Det er et landskab blondet af rim.
Landskabet er det samme, men landskabet er aldrig det samme. Hvor har jeg været, tænker jeg. Min underlæbe er flækket som skindet på en moden blomme. At falde på terrassen, knæ og den smag af jern; at ligge på cementgulvet bag præstegården og vente på, at traktoren kommer hjem med første læs, hvis ikke vi er oppe og væk, så er det ude med os. Og hvordan de så kommer, kørende ind; pukkelryggede vogne. En eftermiddag, hvor vi finder ud af at lege sammen, springe mellem de stablede baller. Falder du ned mellem dem, dør du af sult. Ligesom katten, vi finder, men det er først engang i efteråret. Så havde den alligevel ikke forladt sit kuld.
Stien bag om præstegårdsforpagterens marker løber ud i skellet, som snitter i de fredede arealer, de opdyrkede, dem, der ligger brak. Så meget afhænger af det. En orden. Der går hele tiden en mand og samler sten på marken, der kommer hele tiden nye sten til, jorden føder dem, og bunkerne vokser. Et par steder er der dukket større sten op, de venter på at blive taget med en maskine. Når der er tid til det. Måske det bliver en af drengene, der gør det. Men så er det måske alligevel for meget for dem. Solen går ned bag stendyssen, der er ældre end pyramiderne. Det siger man. Hvor gamle de så er, pyramiderne, man spørger sig selv. Brødre har ingen alder ud over årene, der skiller dem ad. Mine søstre og jeg, én alder, vi bliver ikke ældre, end vi var.
Istidslandskabet, dødishullerne, hvor isen tvang landskabet ud i forskellige positioner.
Jeg ved ikke, har i de dage en fornemmelse af at leve forskudt på alle måder. Jeg er lige faldet, og allerede har jeg rejst mig og børstet støvet af ærmerne og smilet til forbipasserende eller naturen bare. Det er først, når jeg tænker tilbage på noget, at jeg får adgang til alt det, der burde være mit. Dig for eksempel.
Jeg er kommet tilbage. Noget, der var, ligger spredt ud over landskabet. Et nåletæppe omkring træernes fødder. Der er en snekappe og en skov af fingre og en himmel. Krondyrenes kroner, Trehøje, de ti sidste fyrretræer på bakken, blæst utætte ind til benet, ensomme. Det er, hvad vi har med at gøre.
Olie på vandene.
En sær sommerkjole under en sweater og kedeldragten.
*
Det sner igen, jeg tænker: Hvornår kan jeg komme herfra, vejene er spærret, jeg kan ikke komme nogen vegne. Jeg står og læner mig frem i vindueskarmen, mod ruden, marmorkarmene er kolde; vinteren er. En eftermiddag om sommeren lægger jeg kinden mod karmen, mine læber virker for store, mine hænder. Jeg skubber en potteplante væk, det husker jeg. At jeg sætter mig op i vindueskarmen, læner ryggen op mod solen og vinduet. Marmorkarmen er kold, selvom solen har stået lige ind i timevis, så er marmorkarmene kolde. Fugtige lår i varmen. Kroppen, der længes efter kulde.
Eller kroppen, der længes efter varme.
Mine hænder bliver, hvad skal jeg sige, violette; om vinteren, mine fødder også. En farve, der kan minde mig om noget som: blå. I eftermiddags kørte snerydderen en gang i timen; med en træthed, der ikke havde noget med sne eller ingen sne at gøre, den skar sig gennem byen, der velvilligt delte sig. To baner af hvidt stof. En sort asfalt lyste op gennem et tyndt lag ødelagt sne. Jeg tænkte: den ødelagte sne, dét er det mest triste, jeg kan tænke på. Og nu tænkte jeg igen: hvornår kan jeg komme herfra.
Jeg sparer sammen.
Noget smukt at rejse fra, noget smukt at ofre. Det bliver alligevel stående tilbage som en skygge, en tyngde i billederne. Det, der kunne have været, en kærlighed, der blev annulleret.
