Spindelvævsfine vandmænd
moon jelly
svævende gennem
vandet som gennem
et himmelrum
nu i deres femte stadie
af sær eksistens og som
lysende violette
vener på din
solbrændte hånd:
barnet i sit femte år
nu forstår det at man
kan blive rigtigt væk
og forsvinde.
Børn får lov at skrige sig i søvn
mens de voksne taler psykoanalyse;
sikke en fest.
I subwayen slår en mor sit barn, thi det er ikke forbudt;
så mange trusler, så mange spil.
Om natten går jeg hjem ad skumle gader. Rotter piler.
Mennesker stimler sammen. Høj musik
fra en bil fuld af bitchende kvinder. Jeg har et bundt nelliker i hånden,
en blodplettet kjole med slæb. Der findes inde bag lyset
et mørke jeg ikke forstår.
Og månen stiger op som en glødende grapefrugt.
Og skyerne driver.
En eller anden spytter fra et vindue
højt oppe.
Vi har set et afsnit af Klovn og sunget
om dronning Dagmar: vi er danske.
Jeg var til pyjamasparty, men jeg
ejer ingen pyjamas. Der stod jeg
nøgen under et sejl af balloner;
jeg lo. Hvad kunne jeg ellers?
Stemningen der omgiver Jell-O
og sky: Det smager ikke
godt men man må ha det. En lang
historie i blævrende mad, dét forstår
jeg. Men rim og remser er
som modermælk.
"Twinkle, Twinkle little star
how I wonder what you are..."
Pas!
Og altså.
Der stod jeg under en sky af balloner
man talte om Whitman, Faulkner, Poe.
Jeg kastede blikke ud på de grønne kroner
og så ham med hunden luske forbi.
Han vinker mit hvide, slidte
legeme ned til sig. Jeg forlader
dermed festen via åbent
vindue og balloner.
Han får fat i mit ben.
Og hunden pisser.
Åh, du, hvisker han,
hvad er du dog for en
satans skabning?
10.
Men er det poesi du skriver eller klokker du i det, og hvad er det
for en sær gevækst du har under huden? Åh. Mit hjerte.
En lillebitte mexicaner krabber hen ad gaden med sin avis i munden, hans
hund går på to ben og retter på håret, nu sælges der juletræer, glitterstads,
barnet drømmer om bidesild og rugbrød, men dét bliver der ikke noget af.
Til gengæld cupcakes. Og vi tager temperaturen og ringer til lægen og siger
at barnet har 40 i feber, "så er barnet dødt," siger lægen og lægger på.
Vi forstår ikke Fahrenheit. Vi forstår heller ikke inches. Med meget mere.
Men det er barnet der retter mig hver gang jeg siger "are," det hedder ikke
"are", det hedder "are", så fat det dog, der er meget at kløjes i, hvor er man
pludselig dum, men barnet i sit tiende år er ikke dumt, det er et klogt og
fornuftigt barn, der har fået en oldings blik til brug i cirka 12 måneder,
hvor det vil kigge og stirre sig helt ind i sjælen på dyr og mennesker (faktisk
vil det også se TUTANKHAMONS GRAV helt tydeligt, det kan den slags øjne)
11.
Jeg har igen brugt alle mine penge på røde sko og metrokort
i håb om at jeg så får adgang, til hvad? Til alle de ord der bimler
i mit hoved som en skøn og utilgængelig musik. Til koderne. Til
mere end turen ned ad min egen gade, hvor jeg som barnet tænker:
måske tror nogen nu at jeg hører rigtigt til. Det sted jeg kommer fra
skrumper ind i samme hast som denne by vider sig ud.
Jeg lister ned i det ukrainske svedebad. Jeg stryger gennem parken ved
midnatstide. Forvilder mig i snuskede kvarterer. Og floden, floden –
I en drøm redder jeg et barn fra en lokker. I en anden
lange rækker af døde, alle nikkende, kranieskælvende:
"Beware! You'll be dead for a very long time."
Men ak, barnet i sit elvte år er ude af sig selv. Tid til tandbøjle. Hvalpefedt.
Store rungende spørgsmål. En ny slags anfald. Nu løber de første sandkorn
ud af timeglasset, men det føles bare som insektkriblende omsiggribende
URO dybt i selve kødet.
14
Mens vi sov voksede en skov af bregner op omkring os
vi var forvildede men det var SANDT verden var nu
en urtidsskov og fra urtiden brølende buldrende
TYRANNOSAURUS REX, æg så store som barnet lå i det glødende
sand og barnet var begejstret og vendte sig henrykt mod
stjernerne, genkendte Pluto og Orions Bælte og gik
straks i gang med at tegne det hele og jeg vendte tilbage til
køkkenet, hvor svenske juleboller sku bages men melet var
vitaminberiget, gæren extra strong, det hele smagte for
svullent og sødt, vi gav op og fik igen et glimt af den gamle
blodmand der stod og gloede ind ad vinduet med et væmmeligt
ulvesmil, en ækel pegefinger, "er det mig han vil ha?" spurgte så
barnet i sit ottende år, som ikke er det mindste bange men kan
alt og står i perfekt forbindelse med universet og vinker venligt selv
til en blodmand for derefter at trække gardinet for og nynne.
17.
Nu forstår jeg også det med blodbilen. Man kan sælge sit blod
på niende gade hver onsdag aften; en kvinde antaster folk,
det gælder donoridentiteten: "Mam! It's your lucky day!"
Men jeg er nedtrykt og ensom, huden så tynd
og øm som under feber, slet ikke egnet til nåle og kontakt.
Jeg haster hjem i min hule. Det skulle jeg så aldrig have gjort. Nogen har
åbnet en diner i spisestuen. Jeg bliver anvist bord ved døren hvor det
trækker frygteligt og de æg jeg får smiler ikke.
"HVAD SKER DER?" råber barnet, som smækker døren
op i synet på mig, døren går i stykker, "HOLDER VI FEST?"
Senere er jeg så bange for at diner manden har plantet kakerlakker
i skabet før han drog bort med sin sammenklappelige restaurant,
men så opdager jeg at vi har mus. "HVORFOR HAR DU EN BULE I
PANDEN?" råber barnet. "Det var døren," mumler jeg fra sengen (omgivet
af fælder). "NÅHR; DØREN!" råber barnet. "HVORFOR HAR DU IKKE
FIXET DEN?" Hvilken træthed, hvilken tavs væren i mig.
Men barnet i sit femtende år er ikke stille. Det er
støjende adfærd. Akut mangel på impulskontrol. Voldsom sult. Det er
ven. Og kæreste. En uforglemmelig, karakteristisk odeur. Og alt det
barnet forstod, forstår det nu ikke mere. Men pludselig forstår det
endnu mere.
