En dag i begyndelsen af dette århundrede, en vældig of forvirrende dag med megen damp og meget lys i luften, kom den, der skriver disse linjer, flyvende ind fra havet på et uhyre skibssejl. Hvor jeg kom fra véd jeg ikke, men jeg ved godt nok hvor jeg landede, det var i Thorshavn, just på taget af det gamle hus i Bringsnagøta, hvor jeg kom til verden.
Dette sejl var ingen død genstand, men et levende og besjælet væsen. Det holdt til i luften, var altid på langfart, men helt væk var det aldrig., og engang i drømme kom det tilbage og tog mig på sine vinger, og vi sejlede vesterud, over visne græstage og stubmarker og over mørke lyngheder, der henlå som i stille susende vrede; men så husker jeg ikke mere, jeg husker blot at sejlet blafrede og tordnede i skumringen og at det var en vovelig og lidet hyggelig rejse. Ikke desto mindre var den af en vild og ubændig sødme, der aldrig kan glemmes.
Jeg troede i min tidlige barndom at det flyvende væsen, der havde bragt mig til verden, også til enhver tid kunne komme tilbage og bringe mig ud af verden igen, og naturligvis frygtede jeg denne livets og dødens dæmoniske flyveøgle, men jeg elskede den også og længtes undertiden efter den i vild ambivalens.
Det gamle forbyggede hus i Bringsnagøta, hvor jeg blev født og tilbragte mine første seks år, var fuldt af krinkelkroge, befolket med fordægtige væsener. Råstoffet til disse gespenster hentedes fra visestumper, eventyr eller billeder, man kun halvvejs eller slet ikke forstod, eller fra lige så uforståelige optrin i den virkelige verden; men mest dog vel fra oplevelser i drømme. Man har jo i begyndelsen ondt ved at sondre mellem drøm og virkelighed, lever et liv blandt fantomer—selv mine nærmeste var jeg tilbøjelig til at dæmonisere. De førte næsten alle en dobbelttilværelse, havde en dag- og en natside. Dette gjaldt dog ikke min moder; derimod i høj grad min fader—en ubekymret ung sømand og handelsmand, der ikke hyldede pedantiske principper med hensyn til børneopdragelse. Han har ikke blot skaffet mig nogle af mine mest plagsomme drømme-fantomer på halsen, men også selv stået model til nogle af de værste.
Fader var en bomstærk mand, voldsom i alle sine ytringer, ikke mindst i sine leger med os børn; han »kvalte« os på skrømt i dyner og puder, lurede på os i mørke kroge og skabe, fra hvilke han uforvarende sprang frem og »habsede« os, og undertiden spillede han »død«, en rystende komedie, der endte med at han med et chokerende sæt stod op af døde og skoggerleende vendte tilbage til sine fortvivlede efterladte, som han så til trøst lavede himmelspræt med og anbragte ovenpå hylder og skabe. Halvkvædede viser og vrøvlevers gav han tilbedste i tide og utide, nogle forholdsvis muntre og harmløse, som f.eks.
Og når jeg er fuld
så er jeg glad,
så danser mit hjerte
som et lammehode på et fad.