Er vi sneet inde, spørger jeg.
Min mor sidder og roder med et regnskab, nogle kvitteringer. Bilag niogfyrre, siger hun for at fæstne ende, ser op på mig.
Vi ser ud ad vinduet, vores blikke ender blindt som togskinner i et landskab, så nåede man hertil, så fi k de fri, og arbejdet fortsætter en anden gang, i morgen eller aldrig. Der er en stemning af: vejen ender blindt. Togskinnerne, der ligger og peger, gør landskabet til et bassin eller et billede, man kan: se.
Hun spekulerer. Det forstår jeg, at der er den slags tanker. Hvad jeg egentlig vil, hvor jeg er på vej hen, hvis jeg kan; og hun spørger mig, om det er et problem. Hvis jeg ikke kan komme nogen vegne, hvis jeg bare skal blive her, er det så et – problem.
Jeg trækker på skuldrene, det er det vel ikke, siger jeg. Men vi ved begge to, at det er det; at det virkelig er et problem.
Smækket inde her.
Vinteren smækker nogen inde eller ude, det er den følelse, en følelse af ikke at kunne nå frem. Den sidder i os begge to. Ingen vej frem og ingen vej tilbage heller. Hun vil vide, om jeg ikke kan falde til ro her, du kan ikke rigtig falde til ro her. Sådan spørger hun. Der er en pause. Ingen af os trækker vejret. Igen trækker jeg på skuldrene.
Jo, siger jeg.
Men det er ikke ro, det handler om. Det gør ingen forskel, ro eller ingen ro.
Jeg er forelsket, siger jeg endelig, sætter mig ned ved bordet over for hende. Hendes blik fl akker mellem papirerne og mig, hun besinder sig og skubber dem til side.
Ja, siger hun.
På den måde kan jeg ikke være nogen steder, siger jeg med en stemme, der lyder sprød, lidt tør, let antændelig. En solstråle i et glas, det er nok, den kan knække, hvornår det skal være. Bål og brand. Fordi jeg ligesom allerede har set for meget. En sær vilkårlighed, der meddeler sig. At så er det ikke min afdøde mand, der er vigtig; at så er det pludselig en anden, den nye mand, som mit liv afhænger af. Jeg tænker: kan jeg aldrig bare være ét sted. Uden den magnetisme. Det er det, sneen gør. Eller det er den sygdom, sneen ikke lægger et låg på, ikke heler, sneen som salt, der falder over sårede hudløse tanker hudløse følelser. Hvornår skete det. Under natten kommer sneen, kommer magnetismen op i mig, jeg vågner magnetisk, og som en magnet: holdt tilbage, surret fast, hele rummet mellem mig og denne nye mand vibrerer på den måde. En foruroligende spændthed. Bevægelser, der er tegnet i luften, bevægelser, der viser sig – sekundet før de findes: og så måske aldrig bliver til noget. En ulykke ved det, der kunne have været – så fint.
Jeg tænker: det her er alt andet end fint.
Det er ildevarslende, som et hus kan være det, når man kommer til det sent, og der intet lys er tændt. Eller tidligt og: intet lys er tændt. Jeg tænker, at jeg hellere vil være i et ulykkeligt forhold til et andet menneske end dette: at stå uden en anden. Uden de øjne til at – ja, hvad egentlig. Føde én. Hele tiden opstå på den måde, i et blik. Hellere opstå som fremmed, en anden, end dette, slet ikke at opstå.
Jeg er forelsket i en forkert mand. Og jeg er hele tiden stadigvæk i gang med at forlade en, jeg elsker, der er nok at skære sig på, men det er ikke for at finde trøst, jeg er taget hjem.
Det handler om æblerne. Sådan er det.
Du har jo mistet alt.
Ingenting er, som du husker det, og alt det, du møder, taler i munden på dit billede af hvordan. Der er intet tilbage af den verden, du husker, den er tilmed umulig, den kan aldrig have været. Det er noget andet end kærlighed, noget andet end et fravær af kærlighed. Det er det billede, der opstår, når man lægger de to ting oven på hinanden. Et sløret billede, hvor alle ansigter bliver mærkeligt åbne og ødelagte, gennemløbne af – ja, gennemløbne af hvad egentlig. Tid, der ikke vil, et værelse, der ikke vil.
