Han kan lide at være alene. Han kan lide at forestille sig, at han blev forbyttet som barn, at han blev snydt for en firserbarndom i sovjetbeton, at han blev placeret i Sønderjylland ved en fejl- tagelse, at de stadig venter på ham derovre.
Han klipper Sovjetunionen ud af atlasset. Et mægtigt stykke papir. Han lægger det over andre dele af verden. Det dækker hele det nordamerikanske kontinent.
Han læser om Glasnost og Perestrojka, Gorbatjovs åbning af unionen, kommunisternes tab af kontrol, de små sovjetrepu- blikkers løsrivelse og genvundne selvstændighed.
Han arrangerer en temafest og maler Gorbatjovs modermærke i sin pande med en læbestift. Gæsterne har ikke klædt sig ud. De kommer i hverdagstøj og siger: Var det ikke en joke? Danmark bliver ved med at skuffe ham. Det er for sløset og fladt, det der foregår her. Der er ikke noget, der binder os til noget længere, siger han.
Han møder Tom fra Estland på en mørk klub i Århus. Dresscoden er maskulin, eller undertøj.
De danser sammen, indtil det bliver lyst, og så går de ned til vandet. Tom trænger til at snakke. Han fortæller om Estland, om sit hus i skoven ved grænsen til Rusland, om søen Peipus, der deler de to lande, om sin tavse familie, om kohyrden Pille og hendes bror Priit med den skæve krop.
Den ene fortælling tager den anden.
Tom har store hænder.
De spiser svampe og snakker om betonbyggeri, mens de kigger ud over vandet, mens deres skuldre rører ved hinanden. De ser mange farver. De lytter til firserpop og laver kåldolmer. De forelsker sig i hinanden. De bliver kærester og holder op med det igen. De bliver gode venner.
Tom rejser tilbage til Estland.
Hans venner får kærester og børn og flytter ud af byen. Selvføl- gelig er han velkommen hos dem i forstæderne. Når som helst. Men det er ikke det samme længere. Der er nye ritualer på villavejene. Ingen lange nætter med øl og bom og vi-gør-det-fandme-en-dag-stemning. Nu kommer børnene i første række, og det tager lang tid at putte dem.
Han føler sig glemt, når de putter børnene. Han sidder i deres lædermøbler, mens lyset forsvinder.
Vennerne giver ham en strikket dukke i 30 års fødselsdagsgave. Dukken har menneskestørrelse og hedder ”Æ Fissemand.” Den er strikket i hvidt garn og har et overrasket udtryk broderet i ansigtet, som om den hele tiden siger: Hov, kom du lige der?
Han starter i et træningscenter. Han gror et rødligt skæg. Han leder efter mænd at forelske sig i, men fortællingerne fra Est- land arbejder i hans hoved som en spyflue mod en rude.
Han laver en liste med fordele og ulemper. Fordelene tårner sig op.
Han pakker sin lejlighed ned og sender kasserne med et skib til Estland. Han er 36 år.
Han opdager et blåt mærke på sin hofte. Han husker ikke at være gået ind i noget. Han tager i lufthavnen.
Stewardessens sminke er en maske.
Lyset er skarpt over skyerne, morgensolen kommer fra øst. Han åbner posen med peanuts skævt, og en lille eksplosion af saltede nødder lander på gulvet. Han bøjer sig forover. Piloten siger, at det er en smuk morgen. Pilene mod nødudgangene blænder ham.
Han lander i Tallinn med blå mærker på det meste af sin krop. Hans arme er lilla. Hans tunge kredser om et åbent sår i ganen. Noget går hurtigt nu. Han venter på sin kuffert ved rullebåndet. Han finder et hospital bygget i beton.
Stamcellerne er modercellerne for alle blodceller. Stamcellerne ligger i knoglemarven.
Han ringer til mig og siger: Sidder du ned, for jeg har dårligt nyt. Jeg ligger på et hospital i Tallinn. Øverste etage. Her er udsigt til skoven. Min knoglemarv er holdt op med at virke. Den er blevet til fedt. Det er grundlæggende noget lort. Det hedder aplastisk anæmi. Kun én ud af en million får den diag- nose. I am the chosen one.
Jeg siger ikke noget. Stilheden har en mislyd.
Jeg rømmer mig.
Han siger: Hvis du googler min diagnose, vil jeg ikke vide, hvad du læser. Jeg har tænkt mig at overleve, bare så det er helt klart. Jeg bliver fløjet til Danmark i morgen. Måske kunne du møde mig på Riget?
Det siger han og afslutter samtalen.
