fra Romersker nætter

15

Hakket frosset kød ser frygteligt ud
det ligner noget levende
der er blevet slagtet
og systematisk sønderdelt og nedfrosset
som et billede på sig selv
som en mand der skaber et billede af sig selv

Tilværelsen er tautologisk og let gennemskuelig
derfor må jeg vende tilbage til poesiens mere lyriske former
de er et modsprog, mod hvad, verden
betyder ingenting
når man siger det
blækpatronen er ny men metaforen gammel
derfor må jeg vende tilbage til poesiens mere episke former
de fortæller mig noget som jeg ikke kunne have sagt mig selv

Den russiske digter Jevginij Jevtusjenko
så jeg i Nicaragua engang, en gammel mand, vild
på en scene, hele rummet var en scene for ham
det er dér han kommer til at dø, midt i en oplæsning, midt i et digt
i en farvestrålende skjorte, sådan er det ingen sygeforsikring at have
ingen pension, personligt er jeg i tvivl om hvad man kan udlede af dét
personligt står det mig stadig mere klart at uden en privat forsikring
uden et vellønnet job, uden at eje et hus som opsparing, uden en bil
jeg kan køre mine børn til skadestuen i når de bliver syge
uden gode personlige kontakter, uden vennetjenester
er jeg ilde stedt, er vi ilde stedt
det ligner politik

På kirkegården hvor min mor ligger begravet
sad i går en gammel mand på en bænk ved hendes grav
nøgen
han lignede et lig, en selvmyrdet
men han var levende
ligesom den gamle kvinde på knæ foran ham var levende
omkring dem de sørgende med vandkander, levende
kvinden kastede op indimellem vi kunne høre hendes lyde
på vej hen til vagterne, hvilke vagter
der må da være vagter på kirkegårdskontoret

Jeg synes selv jeg er min døde mor
og selv i døden er jeg samtidig forarget og opstemt
men havde jeg været i live havde oplevelsen ødelagt mig længe
jeg føler mig som manden på bænken med min kæreste, så frækt
jeg synes at de sørgende, de er også mig
vi er trætte og utætte
vinden suser som havde den en læk
noget skramler i os, som var vi som var vi som var vi spande af metal
nogen bar på, som var vi fyldt af sten

Jeg er de døde i deres grav
jeg tænker at kunne jeg se dem herfra
ville kirkegårdens træer være sorte
kirkegården være mørk
og på bjergsiden ville dyrenes klokker tindre natten igennem
eller lysene fra lejlighederne ville
prikke lidt i mørket

Alle omkring mig er begyndt at se gamle ud
børnene vil hellere være hos deres mor
eller far, aldrig hvor de er
det bliver man ked af
så på den måde er vi altså ens
livet igennem
altid rastløse, sønderdelte, aldrig hvor vi er
som om dét havde været sjovere

Min krop hænger så sølle i spejlet
jeg synes at ham der ser på den krop, det er også mig
pludselig er det svært at holde vægten oppe
også den, underlige problemer og mange besøg hos lægen
så er dét et sted man kommer, man kender, man hilser
det eneste der virker er for øjeblikket et øjebliks udløsning
dér kan man være, et øjeblik

Min mor kom altid til skade, delvist, vel, selvforskyldt
min mor blev altid dårligt behandlet, fordi hun selv ingen kraft havde
og den der ikke er stærk kan man ikke hjælpe
man skal ikke bede andre om hjælp, hjælp gør dig svag
og den der ikke er stærk vil man ikke hjælpe
min mor er død, men fortiden er ikke død
som William Faulkner siger, den er ikke engang fortid

Hvordan er det et overgreb at have sex på fremmede menneskers grave
hvad har det med min mor at gøre
det der forvirrer folk er brugen af personlige pronominer
og spørgsmål, de tror de skal svare på dem
i går havde to mennesker sex på hendes grav, det var der mange der blev kede af
man kan få hjælp hos vagterne, men hjælp gør dig svag
jeg skulle have handlet selv
hvad skulle jeg have gjort
jeg skulle have tævet dem
det ligner styrke
det ligner politik
at se det som styrke

Politik:
hvad der kan lade sig gøre at tænke
hvad der kan lade sig gøre at føle
hvad der er i orden at tage i egen hånd

Jeg ved ikke hvad det ligner

Klokken er 7, det er morgen, jeg er sulten, jeg er træt, jeg føler at jeg er beskidt
at jeg burde vaske mig
at et bad ville hjælpe
på det hele, vi har så mange små hjælpere, de hjælper os igennem
dagen, dagene, størst er søvnen, den barmhjertige, størst er et øjebliks udløsning
klokken er 7, det er morgen, om lidt går dagen i gang
det er en gentagelse, om lidt går dagen i gang

