"Hundrede," sagde han. "Halvtreds," sagde jeg uden at se op.
Jeg slæbte det hjem indhyllet i det støvede tæppe for femogtres euro. Det var gammelt, ovalt, facetslebet og sad i en forgyldt træramme med et mønster af myldrende slanger. Det var opulent, endda usmageligt, men det var netop dét, jeg faldt for. Det passede til byens let opskruede niveau af guld, alle vegne tunge smykker, guldure og messingspænder og slipsenåle og skinnende manchetknapper. Og det passede til stilen i ambassadørboligen, en af disse gamle herskabsboliger i Centro Storico med seks meter til loftet, stengulve og nicher med ynglinge af kølig marmor.
Spejlet fandt op på den lange væg i spisestuen i en løs ophængning, der fik det til at læne sig ud fra væggen, let foroverbøjet som en gammel kone, der har mistet sin hørelse. Jeg ville ikke hænge det fladt. Det var ikke tænkt som et spejl, man spejler sig i - det ville virke forstyrrende i en spisestue, synes jeg, hvis man skulle sidde og tygge med sig selv som selskab ovre på den modsatte væg - men mere som et abstrakt billede. Så jeg lod det tippe forsigtigt mod stuens runde spisebord, blindt funklende som en diamant i en klippevæg. Jeg var tilfreds.
Hver aften fyldtes stuen med middagsgæster. Konversationen gik livligt for sig, det var altid dannede folk med interessante tanker om livet, der fandt vej igennem disse lokaler, og tankerne blev gavmildt delt over veltilberedte flerretters middage, cremede supper, ovnbagte fisk, and med rødkål og brunede kartofler, sønderjyske æbletærter og vini superiori skænket i mundblæste Holmegaard-glas. Det var ikke bare en del af min position at beværte disse selskaber, jeg kunne simpelthen lide det. Når det endelig skete, at jeg havde en aften alene, anede jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, og endte gerne på en taburet ude i køkkenet med et stykke ristet brød med ost eller marmelade, mens jeg rastløst skimmede katalogerne fra reklameposten.
Jeg vidste udemærket, at mit liv ikke tilhørte mig personligt. Madeleine Albright har engang fortalt om hendes store nervøsitet, dengang hun var blevet udpeget som USA's FN ambassadør og første gang skulle tale i forsamlingen. Hun sad dér i salen fyldt med mænd i sorte jakkesæt og prøvede at finde modet til at tale, indtil det gik op for hende i et krystalglimt: Jeg er Amerika! Madeleine Albrights private nervøsitet var sagen komplet uvedkommende.
Ligesom Madeleine Albright var Amerika, var jeg Danmark. Og det var derfor heller ikke Birgit Tranholm, der sad for bordenden i den kandelaberoplyste spisestue under spejlet og fik samtaler til at glide mellem de ypperste repræsentanter for alverdens nationer, det var Danmark. Jeg bildte mig derfor heller aldrig ind, at mine gæster kom for min skyld. Ligesom soldaten ikke har noget ansigt, ikke er individ men soldat, er ambassadøren aldrig andet end netop ambassadøren. En ambassadør har ingen venner. Hun er kronisk ensom.
Det var også ambassadøren, der talte til disse middagsselskaber. Det gav sig selv, at man ikke kunne sidde dér og sige hvad som helst. Det passede mig godt. Hvad ville Birgit Tranholm sige, hvis hun pludselig blev bedt om at tale? Skulle hun fortælle om de ensomme aftener på taburetten i køkkenet? Næppe. Med til den diplomatiske beskyttelse hører en høj grad af pietetsfølelse og dannelse. På ambassadør Tranholms natbord lå der høje stabler af digtsamlinger og filosofiske og teologiske værker i høje stabler, hun gik i operaen og teateret, og orienterede sig i det hele taget i alt det, som dannede mennesker orienterer sig i.
Jeg ved ikke, om de andre havde gennemskuet, at deres liv ikke tilhørte dem. Det var ikke noget, vi talte om. Kun i den polske ambassadør genkendte jeg min ensomhed. En ikke særlig høj mand med tilbagestrøget sølvfarvet hår, der gik ham til ørerne og et sirligt, lidt rødligt ansigt. Han var som trådt ud af 1920'erne. Den måde hans skjorter altid var strøget på, kortærmede og med gammeldags læggede brystlommer, hvor hver en lille fold var glattet ud. Der var noget sørgmodigt og drømmende over ham, og når han talte, var det, som om de lyseblå øjne så noget ude i fjerne horisonter, som andre mennesker ikke kunne se.