Jeg ligger på sofaen under det blå tæppe. Det er efterår. Det er onsdag. Jeg har lige tændt for varmen. Skimmelsvampen sidder i væggen mod øst som en grå skygge. Det er værst om vinteren. Om sommeren kan vinduerne stå åbne hele tiden. Svamp skal luftes ud.
Jeg googler hans diagnose med det samme: Aplastisk anæmi. Knoglemarvssvigt. De fleste dør af invasive svampeinfektioner og bakteriel sepsis.
Knoglemarven ligner bordeaux gardiner. Billedet er taget gen- nem et mikroskop.
Min telefon løber tør for strøm.
Jeg sætter mig op. Stuen virker ubeboet. Spisebordet og de tre stabelstole i plastik, rækken af bøger i vindueskarmen, den yderste bog er væltet og peger på planten, der stædigt insisterer på at leve, selvom den sjældent får vand.
Skålen på gulvet med gryn fra i går.
Han stod i min stue med fugtmåleren i hånden og kiggede mod loftet efter tegn på skimmelsvamp. Det var første gang, jeg mødte ham. Han arbejdede elegant, strakte sig, snusede til væggen, lænede sig mod den. Jeg tog et billede, uden han lagde mærke til det. Vi lyttede til New Order.
Han vidste med det samme, at vi var venner.
”Nogen gange sker det på den måde, det er ikke til at forudse,” sagde han og faldt i søvn på min sofa.
Hans fødder stak ud under det blå tæppe. Jeg tog et billede af fødderne. De lignede nybagte brød. Jeg lavede en ovnret med spinat og muskatnød. Jeg ventede på, at han vågnede.
Han lander med helikopteren på Rigshospitalets tag. Jeg møder ham på en beige gang. Vi smiler til hinanden. Det er torsdag. Jeg har sat dagen af. Portøren, der skubber sengen, har dårlig ånde. Vi følger en mat linje på gulvet. Vi trækker i snore for at få dørene til at gå op. Vi passerer sondeslanger, iltapparater på hjul, pårørende, kommunal kunst, stålvogne med dampende mad, udmattelser, opknappede kitler.
Vi ender på hæmatologisk. Her får han sin stue. Her får han udleveret et sæt forvasket hospitalstøj.
”Hvis du trækker i den røde snor, kommer vi med det samme,” siger sygeplejersken, ”hvis du trækker i den to gange, kommer vi endnu hurtigere. Det er et nødkald. Så ved vi, at den er helt gal.”
Min syge ven skal ikke nødvendigvis dø. Det siger lægen. Han står med de udprintede blodtal i hånden og præsenterer sin plan:
Der er forskellige muligheder for behandling. Man kan gen- starte knoglemarven med serum fra en hest, og hvis det ikke virker, kan man forsøge med serum fra kaniner, og hvis det ikke virker, kan man finde en knoglemarvsdonor et sted i verden. Han viser os et skema, en behandlingsalgoritme, der til sidst løber tør for muligheder.
Han har et venligt ansigt. Man kan tydeligt se, hvordan han så ud, da han var barn. Hvordan han stod i hjørnet af skolegården og glædede sig til at blive voksen.
”Der kommer til at være ventetid, der kommer til at være feberdage. Du er et sjældent tilfælde.”
Han taler med hænderne foran kroppen, som dirigerede han et symfoniorkester. En ouverture af Prokofjev.
”Du har et stærkt hjerte,” siger han.
Vi står udmattede i en halvcirkel for enden af hans seng.
Vi spiser den madpakke, hans mor har lavet: sønderjysk rug- brød med fedt under pølsen.
Min syge ven spiser ikke noget. Han siger: Hvor er pande- kagerne? Det her er virkelig et lortehotel.
Min syge vens mor og far kommer fra hver deres udkant.
Det er kun moren, der er her. Faren har travlt med sine hunde, der skal udstilles syd for grænsen. Han går efter ærespræmien og kommer på besøg en anden dag.
Moren har tykke briller og korthårsfrisure. Hun klukker i chok. Hun er en lille bombe, der er lige ved at eksplodere af over- springshandlinger. Hun fortæller om det, der falder hende ind, om forfædrene i Tyskland, om frugttræerne i haven, om tiden som gartner, om førtidspensionen. Hun vil høre om mit liv, men glemmer at holde pause i sin talestrøm, så jeg kan sige noget.
Vi sidder på hver vores side af sengen. Jeg hører om hendes liv hen over hans syge krop.