Jeg plejede at fantasere om at vinde en million
nu fantaserer jeg om endetarmskræft
medlidenheden, de pludselige prioriteringer, det dramatiske
forestiller jeg mig som udramatisk
der er noget vi må tale om, det er vigtigt, lægerne siger
der er ikke noget at se nu, men senere, når først medicinen, man kan ikke vide
jeg plejede at drømme om at tømme en legetøjsbutik
på ti minutter, nu drømmer jeg om, nej –

En mand forlader en kirkegård på Amager
han sætter sig ind i sin bil, han kører væk
synsvinklen er ydre, væk, væk
den mand i den bil, jeg tænker: jeg er også ham
bilen er sit eget rum, som graven, et par ekstra kvadratmeter
at forlænge livet med
bevægelsen væk
er i sig selv en metafor for noget
som døden
men ikke for den der bevæger sig
ikke for den der dør, nej –

Døden er et billede på døden
bevægelsen på bevægelsen
jeg tænker først:
døden, den er også mig
og så tænker jeg:
ingenting





16

Året er ved at forsvinde
mere og mere kan man se af det
og jo mere man kan se, jo mindre er der tilbage
det er september og regnen
er noget af det jeg kan lide ved september
som nætterne
er noget af det jeg kan lide ved Rom

At stå som en statue om natten i Rom i september
midt på gaden og blive klædt af af fire fyre

At være vågen og alene og til stede tidligt om morgenen
er noget af det jeg kan lide ved morgenen
at jeg oplever den, at den lader mig være
en slags summen, en slags stammen

Året er ved at forsvinde, mine fingerspidser smerter
jeg registrer noget, jeg ligger i en slags flytterod fordi jeg lige er flyttet
og følelsen er flyttet med, det finder jeg overraskende, at følelsen har et ydre
jeg må genoverveje hvad det egentlig er jeg går rundt midtiblandt
hvad det egentlig er jeg vil i disse dårligt oplyste rum, hvem jeg er
her, blandt disse kasser, hvad de gør mig til
mit indre landskab, mit ydre, en køjeseng fra IKEA, adskilt i hoveddele

Året er ved at forsvinde, jeg stammer
jeg vil at man skal se løvfældende træer i dette digt
stammerne, at man kan se at det er et menneske der står blottet
at det taber sine ting, at det står nubret tilbage
med armene løftet, strittende

Min pik kan være en slags løsning
et stort sug under livet
min pik og mine ben, min røv
har drømt igen
disse drømme, som et sug under livet
brysternes runding, ballernes runding
fordoblingen er ophidsende
munden og kønnet under os
røvhullets genitiv, dette lille saftige s
at åbne det med tungen
og trænge dybt ind, to tunger
om min pik, jeg elsker når du sutter min pik
imens du bliver kneppet bagfra
det er lige meget af hvem, jeg elsker at se dig i øjnene
imens du bliver slikket af hende jeg knepper bagfra

Det er en slags løsning, det er et sted at være
så længe det varer, en varme under livet
det der løber imellem os

At vi knepper dem sammen
at vi lader dem kneppe os, sammen
jeg elsker at holde dig i hånden
når vi ligger på knæ sammen; når vi, sammen, bliver kneppet
når de knepper os i røven, samtidig
når de tager fat i os
og holder fast i os
og vil os noget

Min pik i dit ansigt, jeg slår dig
med pikken, min sæd i dit ansigt
varmen slår ud som en slags løsning
så længe det varer

Og så –

I dag er det valgdag, valgdage er noget af det jeg kan lide
ved Danmark
et kort øjeblik
en åben situation
mennesket, ude af sig selv
mennesket, ser sig selv
undrende

Denne milde skuffelse efter at have afgivet sin stemme
denne pludselige selvbevidsthed
dette: skulle dét være en slags løsning

Diskussionen om det gode liv finder sted
et andet sted, bilerne er på vej et sted hen
ud af byen, de rør sig ikke ud af stedet

Året er en slags Venedig på sine pæle
i sin tåge, med sit og så videre
denne italienske skygge ind over Toftegårds Plads
hver dag et par centimeter kortere

Jeg vender tilbage til denne rejse hele tiden:
Bosnien, Sarajevo, landingen, opsamlingen
i lufthavnen, regnen, dråberne på ruden
som fordoblinger af skudhullerne i murerne
som fordoblinger af hinanden, minareterne som fuckfingre
det tænkte jeg ikke da jeg var der, men sådan så de ud
som fuckfingre, og pludselig:
er jeg blevet et politisk instrument