Han var ikke som de kedelige karrierediplomater, men en klassisk intellektuel, oprindeligt uddannet i teologi, og kunne tale længe om symbolsproget i Biblen. Hvor kom duen fra, og hvorfor netop en due? Derfra kunne han finde på at holde noget, der lignede en reel forelæsning over emnet, hvor han bevægede sig i en elegant, men intellektuelt krævende bue fra Det Gamle Testamentes Noa, som efter syndfloden sendte en due ud for at finde tørt land, til den due, der steg ned fra himlen, da Jesus blev døbt i Det Nye Testamente. Under disse monologer forsøgte jeg sommetider at fange hans blik, ikke den polske ambassadørs, men Mihaels. Jeg ville se, om hans ensomhed også så mig.
*
Det var sådan en aften, jeg pludselig så hele scenen gentage sig i spejlet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde set det før, måske var fiskesnøren blevet slappere og havde ændret spejlets hældning, hvad ved jeg, i hvert fald var det derfra, hvor jeg sad, ikke længere en blind ramme, men en perfekt fordobling af selskabet, af middagen, af de flakkende lys fra kandelaberne. Blot kunne jeg ikke finde mig selv. Jeg kunne tydeligt se den polske ambassadørs sølvgrå nakke, ligesom også den sydafrikanske ambassadør og hans kone, og på den anden side af bordet genfandt jeg den polske digter, som Mihael havde taget med til selskabet, lederen af Det Danske Institut i Borghesehaven, to italienske kunstnere, en teaterdirektør og en kunstkritiker—alle opslugte af Mihaels lille foredrag. Jeg talte pladserne rundt, og dér, midt mellem teaterdirektøren og kunstkritikeren, så jeg et ansigt, jeg ikke genkendte, et mærkeligt, nyt ansigt—på min plads! Det var blegere og mere aflangt end mit eget og havde gråsort hår skrabet om i en knold, og øjnene virkede døde og små og nærsynede. Et glimt—og så var ansigtet væk igen. Mihael havde sluttet sit foredrag og selskabet sad med hævede glas og ventede på mig for at skåle på duen.
Den sydafrikanske ambassadørfrue gav sig til at snakke om sekretærfuglen, som åbenbart udgør en væsentlig del af dekorationen på det sydafrikanske våbenskjold, og derfra fortsatte konversationen animeret videre til forskellige fugles symbolske betydninger, svaner, storke, krager, traner, ørne, ugler, ravne og selvfølgelig den mytologiske Fugl Fønix. Men jeg deltog ikke i snakken. Jeg kunne ikke samle tankerne.
Aftenen endte underligt. Mine gæster gik lidt efter lidt uden at få kaffe. Jeg fulgte ikke nogen ud, men sad forstenet tilbage, indtil jeg var alene i spisestuen. Den polske Ambassadør og hans digter-ven var de sidste, der gik. Ambassadøren lagde sin hånd på min skulder, bukkede sig ned og kyssede mig to gange på hver kind. Han takkede for en god aften. Jeg vidste, han løj, jeg så op og mødte hans blik, og nu var det ham, der kiggede på mig, som om han ledte efter noget—min ensomhed måske. Jeg så væk igen, og de gik. Først da lysene var brændt ned og personalet var blevet undskyldt og gået hjem, rejste jeg mig og lod resterne af den ovnstegte lammeryg og de snavsede tallerkener stå. Hvem det end var, der lagde sig til at sove i min seng den nat, var ikke det samme menneske, som havde modtaget gæster få timer før.
Da jeg vågnede næste morgen slog jeg oplevelsen med spejlet hen som overspændthed. Stearinlys havde flakket, jeg havde drukket vin og måske havde jeg også haft en lille smule hovedpine, og jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke havde set, hvad jeg så.
I de følgende måneder blev der længere og længere mellem selskaberne. Aftenerne i køkkenet blev hverdag. Jeg tabte mig. Også min garderobe undergik en forandring. Jeg gik for at have en sikker stil, altid velklædt og professionel. Mit skab var fyldt af velsyede bouclé-sæt i monokrome mønstre, nederdele og matchende jakker, som det hører sig til for en kvinde med diplomatiske forpligtelser. Men et par uger efter episoden med middagsselskabet, fandt jeg mig selv i en butik for—jeg ved ikke, hvad man skal kalde det. Antik beklædning? Genbrugstøj? Jeg forlod butikken med en sort højhalset kjole med hvid kniplingskrave, der fik mig til at ligne en guvernante fra 1800-tallet. Da jeg kom hjem tog jeg kjolen på foran spejlet i mit soveværelse. Jeg brød mig ikke om mig selv i dette tøj, synet mindede mig om hende, der sad og løste kryds-og-tværs-opgaver på taburetten i køkkenet om aftenen. Men samtidig var der en uforklarlig sitrende nydelse forbundet med mit ubehag, og jeg beholdt kjolen på. Som en lukket paraply dækkede den over en krop, der blev mere og mere mager for hver uge, der gik. Om dagen besvarede jeg spørgsmål hjemmefra om hvorvidt danske turister måtte aflyse deres ferier på grund af denne eller hin strejke, og om aftenen raslede jeg rundt i gangene som en bille, alene.
