandeme holde op!"
*
Sidst på eftermiddagen cykler Thomas gennem byen med to stribede håndklæder daskende i en pose på styret. Himlen er perlemorsfarvet i vest, lyseblå med rosa og gule ilinger. Han cykler ud over broen med udsigt til det grågrumsede vand dybt under sig, gennem boligkvartererne på den anden side af floden, hvor motorvejen skærer sig gennem det hele som en anden slags flod, støjende og oplyst. Og efter endnu tyve minutter er han ved den lille strand, to hundrede meter sand og lidt græs, vandet er næsten blikstille, nogle vandmænd skvulper hjælpeløse helt inde ved land. Varmen er aftagende nu. Luften er salt og stikker i næsen, en flok hættemåger flyver lige over vandoverfladen med seje vingehug. Thomas sætter sig i det fugtige sand og sukker. Thomas lægger sig ned i det fugtige sand og lukker øjnene. Han tænker på den smadrede forretning. På Maloney, der hidsigt hamrer brædder op for døren. På samtalen med forsikringsselskabet. Han tænker: Hun kommer ikke. Patricia kommer ikke. Og så pludselig et stærkt billede af hans far og ham selv, nøgne og tæt omsluttede, faren gammel og benet, han selv en glat ung krop, der snor sig om farens magerhed som en tyk og grådig slange. Deres kønsorganer hænger slappe ned langs lårene, farens er lille og krøllet, hans eget fast og sundt, faren trækker en hånd gennem Thomas' hår, snuser med nydelse til hans øre, sætter læberne mod hans kind og presser sin mund mod hans hud i et langt, tørt kys. De ligger i sand, der er sand overalt. Og sandet begynder at stige, det stiger, og det dækker dem, begraver dem, begraver denne tohovedede krop og trækker den nedad, denne olding og denne yngling, sandet styrter ned over dem som et tungt mørke, og Thomas kan mærke, hvordan lyset forsvinder, at farens krop bliver kold og stiv, mens han klamrer sig til den, smelter helt ind i den, mens hans mund fyldes med sand, knasende og i færd med at kvæle ham. Han gisper og slår øjnene op: Der står Patricia og ser på ham. Hun skygger for solen. Hun har trukket en grøn alpehue helt ned over panden. Hendes ansigt udtrykker ingen venlighed. De klæder sig af og vader småfrysende ud i det kølige vand. Der er tang og en harsk lugt af råddenskab, glatte sten på bunden, men længere ude sandbund og klart vand. Patricia dykker først under og kommer op med det mørke hår klistret til ryggen. De dæmpede lyde under vandet gør Thomas godt. Billederne fra før forsvinder, panikken fortager sig. Han glider tæt langs bunden, hvor stimer af småfisk jager forbi ham, og vægtløsheden er så stimulerende at hans lem rejser sig. Dette, et øjebliks frihed. Han samler et stort sneglehus op og lægger det til Patricias øre. I et par sekunder står hun stille og lytter. Så tager hun det fra ham og kaster det så langt væk hun kan. Han tager hende om livet med begge hænder og trækker hende ind til sig. Hun lader ham gøre det, men hun er slap, hendes arme hænger ned langs kroppen. Han tager fat om hendes hofter. Han mærker hendes mave mod sit underliv. Han mærker hendes åndedræt, og brysterne der trykkes flade mod det øverste af hans mave. Så gør hun sig fri af ham. Hun ser på ham med et vildt blik. Hun kaster sig ned i vandet og giver sig til at svømme
udad. Han bliver stående, hvor han står. Nogen er ved at trække en robåd ind på land længere oppe ad kysten. Orange
bøjer vipper på vandet, måske er det ruser. Og med ét, i én overraskende og hurtig bevægelse, løftes han op over denne scene og betragter med ligegyldighed sig selv stå og glo. Han svæver deroppe, ser ned på sin isse, registrerer begyndende hårtab, ser Patricia skære sig gennem vandet. Så farer han lige så pludseligt ned i kroppen igen, lydene vender tilbage, vandets svulpen, mågerne. Patricia er langt væk nu. Han tænker på skyer, på ild, tropevarme, på et mylder af små insekter der kribler i græsset i skumringen. Nu vender hun om og svømmer tilbage. Da hun drejer for at fortsætte langs kysten, svømmer han med. De bevæger sig tavse ved siden af hinanden. Men Patricia er en meget bedre svømmer end han. Hendes krop skyder fuldstændig ubesværet gennem vandet, hun får hele tiden forspring. De vikler sig ind i håndklæderne og sidder lidt, mens solen nærmer sig horisonten. Himlen bliver blodrød, vandet mørkner, en bred og fristende vej af guld fører lige ind i en kvart sol. "Se," siger Thomas og peger mod øst, "månen står op." Han tager hendes hånd i sin. Den er hvid og rynket af vandet. De små blege måner på hendes negle træder tydeligt frem. "Jeg elsker dig," hvisker han. "Hvor har du været i nat?" Hun trækker hånden til sig. Han vil sige noget mere, men der kommer ingenting. En svag vind går gennem græsset. Et par store børn cykler forbi bag dem, med fiskestænger og en rød plasticspand på bagagebæreren. Cyklerne rasler på den ujævne sti. Deres stemmer er høje og lyse. Thomas rejser sig og begynder at klæde sig på. Han ryster sandet ud af sine strømper og hiver bukserne op over hoften, Patricia knapper jakken og trækker huen ned over sit våde hoved. Hun tager sin cykel og kører sin vej uden et ord.
