Svanen på tegningen er levende, for andre: forpjusket. Senere: hjælpeløs. Hver dag, et par nye øjne. Hvor er jeg? Inde i eller uden for hulen. Hvad redder man først i tilfælde af brand? Dynen, krystallerne, kassen med tegninger. Rosenbuskenes pludselige stilhed. Jeg er her, på taget, i regnen. Himlen var mærkbart mørkere, da toget kom ud ad tunnelen. Ikke alt har betydning. Små skuffelser lukker verden op i vrid, som en babusjka–dukke. Min fars erindringer er mere tydelige for mig end mine egne—et afgrænset rum med solide figurer i indbyrdes klare forbindelser: En elastik ligger formet som et ottetal i skolegården, og han beslutter: Dette vil han aldrig glemme. En høj dreng med spidse sko sparker ham, til det bløder. Hvad udgør et minde? Chokolade i skåle af mørkt træ. Vægten af en ubevægelig krop oven på dynen, far eller mor. Dødvægt. Familiens videokamera organiserer den fælles hukommelse; vi har set bestemte sekvenser med samme sæt øjne. De resterende timer (hvor kameraet ligger i skabet over klaveret) må vi vedligeholde selv. Så mange skabe; en måde at organisere materialet på. Brille–Glas–Mahogniskab. Elfenben–Elefantskab. Stødtænder, kister med dyner og stilhed. Hvad fylder man dagene med? Jeg glemmer, hvor andre husker. Jeg venter breve fra hvem som helst. Genboens dreng så mig bade fra sit vindue. Jeg kan se mig selv udefra i alt, hvad jeg gør. På færgens sidedæk går jeg (mod solen) modsat sejlretningen, og det bruser i kroppen som forelskelse. Jeg bygger kroppen op om den slags lykkelige oplevelser. Kan man betragte sig selv som summen af egen erfaring? De forbundne kar er porøse. De daglige møder: fulde af brist. Jeg vågner i hvert nu som et afhugget hoved. Jeg genkender ikke en gammel kæreste. Han har skiftet ansigt. Jeg er et navn. Jeg er en serie af præferencer. Sådan træffer jeg valg: Jeg foretrækker til enhver tid syntesen.
B.
Jeg har set dig i et kattekostume, du er kravlet op i et træ og står i spænd mellem Y–formede grene, en vild positur. Der er noget, der knækker, da din far bliver syg, du triller rundt på græsplænen og ind under hækken. Forenklet sagt. Du udvikler en sans for det umiddelbare. Marmelade og ost og sigtebrød. Du bor i et hus med din mor, hun har en bil, og der ligger fliser i indkørslen. Et hus indrettet til børn, opslagstavler med billeder af børn i køkkenet. Så kommer tvillingerne, fire store øjne. Fire spinkle arme. De glider ned fra stolene, når I har spist, er fregnede rygge på gulvet under bordet, som spaghetti, og så er pigens hår i hendes hals, du trækker det op som en snøre, en fisk, åh det gør ondt, det kilder. Du lever din ungdom i kælderværelset. Plakaterne krøller og falder fra væggen. Du ligger på ryggen på sengen eller tegner et ansigt af efter et fotografi på skrivebordet. Arkitekten, din farfar, den samme brede hånd som din, han tegnede så sirligt og klart, at man virkelig troede på det. Du ruller selv dine smøger. Rimfrost, marker og rundkørsler. Du kører på knallert i februar og får solen i øjnene, da du når op over bakken på vej mod byen.
C.
Jeg rejser i tog og ankommer i silende regn, jeg skriver: Hold telefonen åben. Du henter mig på stationen. Fra dit vindue ligner alléens træer lysende kviste hængt op under lygterne. Mørket i værelset er en storm af partikler, som at dykke i grumset vand, øjnene famler efter lys, opfinder skygger og overgange. Dit hjerte banker de mest overraskende steder i kroppen, i dine knæhaser, i lysken, i øjenlåget. Du fortæller, at blodet også suser i ørerne.
D.
Den røde kuffert med kassettebånd under sofaen er et arkiv af stemmer spredt over flere oktaver: vores fælles 'radio'. Min far gik til clairvoyant med et billede af hele familien, hun optog samtalen på bånd, og han spillede båndet for mig. Jeg hørte mit navn og en række egenskaber.
E.
Du har et åbent ansigt, råber en mand på gaden, da jeg cykler forbi ham. Jeg når sjældent at svare, når en henvendelse kommer uventet. Bagefter svarer jeg i overmål: i lige måde tak, det var så lidt, det manglede bare. Stemmen er rettet væk fra kroppen, ligesom ansigtet peger den ind i det sociale. Den lyder uvirkelig, når den forplanter sig gennem kødet og kraniet til øret. Det er ofte, jeg først hører, hvad jeg siger, når jeg har sagt det, og kan spole tilbage og afspille lyden igen og lytte til den, der taler.
F.
Tag et fotografi af det unge ansigt, og følg transporten af ansigtet frem gennem generationerne. Jeg ligner min mormor på et fotografi, jeg fandt sidste forår, da min mor og jeg tømte sommerhuset for møbler. Hun står i vinterfrakke i stuen, før jeg blev født, og før den blev møbleret. Der er sne i haven i vinduet bag hende, hun har hue på og hænderne i frakkens lommer, og hun ser ind i kameraet med et blik forbeholdt min morfar.
G.
De smed ikke noget væk: købte flere flasker vin, glemte eller opgav deres lager i kælderen. Vi fandt mange eksemplarer af de samme ting (urtepotteskjulere eller tærtefade fx), da vi tømte huset efter dem; sirligt sorteret i art, men ikke vurderet i forhold til hinanden. Tingene var gemt væk på hylder i skabe og i skuffer. Vi lo forskrækket. Vi gik rundt med sorte skraldesække og kaldte på hinanden, når vi stødte på noget usædvanligt. Køkkenet: telefondagbog med angivelse af alle opkalds længde og modtager. Soveværelset: skabe med foldet damask i høje stakke, et skab fyldt med ubrugte sejlersko i originale æsker. Arbejdsværelset: et chatol med en skuffe fyldt med engangsregnhætter og en skuffe med hår fra børn og børnebørn bundet op i lokker med navn på. En hvid stofpose lukket med et bånd med et håndskrevet skilt (pas på!) og en meget lille skarpladt pistol i posen. Stuen: stiklinger i alle vindueskarme. 52 album med billeder fra de sidste 52 års rejser og højtider. Det var hende, der fotograferede: seværdigheder, middagsborde, den mad de spiste, begivenheder i deres hjem eller forandringer ved deres kroppe. Jeg overtog hendes kamera. På hukommelseskortet lå: fem billeder af ham i hospitalssengen (brystet skudt frem, munden åben), billeder fra begravelsen, 40–50 billeder af gravstene uden tekst, to af hende selv i forårssolen foran huset (blegt smil), et af rododendronen i blomst, fire af hendes hævede ben efter operationen, tre af en vandskade i stuen: baljer og gryder på gulv.
H.
Min far smed alt, han fandt overflødigt, ud i anfald af konsekvens, og jeg kan selv få anfald på samme måde. Jeg har kasseret en lammeuldsfrakke, en sten med sjældne geologiske aftegninger, en kasse med breve, en brevpapirssamling, en servietsamling, en klistermærkesamling, en læderindbundet miniaturebibel, en glansbilledsamling, en kasse med tegninger, et par ruskindssko med frynser og lilla perler.