Næste gang jeg holdt selskab, modtog jeg mine gæster i den højhalsede kjole. Jeg havde glemt at skifte, og stående i døren var det for sent at gøre noget ved det. Jeg må have gjort et drabeligt indtryk, man virkede et kort øjeblik forskrækket over at se mig, men ingen sagde noget.
Første del af aftenen forløb efter skemaet. Forretten fulgtes med en let vin og ditto konversation. Under hovedretten fik jeg pludselig en fornemmelse af at blive overvåget. Jeg lod blikket glide rundt i selskabet, den polske ambassadør så ud i det fjerne, optaget af at fortælle selskabet om irrelevansen af den historiske Jesus i forhold til den mytiske. Resten af selskabets opmærksomhed var fikseret på Mihael. Jeg så op på spejlet, og der mødte jeg blikket hos kvinden fra den aften nogle måneder forinden, samme blege, aflange ansigt, samme tilbageskrabede hår. Der var noget i hendes blik, en genkendelse, det var, som om hun læste mine tanker, som om hun vidste noget, jeg ikke vidste.
Der lød et skrig. Dugen blev rød. Blod flød fra min hånd, der lå glasskår overalt—jeg må have knuget mit vinglas så hårdt, at det var knust mellem fingrene på mig. Min bordherre, en høflig kulturattache fra England, hjalp mig med at fjerne de små skår fra håndfladen, men det viste sig umuligt, skårene havde boret sig for dybt ind i kødet.
Den polske ambassadør tilbød at køre mig på skadestuen. Det var ham selv der kørte, han havde ingen chauffør den aften, og det viste sig umuligt at finde parkering ved hospitalet. Men ambassadøren brugte sin diplomatiske immunitet og lod bilen stå på pladsen foran et lille kapel. Vi vidste begge, hvilken tjeneste han gjorde mig, men han sagde ikke et ord, da han gik rundt om bilen for at åbne døren i min side. Jeg husker især følelsen af skam, da vi løb over pladsen, Mihael ulastelig som altid i sine sirligt strøgne skjorte og sit sølvfarvede hår og mig i den umulige sorte kjole med de tynde ankler stikkende frem forneden og den blødende hånd strittende op i luften. Kvinden der løb var ikke mig, hun fremstod kun som mig. Jeg kunne ikke gemme mig.
Det tog lægen det meste af natten at fjerne glasskårene med lup og pincet. Jeg vendte hjem med en forbinding om hånden og en besked om at tage den med ro. To dage efter kom ambassadøren forbi med en papæske med en polsk kage af kiks og chokolade og en udsøgt lille bog indbundet i rødt lærred, Metafysik for begyndere, digte af den polske poet, som havde været min gæst den aften, hvor jeg første gang så ansigtet i spejlet. Vi sad på kanten af to stole i spisestuen, jeg med fedtet hår og i en slidt slåbrok, han i nypressede hørbukser, poplin-skjorte og guldkors. Det var en akavet situation, ulige, og alligevel var der opstået et nyt rum imellem os. Jeg vil ikke kalde det venskab, ikke rigtigt, men der var alligevel noget i hans nærvær, der gennemborede de formelle lag. Ambassadøren gav sig til at snakke om Eros. Vi tillagde fornuften al magt, sagde han, og gav os ud for at være 'rationelle mennesker', men sandheden var, at overfor Eros stod fornuften fuldkommen magtesløs. Det var tydeligt, at han i 'vi'et inkluderede hele menneskeheden. Vi kunne vælge at gå væk fra den brændende busk, sagde han, men hvis vi gik ind i den, kun bevæbnet med vores fornuft, ville vi blive brændt op. Eros bestemte og bagefter stod fornuften med forklaringsopgaven. Han sagde: "Eros is always the Emperor", og så afventende på mig.