Og sorgen ved det.
Illusionisten.
*
Jeg falder og bliver liggende i græsset. Som jeg faldt, sådan bliver jeg liggende. Sidst i august, en traktor holder stille på marken bagved, kører i tomgang. Døren til førerhuset står på vid gab, er efterladt sådan, midt i en sætning.
Der er ubevægelighed i hele landskabet.
Som om dagen i virkeligheden er en aften; som om solen i virkeligheden er rispapirlampen i loftet, som om der er nogen, der bare lige vil sikre sig, at alle sover. At ingen læser eller snakker eller piller ved hinanden, kigger i tegneserier. Med andre ord: at der skulle være ufornuft.
Men så er der ikke andet end ufornuft til, så er ufornuft pludselig det eneste.
Sover du, hvisker jeg til min mor.
Der er ikke noget svar. Ordene hænger, et ekko fra før, min afdøde mands stemme, sover du, spørger han.
Og jeg sov.
Eller jeg spillede død.
Knasterne i loftet ligner alt muligt. En fembenet hjort. En halvmåne, der drypper. Noget, man ikke sådan lige glemmer. Et æbletræ, der står med røde æbler i et hjørne af haven, den slags rester; sommer midt i vinteren. Det sner stadig.
Som det har sneet hele dagen, sner det.
Som om sneen vil bevise noget, at dén ro, sneen kan falde med, aldrig har noget med træthed at gøre, sneen er ikke sindig, den er simpelthen umenneskelig. Som vinteren i år, umenneskelig i alting. Fortsætter utrættelig, gentager sig selv i mønstre, ingen forstår. Mørket er blegt af den lysende sne. En gang imellem falder et rødt æble gennem det grå mørke, ned i sneen, her under træets kurv af en krone, sort bark. Et klik, idet æblet rammer den membran af hård is, der stammer fra skiftet i vejret, som ikke blev til noget. Andet end en tøven i vinteren, et nedslag midt i vinteren af simpelthen: sommer. Med det samme kom frosten pibende. Det bliver en hård iskappe, halvtreds millimeter tyk, og nu med en pels af ny sne. Det er godt, siger jeg til min sovende mor, hvisker det i mørket, sov du bare.
Så enkelt er det altså også.
At man kan ligge stille sammen og være et andet sted, alene.
Ja, siger min mor, hun er vågnet med et sæt.
Hvor har du været, tænker jeg, hvad var det, du skulle have gjort færdig.
Kan du ikke sove, spørger hun og vender sig om i sengen. Jeg tænker: hvad laver jeg her, i mine forældres seng. Jeg er alt for gammel til at ligge her; jeg har altid været det.
Alting er omvendt. Sneen fyger og forsvinder op i en sky, der ikke er til at skelne fra en himmel. Jeg hvisker til min mor, jo, hvisker jeg; sov bare videre. Hun sover med det samme, der er ingen overgang, hun bare rømmer værelset, ligger så helt stille. I mange år ser man det ikke, men så ser man det så klart, døden i ens egen mor, man ser ens mormor i hende, hendes mor i hende. Og i virkeligheden også et andet ansigt, man genkender det, men synes alligevel, at det er et ukendt ansigt. Et uhyggeligt ansigt, det er det, dette tredje.
Så vender hun sig om på siden og sover.
Så vender hun sig og sover igen.
Man ser det flere gange. Et ansigt, min mors ansigt, der forsvinder. Og det tredje ansigt, som så kun kan være mit eget, det kan kun være sådan, mit.
Umenneskeligt højt græs.
Umenneskelige nætter. Jeg tænker – jeg har været så forkælet. Jeg har aldrig prøvet at ville have noget, jeg ikke kunne få. Nu vil jeg bare én ting, ham, og nu kan jeg så bare få alt det, jeg ikke vil have.