Andre af disse poesier var urovækkende og beklemmende, således en gammel trylleformular, han huskede fra sin barndom i en lille afsides fjeldbygd, og som han yndede at fremsige med rullende øjne og foruroligende, manende stemme:
Marra marra minni,
ert tú herinni,
út skalt tú fara,
bera bæđi grót og flag
og alt sum er herinni
Denne Marra blev naturligvis en hovedfigur i min barnlige drømmeverden, en kvindelig dæmon, farlig og uundvigelig. Det står for mig som om hun i lange tider hver eneste nat optrådte i mine drømme. Sådanne pågående skrækfigurer søger et barn at pacificere ved så vidt muligt at tilskrive dem gode hensigter og vindende egenskaber. Min Marra lod sig da også i nogen grad formilde, og blev jeg hende end aldrig egentlig hengiven, så omfattede jeg hende dog med følelser af en art, der kan minde om ulykkelig forelskelse. Når hun viste sig, lille og væver og med halvt sammenknebne øjne, som nok var dæmoniske og tyranniske, men dog ikke uden en vis drilsk ømhed, måtte jeg følge hende, og vi bevægede os gennem lyse, men natteøde stuer, hvor ingen lyd var at høre undtagen urenes tikken, eller vi svævede gennem uhyre pakhusrum, gennem skove af nedhængende sejl, eller gennem kirken, hvor sorte, slukte lysekroner og skibsmodeller strøg os tæt forbi. Undertiden holdt vi rast, gerne højt tilvejrs på en skrænt eller et tag, blandt skyggeagtige tavse fugle, der skottede medviderisk til os. Vi besøgte også skibene, der lå opankret på vågen, of færdedes højt oppe i mærs og ræer. Heroppefra kunne man høre havfruer plaske i det grønne vand, og dette var der en ubeskrivelig hygge ved.
Skønt fulde af latent rædsel var disse svæveturer dog altid af en besnærende poesi. Jeg had-elskede dem ligesom jeg had-elskede min ledsagerinde. Disse natlige udflugter tog dog gerne en ende med forskrækkelse—et eller andet katastrofalt skete, man sugedes ind i en malstrøm af gru, som dog også indebar befrielse. Man hvirvlede rundt og gik druknende tilgrunde, samtidig med at man vågnede, hylende af angst, endnu med den frygtelige fantompiges ømme dæmonøjne på sig.
Et andet produkt fra min faders dystre arkiv af gamle visestumper var følgende vers:
Mere fik man ikke at vide om den drabelige Sivar og den listige Gråmand, men man glemte dem jo ikke, de vendte tilbage til en i drømme, og videre hyggelige var de ikke at vide sig i nærheden af. Sivar sneg sig omkring ved nattetide, bevæbnet med en sejlmagerkniv, på jagt efter Gråmand, som dog altid behændigt undgik ham. Disse to fantomer hørte til dem, der førte en dobbelttilværelse; Gråmand var handelsbetjent hos min fader, han var en stilfærdig, blegnæbbet svend med et fiffigt glimt i øjet; Sivar, en høj, ludende mand med store hornede hænder, var sejlmager og holdt til i øverste stokværk af et pakhus. De to antagonister var til daglig gode venner og tømte mangt et krus øl sammen over disken, men om natten når mørket og drømmen rådede blev alt anderledes, dagens kendte og sagesløse mennesker forvandledes til uhyrer, gode venner blev dødelige fjender og rædselsvækkende ting fandt sted. Jeg drømte således en nat at jeg blev forfulgt af Sivar gennem en endeløs række pakhusrum og op og ned ad trapper, og da jeg ville søge tilflugt i en kæmpeseng, som stod i et af de halvmørke rum, fandt jeg Gråmand liggende her med overskåren hals. Stor var min glæde da jeg om morgenen traf den myrdede i bedste velgående i spisestuen, hvor han sad og spiste sin skikkelige frokost sammen med fader. De lo sorgløst ad min skrækkelige drøm, og fader fandt anledning til at synge:
Sivar han slog sin fader ihjel
alt for sin moders bedste,
og nu lyster Sivar til hove at ride
og lykken så vil han freste;
så listelig render han Gråmand under ham Sivar.
Somme ere syge og somme ere såre
og somme de ligger på dødenbåre.
Mellem de skrækfigurer min fader med sine halvkvædede vers indførte i min drømmeverden, var også Kejseren Karlemagnus, om hvem det hed:
Karlamagnus eiti eg,
so eri og nevndur av sonnum,
kongur og so keisari
yvir kristnum monnum.