"Jeg er så hudløs som en vandmand," mumler han, da han har indhentet hende, og de er på vej over broen, "jeg er et bløddyr. Det er afskyeligt." "Hvad?" råber Patricia vredt. Vinden er skarp og susende heroppe. "Ikke noget," brøler Thomas tilbage. Jeg vil græde, tænker han. Jeg vil synke ned i en brønd af gråd, til brønden er løbet tør. Jeg er et fjols. Jeg er smuk. Jeg er ingenting. Hvis jeg stræber højt nok, kan jeg alt. Jeg er tom som en meningsløs, automatisk gråd.
Hjemme virker katten irriterende forsømt, den vrider sig plagsomt om Patricias ben. Hun tænder for fjernsynet og smider
sig i sofaen. Han laver sandwich, hun spiser den ene og placerer så den tomme tallerken unødvendigt hårdt på glasbordet. Han vasker op. Så rejser hun sig pludselig og går ind og skifter tøj. Så går hun. Han løber ned ad gangen med viskestykket i hånden, da han hører hoveddøren gå, han får et glimt af sølvskoene og hendes frakkeklædte ryg da hun forsvinder på afsatsen nedenunder, han råber efter hende: "Hvor skal du hen? Hvorfor går du nu igen? Sig nu noget! Patricia!" Men hun svarer ikke. Han sætter sig i lænestolen. Han kan ikke få vejret. Han ringer til hende, men hun tager den ikke. Så ringer Maloney og fortæller, at politiet ikke fandt et eneste dna-spor i butikken. Intet, ud over en hel masse hår (som de hurtigt opgav), og så Thomas´, Maloneys, Annies og Peters fingeraftryk. De kunne se, at nogen havde vadet hen over papirbunkerne på gulvet, men personen havde haft skobeskyttere eller plasticposer om fødderne. Thomas rejser sig og går ud i køkkenet. Maloneys stemme er så velkendt, at han næsten bliver taknemmelig. Han tager en øl i køleskabet. Han ser ud ad vinduet. Byens lyshav stråler i den blålilla aften. "De kan ikke gøre mere. Der er ingen spor. Naboerne havde ikke hørt noget. Ruden må være blevet smadret, mens alle sov. Hvorfor fanden var der ikke nogen der
var vågne? Der er sgu da altid en eller anden idiot, der er vå gen." Maloney fortsætter: "Nå. Men vi må godt tælle op og bestille nye ruder. Jeg har ringet til forsikringsselskabet. Og til glarmesteren. Han kommer i morgen," siger Maloney, "fuck," siger han, "det er sikkert bare nogen fucking rødder der ikke har andet at lave end at smadre andre menneskers ejendom."
"Tror du rødder sørger for at bruge handsker og plasticposer på fødderne, når de i et anfald af spontan ødelæggelsestrang smadrer en butik?"
"Det ved jeg sgu da ikke noget om," mumler Maloney udmattet, "hold nu din kæft og gå i seng. Vi ses i morgen."
På vej tilbage til stuen, mens han bæller øl, ringer telefonen igen. Det er Jenny. Thomas fortryder, at han tog den. Hun snakker stolpe op og ned om den kommende weekend, tænk, hvis hun ikke kan holde ud at være deroppe så længe, tænk, hvis der ikke er mad nok, hvis de nu er blevet veganere, tænk, hvis hun får allergi af at sove i laden. "Så flytter du bare din madras ind i hovedhuset," siger Thomas.
"Min madras? Hvordan skal jeg overhovedet klare at sove på madras? Med min ryg? Der er garanteret også mus."
"De har jo katte."
"Det kan da være, de er døde. Vi har ikke været derude i mange år."
Thomas sukker. "De har vel fået nogle nye, Jenny."
"Og hvad skal jeg tage med som værtindegave? Skal de begge to have noget eller hvad?"
Jenny snakker sig varm, hysterisk, så kvidrer hun, til hun er helt rolig. Hun sukker tilfreds og siger godnat med en stemme, der næsten drypper af honning. Thomas ringer igen til Patricia. Nu er telefonsvareren på. Han sætter sig ved computeren og slår op på generisk valutategn. Det ligner godt nok en sol med fire stråler. "Det kan lidt populært kaldes for et 'pengetegn'," står der. "Betegnelsen generisk betyder i denne forbindelse, at det ikke vedrører en bestemt valuta, men penge som fænomen." For helvede da også. Han vakler fortvivlet ind i det rodede soveværelse og ruller sig sammen under dynen. En tyk dunst fra dagens varme hænger i luften. Men han orker ikke at åbne vinduet. Den ene persienne hænger skævt. Katten kradser på døren. Men han rejser sig ikke for at lukke den ind. I det fjerne slår et kirkeur elleve. Han forsøger at tænke på Patricia, men har ikke kræfter til det, han kan ikke overskue det. Han slumrer ind til tanker om den ødelagte forretning. Han tænker på tegnet i disken. Det er selvfølgelig pengene, de er ude efter. Farens penge. Og hvem er det? Han forestiller sig et tæskehold, hyret af Frank og Den Fede. Men kan de to gamle idioter virkelig finde ud af at organisere sådan noget? Han tvivler. Det er, som om det ikke helt er gået op for ham før nu, i al sin gru. Som havde han håbet det var noget andet, der ikke havde noget med hans person at gøre. Og måske er det bare tilfældigt, måske er der ingen sammenhæng. Men nu er han snart fri for de penge. Hvis handlen går i orden. Han vil sætte sig op og forstå det hele rigtigt, men udmattelsen er for stor. Et enkelt leverspjæt med højre ben, så sover han.