Han ruller med øjnene, når hun fortæller om, hvordan han var som barn: Han var så stædig. Hvis han først havde taget en beslutning, var der ingenting at gøre. Jeg kan ikke tælle alle de morgener, jeg har forsøgt at overtale ham til at gå i skole, jeg har båret ham ud til bilen, men nej, hvis han ikke ville, så ville han ikke. Sådan er han stadig, det er jo også derfor, han bliver rask igen. Det har han allerede besluttet.
Hun er fuld af korte sætninger om tro og tid. Jeg er god til kvinder i den alder. Jeg ved, hvordan man er jovial. Vi er allerede veninder.
Hun dominerer mig på den måde, jeg kan lide at blive domineret på: Nu henter du en ekstra stol ude på gangen, nu køber du den juice, nu sætter du dig ned, nu hænger du jakken der, nu tager du en pause. Vi passer sammen. Jeg er den per- fekte assistent. Ingen brok, ingen fine fornemmelser. Jeg har det bedst, når nogen fortæller mig, hvad jeg skal gøre.
Hun er glad for, at jeg bor i København. ”Så kan du jo besøge ham hver dag,” siger hun.
Han siger, at hun skal holde sin kæft, at jeg kun skal være der, når det passer ind i mit liv, at han godt kan være alene.
Hun blinker hemmelighedsfuldt, uden han ser det, som har vi lavet en pagt, og så tager hun tilbage til udkanten.
På væggen hænger et whiteboard. Medicinlisten står som et rødt tårn midt i det hvide.
Omkring tårnet regner det med smileys og infektionstal. Forventet udskrivelse: snarligt.
Nederst kan man skrive de ting, man vil snakke om til næste stuegang.
Hvorfor får man aplastisk anæmi, skriver jeg med den røde marker.
Hesten kommer ind på stuen som klar væske i gennemsigtige poser. Poserne hænger på stativet, og væsken drypper ind i hans årer, mens vi ser Game of Thrones. Det tager fem dage. Han tager sine jeans af.
”Se mine lilla horeunger,” siger han og peger på sine plettede ben.
Immunforsvaret er kroppens forsvar mod fremmede organis- mer. Det består af millioner af hvide blodlegemer, der hver især kan genkende en bestemt form for uvelkomne celler. Immun- forsvaret er en toptunet hær.
Min syge ven har ikke noget immunforsvar, så lægerne forsøger at opbygge deres egen hær med antibiotika, men de kan ikke dække alle angreb.
Han er i isolation på stuen. Jeg må gerne besøge ham, så længe jeg er rask, så længe jeg spritter hænderne af, inden jeg nærmer mig sengen, så længe jeg spritter hænderne af, inden jeg for- lader stuen igen. Jeg må ikke smitte ham, og jeg må heller ikke tage hans bakterier med ud på gangen og smitte de andre pa- tienter på afdelingen, som heller ikke har et immunforsvar. Det er bedst, hvis jeg ikke går for meget ud og ind. Det er bedst at blive på stuen. Jeg kan evt. tage en kittel på.
Jeg vokser ind i stolen ved siden af hans seng. Her er rart på læder. Her bliver diskotanker til piksved.
Over hans seng er loftet sænket, inde i det sænkede loft sidder et udsugningsapparat, som filtrerer luften for svampesporer, bakterier og vira.
Han vil ikke have hospitalstøj på. Han sidder i sengen i sine jeans og en grå T-shirt. Han ligner sig selv lige bortset fra de lilla arme. Timerne i træningscenteret sidder i den hævede brystkasse, de spændte arme med tykke årer lige under huden, det skarpe ansigt. Den lyse manke. Han ser godt ud.
Han forklarer med overskud om indholdet af de væskeposer, der hænger på stativet ved siden af sengen: Trombocytter, ciproxin, diflucan, aciclodan, blod. Der er hele tiden en væske, der løber ind i ham. En maskine der bipper, når væskeposen er tom. En sygeplejerske der skyller slangerne med saltvand og sætter den næste væskepose i gang med at dryppe. Han er bun- det til stativet.
Stativet har hjul. Han trækker det med ud på toilettet.
Han forklarer, at han snart er rask igen, at han er på en mis- sion.
Han åbner munden og viser mig det blødende sår i ganen. Han spiser is og drikker proteinshakes. Jeg spørger, om han er bange. Han siger, at det er han ikke. Han er kampklar. På en underlig måde glæder han sig til kampen, for han er sikker på sejr. Han kan bare mærke det.
Jeg laver thumbs up.
Der er udsigt til hverdagen: Panum Instituttet med de brune mure. Eftermiddagstrafikken på Tagensvej. En lille park hvor de indlagte trækker frisk luft mellem hinanden.
Jeg har en bog med om positive tanker.