Ro og fred.
*
Jeg havde hele tiden den fornemmelse, at der kun var én ting tilbage, der holdt mig fast i denne her verden. Men så tog vi afsked en aften. Og morgenen efter er jeg her alligevel stadigvæk levende. Jeg vågner ikke, for jeg er aldrig faldet i søvn. Du er gået hjem til Frederiksberg, hvor du bor nu. Du har et værelse i en stor lejlighed, og det er den samme T-shirt, du sover i, som da du sov hos mig. Du er afdød, men lyslevende går du der.
Uden mig. Sådan går du.
Morgenen sniger sig med solen ind, sådan forestiller jeg mig det; at morgenen starter ude bag iskiosken og fiskerne på den yderste tange bag Langelinie, at den løber ind i byen, over Østerbro. Himmelen er utæt, og solen tyndtflydende.
Fylder gaderne nedefra, skubber biler og mennesker ind mod Rådhuspladsen, ud på Amager, Islands Brygge.
Jeg ved ikke, hvad du mente, at du havde gjort den aften, lettet dit hjerte vel, nu var det hele bare tungere end før, dit hjerte også, sådan må det være. Så tror man, der er noget, der varer ved, holder ud og ligesom bare: tåler.
Jeg tror, der er en ven, men så er der alligevel ingen ven.
Jeg troede, jeg vidste, at der var en mor, altid, men så er det måske også aflyst.
Jeg kravler op i sengen, trækker dynen hen over benene og lægger den ene arm omkring hende. Så er jeg kommet tilbage til det landskab, jeg troede stod for altid.
Sner det stadigvæk, spørger min mor mig.
Jeg nikker, ja, det sner stadigvæk.
Fik du fodret fugle.
Ja, jeg fik fodret fugle.
*
Jeg sidder i et hjørne af stuen, men midt i alting. Jeg kan sidde sådan, her i den hvide sofa, og hele tiden er jeg et andet sted. Min mor går forbi igen, der falder en skygge ind i rummet, det er højlys eftermiddag. Skyggerne løber over vægge og alt. Haverne sover, der er en uro, fordi alt det derude er pakket ind i sne og ikke kan få vejret. Sneen er faldet, over alt muligt levende og alt muligt dødt, sneen gør det hele til det samme. Alt det, der er begravet der, bliver kvalt og rådner, vokser og svulmer under snekappen, sneen; en hud, der bliver tyndere og tyndere, spændes ud. Sneen knager, skruetvingen omkring planterne derude, de lave buske, træstubbene. Min mor ser ud ad vinduet. Hun har en følelse som af at have mistet kontakten til en del af sin egen krop, en arm, der sover. Hun piller ved mig med øjnene, niver for at få adgang. Hele tiden den fornemmelse af: at hendes datter lever i en anden verden. Den ulykke, der så er i dét. At være alene, at stå udenfor i hvert fald.
Smækket ude af sit eget hus.
Et rum i familien, et rum i historien, en tidligere koloni, der så pludselig står selv, men stadig runger af noget som: en historie.
Hun kan ikke forstå, at jeg kan gøre det; men så ved hun ikke rigtig, hvad det er, jeg gør.
Hun bøjer sig ind over sofaen, lægger en hånd på mit knæ, men slipper næsten i det samme, som om knæet var vådt, som om det brændte. Uvirkelige vinter, skin og piben. Pudsede landskaber. Sneen husker alle gåture, der trækkes gennem den, man kan ikke slette sine spor, sneen husker, kroppen gør. Men denne vinter er måske alligevel anderledes. Denne vinter fyger det hele tiden; det sneede igen og igen sneede det. Det er ikke til at huske noget, og alligevel kan man slet ikke være i tvivl om, at der var noget glemt under sneen, noget, man ville finde i foråret. Under de lag af erindrede fodspor, glemte, men som erindringer ligger de der, en latent sygdom, der kan blusse op, hvornår det så skal være. Skævt i foråret, skævt i et ødelagt ansigt.