Nu, bagefter, husker jeg ikke, hvad jeg sagde. Det var ikke mig, der talte, men kvinden fra spejlet. Jeg husker det kun som gennem meget stærke tømmermænd—eller en drøm, et mareridt: billedet af den polske ambassadør med tårer i de fjerne blå øjne. Og mig, kvinden i spejlet, og derefter billedet af ambassadøren, der rejste sig og forlod stuen med meget rank ryg. Endnu mens jeg sad på kanten af min spisestuestol vidste jeg, at ryggen ville blive det sidste, jeg så af ambassadøren.
Da han var gået, faldt jeg i søvn på den stol, jeg sad på. Jeg ved ikke, hvor længe, jeg sov. Jeg vågnede indover det ovale mahognibord, med hovedet liggende på armen, stiv i hele kroppen. Også jeg må have grædt, mine kinder føltes tørre og sprukne, men jeg husker ikke, hvad jeg havde drømt. Jeg husker kun den forfærdelige følelse af at have mistet noget dyrebart. Det var forfærdeligt, forfærdeligt. Jeg så op på det triumferende blik i det blege hesteansigt i spejlet.
Jeg kunne kun tænke på én eneste ting. Hvem havde spejlet tilhørt før mig? Hvem havde spejlet sig i det, før det var blevet hængt op i min stue?
*
Den gamle jøde havde ikke længere sin bod på Porto Portese-markedet. I stedet var der kommet en bod med kulørt undertøj i microfiber. Jeg spurgte det unge ægtepar, der stod for boden, og de sagde, at den gamle jøde havde solgt sin stadeplads og var flyttet til Genova. De mente, det var Genova. Det var i hvert fald en by, der lå ved vandet, var de sikre på.
Jeg tog til Genova. Efter tre dage i byen, hvor jeg besøgte hver eneste antikvitetshandler og marskandiser, lykkedes det mig at finde den gamle jøde i en butik nede ved havnen. Jeg spurgte, om han kunne huske mig. Han kneb øjnene sammen og så længe på mig. "De har engang solgt mig et spejl," sagde han så. "Forkert," sagde jeg. "Det er Dem, der engang har solgt mig et spejl." Han nikkede langsomt. Jeg spurgte, om han kunne huske, hvem der havde solgt ham spejlet. Det kunne han ikke - han havde jo lige sagt, at han troede, det var mig. "De må da have nogle papirer," prøvede jeg, "nogle oversigter i Deres arkiv over købte og solgte genstande". Jøden stirrede på mig. "Jeg handler med gamle ting," sagde han, "ikke diamanter."
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jøden var mit bedste bud, ja, mit eneste. Hvis det endelig var lykkedes mig at finde frem til det menneske, der havde ejet spejlet før mig—hvad ville jeg have gjort? Set mennesket, velsagtens. Fået stillet min nysgerrighed.
Der var ikke andet for end at tage tilbage til Rom og hurtigst muligt skaffe mig af med spejlet. Så snart jeg kom hjem, pillede jeg det ned fra væggen og stillede det på gulvet med den blanke flade indad, som om det var blevet sat i skammekrogen. Så satte jeg en annonce i avisen under Personlige: "Antikt spejl sælges." Andet skrev jeg ikke.
Jeg fik kun én henvendelse på annoncen, en dame, der i telefonen forhørte sig detaljeret om mål, form, ramme. Det lod til, at jeg var lige så ivrig efter at komme af med spejlet, som hun var for at få det. Da jeg havde beskrevet det for hende, sagde hun, at hun ville komme og hente det selv. Måtte hun komme med det samme? Det måtte hun.
Damen kom. Jeg stod i døren og modtog hende, da hun kom op af trappen. Hun kom til syne i etaper, først den gråsprængte knold, så ansigtet, blegt og hesteagtigt svævende over guvernantekjolen, og til sidst de tynde stilkeankler i snøresko. Ingen af os sagde noget ved synet af den anden. Hun var den første, der talte. "De ville sælge et spejl?" spurgte hun. "Ja," sagde jeg.
Jeg gik med det samme ind på det beløb, hun foreslog. Hun havde kun små brugte sedler, og talte pengene tre gange før hun gav mig dem. "Sommetider hænger de sammen," sagde hun. Hendes stemme lød som vind i tørre blade. I lyset fra opgangen svævede ansigtet gulligt over den sorte kjole. Hun gjorde mig uhyggeligt til mode. Jeg var ligeglad med pengene, jeg ville bare have, hun skulle gå og tage spejlet med sig. Endelig samlede hun spejlet op og fik det bugseret på plads under armen—og før hun vendte sig om, så hun på mig et kort øjeblik med dette triumferende blik, som jeg kendte. Som om hun vidste. Men hun sagde ingenting. Der var kun lyden af hendes hæle, klik-klak ned ad stentrappen. Jeg kunne høre de spidse trin, længe efter hun var gået.