Denne mægtige mand, frankerkongen Charlemagne, lignede min fader indtil forveksling, han havde som han en stor, puklet næse og et lyngagtigt vildmandsskæg og var klædt i en lang kjortel af samme slags ternede stof som faders dynebetræk. Denne Karl den Store var også kejser over alle russere, kaldes lejlighedsvis »Zaren«, stundom også »General Nogi«, så det har nok været på den russisk-japanske krigs tid omkring 1904. Denne kejser havde den fæle vane at besøge os om natten. Han var ikke alene, men holdt sig et hof af udsøgte plageånder, halvt dyr og halvt mennesker. En nat drømte jeg at kejseren brødes med min fader. Denne brydekamp, som fandt sted i sovekammeret, var mig så meget mere oprivende at overvære som det var mig umuligt at se forskel på de to kæmpende mænd, som rasende søgte at klemme livet af hinanden. De bevægede sig langsomt, som på en film i »slow motion« og uden en lyd, og trindt omkring dem i halvmørket skimtedes horn og hove og iagttagende øjne. Da jeg om morgenen fortalte min moder denne skrækkelige drøm, brast hun til min forundring og harme i latter. Sådan gik det næsten altid når man betroede sig til de voksne med sine drømme-anfægtelser, man blev kærligt udleet og fik at vide at man var et vrøvlehoved og fuld af »fantasi«, og når jeg om aftenen lå og ikke kunne falde til ro af lutter angst for at komme i onde drømmes vold, blev jeg »sunget i søvn«, snart av moder, snart af en eller flere af mine unge mostre. De elskede allesammen at synge og deres repertoire var uden ende. Undertiden blev der sunget to- eller trestemmigt—således bl.a. Weyses dystre kanon »Jeg har så græsselig ondt i min mave!«—og det hændte tit at de sangglade unge piger i stedet for at synge mig i søvn sang mig lysvågen.
Nede i kælderen, som dels var underjordisk, var der et rum, der i sin tid havde tjent som køkken. Gennem det lille vindue, der sad helt oppe under loftet, kunne man se fødderne af folk, der gik forbi oppe i gaden. Hernede holdt min fader visse gilder, som der stod gny og sang af. Det var i tiden før brændevinsforbuddet. Sivar og Gråmand deltog begge i disse underjordiske fester, og jeg nærede ingen tvivl om at også de øvrige gæster hørte til dæmonernes verden. I mine drømme og forestillinger udartede disse muntre lag naturligvis til troldske orgier af den anden verden. Kælderen var som skabt til slige heksesabbatter. Her var en forstue med kampestensvægge og stampet jordgulv, kaldet »Jordforstuen«.; fra denne hule førte en dør ind til heksekøkkenet, en anden ind til et næsten bælgmørkt hysken, tapetseret med billeder fra forskellige gamle vittighedsblade, og en tredje ind til det rene mørke: en ubenyttet del af kælderen uden vinduer og for lav til at en voksen kunne gå oprejst. Fasa-Asa kaldte jeg dette sted. En rå em af fugt og nat, af død og grav og alle underverdenens rædsler stod ud fra denne hemmelige bagdør til jordens indre. Dybest inde mente jeg at skimte et svagt rødligt lysskær.
Ude i Jordforstuen foregik om efteråret slagtningen. Fader, der var bondesøn, fik da slagtefår sendende fra sin hjembygd, og han slagtede dem selv. Det foregik ved aftenstid i skæret af en stor petroleumslampe med »solbrænder«, der udstrålede regnbueglorier i den kolde, dampfyldte luft og glimtede overdådigt i blod og kulørte indvolde. Ved sådanne festlige lejligheder var der ingen ende på mit mod, jeg vovede mig ind i Fasa-Asas nat og nød af at udfordre dens mørke magter.