Jeg ser op på min mor.
Ja, tænker jeg, det her er et ødelagt ansigt. Hvis man graver for vildt, hvis man graver som en besat eller ikke ved, hvornår man skal stoppe. Og min mors ansigt, min mormors og dette fremmede velkendte tredje, som er, hvad ellers, mit eget. En følelse af at komme tilbage for sent, tage i en låst dør og vide, at ens taske er derinde. Så deler vi altså også det, ankomstens gåde, den hele tiden udskudte ankomst til noget – ja, noget hvad, egentlig; roligt måske.
*
Når jeg tænker tilbage på dagene i sommerhuset, virker de sært arkitektoniske. Som om de i erindringen deler noget med konstruktioner og præcise tegninger. De får ikke lov at være dage bare, de bliver i erindringen: dagene hvor.
Dagene udenom.
Dette er dagene før, dette er dagene efter; de falder som et tykt hår ned på hver side af et ødelagt ansigt: hvor længe har du vidst det, spørger jeg. Min mor ringer, jeg ligger stadig i sengen, sætter mig op.
Jeg trækker ikke vejret.
Hvor længe har jeg vidst det, gentager hun, vinder tid på den måde.
Der er en fornemmelse af at sidde på bagsædet og være i mine forældres hænder. Planettvang. Himmelen, der hænger over markerne, er snavset. Træerne står i klynger som dyr på marker.
Jeg har vidst det en lille uges tid, siger hun.
Jeg nikker.
Undskyld. Hun undskylder. At hun ikke ville ødelægge mit arbejde. At hun tænkte, det var bedst at vente. Jeg tænker på, hvad det er for et arbejde, hun tror jeg sidder med. Ved de andre det, hvisker jeg.
Er du der, spørger hun. Jeg rømmer mig, ved de andre det, spørger jeg. Igen. Jeg tænker på mine søstre.
Ja, siger hun.
Jeg er altså den sidste, tænker jeg: så alle andre ved det, siger jeg.
Jeg ved, at hun nikker, ser det for mig, at hun bider sig i læben for ikke at græde. Jeg bider mig i læben for ikke at græde og jeg: græder. Er du slet ikke ked af det, er du ikke bange, piber jeg.
Joh, piber hun, joh, men jeg har grædt og grædt, jeg har slet ikke flere tårer, lyver hun. Hun tror måske, at afstanden gør mig blind, gør os blinde.
Vi har spildt så meget tid, tænker jeg. Og os to, siger jeg. Vi har brugt så meget tid på ... Jeg går i stå.
Ja, på hvad egentlig. Synes du ikke, at det her sætter det hele lidt i perspektiv, spørger jeg hende.
Jeg trækker ikke vejret.
Igen er der ikke et svar; det larmer og lyser.
Jo, siger hun til sidst, det kan da godt være, men jeg er bare stadigvæk lige så ... skuffet.
Jeg tørrer næsen i dynebetrækket. Okay, siger jeg.
Kommer du snart hjem, spørger hun. Hun står i døråbningen i køkkenet, ser på fuglene, der holder luften i bevægelse, så ikke naturen fryser til.
Selvfølgelig kommer jeg hjem, svarer jeg hende. Jeg trækker ikke vejret.
Spørgsmålet er, om den mor, der fortæller dig, at hun er syg, i virkeligheden ikke selv er den sygdom. Om man kan overleve den slags: døden, der træder ind på scenen, et indbrud i det hjem, livet er, et tyveri af alt det, man kendte.
Når du mister din mor, ikke fordi hun dør, men fordi hun bliver døden, sygdommen døden.
Samtalen hører ikke op ved, at vi siger farvel og lægger på; det er, som om vi bare bliver mere og mere stille, som om vi står på en åben mark og bevæger os baglæns, væk fra hinanden, taler med en større og større fysisk afstand mellem os, og til sidst kan vi slet ikke høre hinanden længere, lægger telefonerne fra os, på hver vores bord. Lyden af min mors telefon på skænken og lyden af min egen telefon på spisebordet.