Jeg vender tilbage til denne rejse hele tiden:
Spanien, Costa Brava , Hotel Annabel, med min mor
min første rigtige rejse, min første rejse med fly
mit første stempel i passet, min mor på hotellets diskotek
med mig, min mor der drikker champagne
med mig, min mor der bliver syg og skal indlægges akut
min mor der altid blev syg og skulle indlægges akut

Hvordan skulle et valgdigt se ud, jeg vil gerne skrive et valgdigt
på valgdagen, disse besynderlige følelser
det skulle gennemspille, valget det skulle genopføre, hvad er det der vælges imellem

I Göteborg hørte jeg Terézia Mora tale
jeg levede i et kommunistisk land indtil jeg blev 18
så blev jeg 18, hvem var jeg så
jeg måtte opfinde en identitet der ikke havde eksisteret før

Det undrede mig at hun var mor
hun virkede så hård med hårdheden som noget udvendigt
hårdheden som noget unødvendigt, ødelæggende
uoverskueligt, hun mindede mig om andre kvinder jeg kender

Ude regner det, og også nu hvor jeg læser hvad jeg har skrevet, så skinner solen
jeg tænker på Terézia Mora og på min mor
mine led smerter, så er gigten kommet
også til mig, som en hilsen fra slægtsbogen, telefonen ringer
detaljerne gør oprør
mod denne fortvivlede tone
hvis fortvivlet ikke er for flot
telefonen ringer og min far spørger om jeg vil have øl med fra Tyskland

Nå ja –

Detaljerne vil gerne have øl med fra Tyskland

Detaljerne vil have mere øl
detaljerne vil have mere sex, altid
detaljerne vil ikke sidde her og hænge længere
detaljerne vil se moderne kunst
det vil jeg også, det lyser lidt op, det vil jeg også
det vælger jeg, synet, at se noget, selv at lyse

I stedet tager jeg til Berlin og prøver at lære tysk
men det er åbenbart ikke noget jeg kan lære
på Hauptstraße
ser jeg bag et træ en pludselig hvid væg rejse sig
som en tåge
på sprogskolen ser jeg huden omkring øjnene på en 24-årig kvinde
fersk og hvid og helt uden rynker
på vej op af trapperne kan jeg pludselig lugte mig selv
min frakke er beskidt, mit indre er nusset, mine skægstubbe tilfældigt placerede
i mit fjæs, jeg spekulerer:
er jeg akkusativ eller dativ, dynamisk eller statisk, altid i bevægelse, hastende
fra det ene til det andet, men aldrig sker der en skid
detaljerne bliver stående
stille, for sig selv
får de lov til at betyde noget
men for hvem
hvor jeg dog hader dig
retoriske spørgsmål

I dag kom jeg under vejr med en ting:
græskar hedder Kürbis på tysk
Kürbis som Körper eller Kopf
en uhyggelig frygt, den orange
et uhyggeligt hoved
og ud af hovedet kommer:

Denne rejse som jeg hele tiden vender tilbage til, til Colle di Val D'Elsa
idéen om frihed, idéen om fred
og tid til at læse
Kafkas dagbøger
men desværre er jeg online og ud af mailen kommer:

En invitation til en casting, så skal jeg læse åndssvage krimier i stedet og jobbet
går alligevel altid til Klaus Rothstein, engang skrev jeg
at der ikke er noget der er forgæves, men det er der desværre meget der er

Jeg vil tilbage, jeg vil gøre det ordentligt, jeg vil sige nej til meget mere
jeg vil digtet som et sted hvor alting kan ske
hvor det stadig kan nå at ske
inden det forsvinder
men det er så et andet digt
forstår man
ikke mit –

Ved at fortælle sig kan et menneske forsvinde
jo mere man kan se af det, jo mindre er der tilbage
jeg sidder tilbage – her – som et lille ord
verbum eller substantiv, dynamisk eller statisk
her er et lille håbende adverbium
håbende, så inderligt, så mindeligt
håbende på at nogen vil komme, håbende på at det stadig kan ske
at nogen vil komme og tage det i munden

For at sige det rent ud, for at sige det forsigtigt; sommerens hundedage er ovre
sommeren er forbi og den kommer ikke tilbage, en meget anderledes . . .
et andet vejr; en forskel . . . forskellen spreder sig over himlen
den spreder sig i mig, langsomt, det er lyset og livet og året der går
noget der forandres, er i gang, noget der gennemvædes
som var en karaffel vin blevet væltet
forskellen breder sig
ud over dugen

Og dugen
den dug
det er også mig –