En nat drømte jeg at jeg frejdigt vandrede ind i denne underverden og steg ned ad en lang trappe. Her, dybt nede, var Helvede, et uhyre, lavloftet rum, oplyst af store lamper. Her arbejdede mange mænd ligesom folk på et værksted. De så på mig med venlighed. Her var det i det hele taget lyst og fornøjeligt og intet at frygte, jeg spankulerede nyfigen omkring på det vældige kobberrøde gulv, der syntes uden grænse, der bibragte mig en vis gysende lykkefølelse, især da jeg opdagede at jeg kunne hæve mig et stykke op fra gulvet og svæve frit i luften mellem alle de venlige lamper. De arbejdende mænd betragtede den flyvende gæst med munterhed. En af dem var Fanden selv. Jeg frygtede ham aldeles ikke., han lignede min fader og sang som han til sit arbejde; det var oven i købet en julesalme, han sang, jeg kendte den ganske vel—»De hellig’ tre konger så hjertensglad«.
Men da jeg næste morgen fortalte min moder denne drøm, faldt hun i staver, så forskende på mig og trykkede mig sukkende til sin barm. For en gangs skyld opnåede jeg at en af mine drømme blev taget alvorligt og ikke affejet som den rene snak. Det smigrede mig og var mig en triumf; jeg nød at være genstand for moders bekymring, selv om anledningen denne gang føltes noget urimelig, og jeg har nok ikke sparet på krudtet i min omtale af Helvedes hygge og Fandens fredsommelighed og velvilje.
Også på min fader gjorde denne drøm om besøget i det røde, rare Helvede et vist indtryk. Han lo bravt ad det træk, at Fanden havde lignet ham, men det bekom han ikke helt godt. Rimeligvis er mine gode forældre under en almindelig drøftelse af den prekære drøm kommet til det resultat at min kristelige opdragelse var sørgeligt forsømt og at noget burde gøres for at råde bod herpå. Min moder foranstaltede at der til min aftenbøn knyttedes to små salmer, »Nu lukker sig mit øjne» og «Sig månen langsomt hæver». Disse to fromme aftensange, med hvilke moder ville holde mig de onde magter fra livet, blev mig dog kun en kilde til ny bekymring, jeg fandt dem frygtelig alvorlige og tårepersende sørgelige, især den sidste (som dog både hvad tekst og melodi angår er en sand perle i salmers verden!). Sandsynligvis var det også ved denne lejlighed at et helligt billede, et fotografi i glas og ramme af en marmorengel i folderig «natkjole» og med halvt udfoldede vinger, blev anbragt over min seng. Det skulle være min «skytsengel». Jeg nærede en slags pligtskyldig ærbødighed for dette billede, men brød mig aldrig videre om denne stive engel med de udeltagende øjne, som intet blik havde. Jeg holdt langt mere af min moder og mine unge syngende mostre, og, i al hemmelighed, af den gyselige, men altid spændende Marra.
Så var den kur mod onde ånder, min fader iværksatte efter mit besøg i Helvede, langt mere probat og fuld af kontant lægedom for sjæl og krop. Han tog mig med ud på en lang fodtur i fjeldet. Det var søndag og strålende sol. Vi besteg en høj klippe med blåbærris på toppen og med vid udsigt til himmel og hav. Her tog fader med alvorlig og artig mine en salmebog frem og opløftede sin rungende stemme til lovsang. Det forlangtes ikke af mig at jeg skulle synge med, og der blev ingen formaningstale holdt, ingen bønner bedt og intet ord forkyndt ud over hvad disse salmer og høje hymner fortalte om den almægtige Gud, Himlens og Jordens hersker, der gør sin vogn af skyer blå og nådigt vil bevare vort legems blomsterblad. Man syntes, man skimtede hans gloriekrone i den glubende farvehvirvel, der vælder frem for ens indre øje når man har set mod solen.
Efter denne forklarelse på bjerget tog vi bad under en fos, hvor jeg hylende af skrækdrukken glæde blev dukket i vilde og skummende vande.
Disse lovprisende andagter tilfjelds eller ved stranden, som siden også min to år yngre broder delagtiggjordes i, blev en fast tradition, fortsat gennem mange barneår. Vi blev herigennem på en ganske særlig virkningsfuld måde fortrolige med den klassiske danske (og dansk-norske) salmedigtning, Kingo og Brorson og Petter Dass, Grundtvig og Ingemann, og lærte i tilgift også at svømme.