Hun går ud og fodrer fugle. Jeg ser ud over havet. Jeg trækker ikke vejret. Der er helt stille, eller der er en anden musik, løsrevet fra billedet. Musik er det ikke, en lyd af noget fremmed, noget, man ikke rigtig kender til længere.
*
Da jeg lægger mig i sengen om aftenen, ligner jeg en kvinde, der lægger sig i græsset og bliver en bunke, en død kalv. Jeg lægger mig og tænker: har jeg rejst mig, jeg bliver i tvivl. Hvad der går forud. Dagene. Dem, der kommer. Jeg sover og drømmer ikke, jeg er vågen i søvnen og fortæller mig selv en anden historie, bare for at få lidt fred. Jeg fortæller om køkkenhaven hjemme, min mor, der viser den frem med en stolthed, som ellers vist er forbeholdt bjerge; hun forklarer om sorterne. Der er fi re rækker med kartofler: Secura, Sava, Folva, Aspargeskartofler. En halv række af dem. Hun peger dem ud, en efter en. Jeg husker køkkenhaveplanen, papiret med fire linjer, en række med dét og en række med dét:
Kartoffelrækkerne flugter med tjørnehækken. Til den anden side løber pilen, som hun egentlig skulle have flettet kurve af, men så blev der aldrig tid til det. Så blev det en slags pilehegn i stedet for, ikke dårligt, bare noget andet. En anden drøm, som aldrig var. Bærbuskene, solbær, ribs, hælder ind over stien som den slags stående passagerer i togene. Kalve og træer. Skuffelse. Hun graver en kartoffelplante op med et spadestik, sætter sig på hug og stikker en bred sølvske ind mellem de små lysende klumper. Skeen har hun arvet, og den er sort, oxideret over det hele, på nær det slidte sted på undersiden af laffet. Skeen har samme lyd som spadens – når den skærer sig gennem stenet jord, sprittet.
*
Du græder, siger min afdøde mand, bekymret og fortrøstningsfuldt på samme tid, lyder som en, der kommer hjem til en uventet opdækning, lys i høje stager og lovende mad. Jeg prøver at smile. Gør jeg, spørger jeg ham med en stemme, der synes ligesom renset for menneskelighed. Eller det modsatte, en stemme, der er alt for menneskelig, som om for meget menneske er presset ind i de lyde.
Mit forsøg på at smile får mit ansigt til at se horribelt ud.
Det er aften, jeg har ikke talt med nogen, siden jeg talte med min mor, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til mine søstre. Jeg er ikke sikker på, det er den samme mor, vi har; jeg er ikke sikker på, at vi er én familie længere. Hvornår er det blevet sådan, tænker jeg, men sådan har det måske altid været. At vi ikke er én krop, én familie heller ikke, eller: måske en familie ikke er det samme som en familie. Det er en konstruktion, det er sådan, fordi vi ikke kan holde andet ud. Undskylder os selv med, at nogle planter ligner hinanden, med at nogle dyr gør det, vi er et bundt holdt sammen af en snor; en vilkårlighed, der melder sig, når man mindst venter det; stænglerne tørrer ind, og snoren bliver løs, når det rasler. Tanker rasler, et hjem, familien, der vakler. Et hjem, der afslører sig som: noget andet end et hjem. Rasler. Et sted, der hele tiden er et andet sted, et andet lys der; og så det brag af hjemløshed, kroppen, der truer med at forlade tankerne, hvad har man så tilbage, sin gode vilje.
Så står man der.
En idé om et hjem, idéer i det hele taget; hvad skal man med dem. Der er dem, der kommer med over, og der er dem, der ikke kommer med over. Så enkelt er det også. Der kommer ingen bus og samler op, der bliver ikke bygget en bro, senere. En tilfældig forsinkelse eller en forsinkelse, der ikke ligefrem er tilfældig, det fatale i en bestemt tøven, der er tankens udskydelse af kroppen eller af blodet, dét at man måske ikke når frem. Dem, der kom med: og dem, der ikke kom med.