Min syge ven vil ikke have den. Han vil helst tænke selv, siger han.
Han vil heller ikke have pynt på stuen. Ingen billeder, ingen kort med god bedring, ingen blomster. ”Jeg har jo ikke tænkt mig at flytte ind,” siger han.
Jeg trækker i snoren, når jeg vil have en kop kaffe eller et marci- panbrød. Det bliver bragt af en sygeplejerske.
Han præsenterer mig, hver gang der kommer en ny sygeplejer- ske ind på stuen. Han fortæller om første gang vi så hinanden i min lejlighed på Vesterbro. Han var blevet sendt ud af sit firma for at tjekke skimmelsvamp i ejendommen. Og så stod jeg der i min sparsomt møblerede stue og lyttede til New Order. Jeg lignede en, der ikke vidste, hvordan man lavede et hjem, en unge, der var blevet skubbet ud af reden for tidligt. Jeg lignede en, der ledte efter noget, der ikke skulle findes.
”Nogle venskaber er der bare med det samme,” siger han, ”og firsermusik får det kun til at gå hurtigere.”
Han charmerer sygeplejerskerne. De aer hans ansigt, hans skul- dre. De gør det så naturligt. Jeg har også lyst til at røre ved ham, men jeg ved ikke hvordan.
På stuen hænger et plastikgardin. Det er tungt og gennemsigtigt og kan dele rummet i to. Jeg forstår ikke gardinets funktion. Hvornår skulle man have behov for at dele et rum i to med et gennemsigtigt gardin?
Min syge vens sygdom har en høj værdi for lægerne. De kæm- per om at komme til. Sygdommen er sjælden og giver dem mu- lighed for at stige i graderne. Der ligger en gylden fremtid i at redde netop hans liv. Man kan se det i deres øjne, når de løfter dynen og kigger på hans krop. Man kan se deres ambitioner gennem en påtaget omsorg.
De zoomer ind på ham, indtil billedet bliver uklart. De gætter på årsager og løsninger. De fægter i blinde på latin.
Man kan hele tiden gøre noget andet end det, man gør nu.
Det er næsten for meget med al den snak om kroppen. Alle de væsker.
Alle de marcipanbrød.
Og vilde dyr på tv.
Og trompeterne.
Organernes funktioner og lugten af sprit.
Jeg har aldrig tænkt på min krop på den måde, som en forsam- ling af celler, der arbejder sammen om at holde mig oprejst, som en flok andelshavere til et bestyrelsesmøde i en boligfore- ning, hvor ondskaben ligger og lurer under eventuelt.
Jeg har et immunforsvar, der hvert øjeblik kan nedlægge strejke. Jeg prøver at glemme det igen.
Han vil snakke om fremtiden i Estland. Han vil snakke om Tom.
Tom har et hus i skoven ved grænsen til Rusland. Huset er primitivt og stort. Der er en brønd. Der er das og saunahus i haven. Man pisker sig selv med birkegrene, og så hopper man ud i søen.
Søen hedder Peipus. Det er den fjerde største ferskvandssø i Eu- ropa. Halvdelen af søen er estisk og den anden halvdel russisk. Om vinteren fryser søen til is, og så kan man gå direkte ind i Rusland. ”Eller man bliver nok stoppet, inden man når så langt,” siger han og plaffer mig ned med sin pegefinger.
Om sommeren bader russerne i søen. De kommer gående i flokke over løgmarkerne og smider tøjet på strandene, inden de vader ud i vandet.
Han fortæller om Slaget på isen i 1242, hvor tyske og danske korsriddere forsøgte at marchere over søen og ind i Rusland, men de blev slået ned af den russiske hær ledet af Alexander Nevskij, prinsen, helgenen.
”Jeg ved ikke, hvem jeg skal holde med, når jeg læser om slaget,” siger han ivrigt, ”jeg er jo dansker, men det hele er bare så godt, og det er svært ikke at holde med Nevskij. Han var nærmest overjordisk, han var højere end alle andre, og hans stemme nåede folk som en trompet, det har jeg læst, og hans ansigt kunne aflæses på lang afstand. Man var ikke i tvivl. Han besejrede, men blev aldrig besejret. Skål for Nevskij.”
Han bunder et usynligt vodkashot.
Han drømmer om at købe sit eget hus i skoven ved søen.
Det skal være faldefærdigt, og han vil rive det ned, så han kan bygge et nyt. Det nye hus skal være lille, der skal kun være plads til det vigtigste: en seng, en stol, et bord, en brændeovn. Det skal ligge langt væk fra andre mennesker, og der er ikke en vej det sidste stykke op til huset. Man kører over en mark med højt græs. Man skal vide præcist, hvor man skal hen, ellers finder man det aldrig.
Han vil gå på svampejagt og møde en bjørn. Når det har stormet, vil han save de væltede træer i skiver og opvarme huset med skiverne.
Han spørger, om jeg ikke skal på arbejde. Jeg siger, at jeg er inde i en ledighedsperiode, at det går fint på dagpenge, at jeg gerne vil være her. ”Vi kan jo kalde det samfundstjeneste,” siger jeg.
Feberen begynder at komme hver dag. Den sætter sig som en fold mellem hans øjne.
Han leder efter en behagelig stilling i sengen.
”Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv,” siger han, ”min krop føles som Fisketorvet, når der er tilbud på elektronik, gen- nemtrampet, jeg kan ikke forklare det, jeg er jo ikke sådan her.” Han vender sig. Han vender sig igen. Han vrider sig, gennem- blødt af febersved, og lagnet glider langsomt af madrassen. Jeg samler det op fra gulvet og forsøger at få det ind under ham igen. Han knurrer af mig som en hund med rabies, slår ud efter mig. Han trækker i kaldesnoren og skælder sygeplejersken ud: Hvorfor har jeg det sådan her? Er det ikke et hospital? Du skal sørge for, at jeg får det bedre. Det er dit job.
Sygeplejersken er forpustet. Hun siger, at de dækker ham, så bredt de kan med antibiotika, men at de ikke kan fange alt. Feber vil opstå, når man ikke har noget immunforsvar. ”Vi venter på, at hesten begynder at virke,” siger hun.
Han siger, at det ikke er godt nok, at han har fortjent bedre. Hun nikker forstående, spritter sine hænder af og går igen.
Jeg kender ham ikke sådan her. Jeg har aldrig set ham kortlun- tet. Han plejer at have overskud, når vi er sammen. Han plejer at fikse ting. Han plejer at sætte hylder op og vælte en mur og sige: Du skal ringe til mig, hvis du er i tvivl om noget.
Folden mellem hans øjne bliver dybere.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe min ven. Jeg ville ønske, nogen sagde, hvad jeg skulle gøre. Jeg græder ind i mine hæn- der.
Min syge ven taber sig. Han insisterer stadig på at have sit eget tøj på: den grønne John Deere-kasket, den grå T-shirt. Han folder sine jeans i livet. Der er for lidt kød i det hele taget.
Jeg henter kartoffelmos og osso buco fra madvognen for enden af den beige gang. Synet af iltapparater på hjul blander sig med lugten af sovs.
Han spiser ingenting. Han ligger i sengen med ryggen til. Hans sok er faldet af den ene fod.
Jeg kan ikke lide fødder, men jeg kan virkelig godt lide hans. Hvis man skulle lave en afstøbning af den perfekte fod, ville man søge hele verden rundt og ende eftersøgningen, når man så hans fod. Nybagt brød.
”Jeg har lyst til at massere dine fødder,” siger jeg. ”Der er ikke noget, jeg ville hade mere,” siger han.
Der er sket en ulykke på Falster. En altan er kollapset under en gruppe unge mennesker der festede. Vi ser det i nyhederne. Jeg skruer op for lyden. Nyhedsværten har en påtaget medfølende tone i stemmen: ”De faldt seks meter og landede på asfalten i deres festtøj. To piger gik i koma. De bliver fløjet til Rigshospi- talet med det samme,” siger hun, og så skifter billedet til Falster, hvor den kollapsede altan hænger fra den røde murstensbyg- ning som en tabt underkæbe efter en overraskende nyhed. Min syge ven laver store øjne. Jeg skruer ned for lyden. Vi lytter kon- centreret, og så kommer propellydene endelig. Jeg peger mod den neongule helikopter over Panum Instituttet, og han nikker begejstret.
”Det er her, det sker,” siger han.
Pigerne svæver hen over os i deres festtøj.
Jeg flytter ind på foldudsengen under håndvasken. Jeg drømmer om den hest, min fætter købte, da vi var børn. Den var sort og hed Prins, og jeg var bange for den lige fra første gang jeg så den. Når jeg besøgte min fætter, ville han have mig op at ride på den. ”Du skal mærke friheden hen over marken,” sagde han og trak i mit ærme, men jeg fandt på undskyldninger og blev stående i græsset uden for folden. Jeg vidste, at hesten havde gennemskuet min angst, at den ville smide mig af med det samme. Den fulgte mig med sit blik.
På et billede sidder min fætter på ryggen af hesten med et fjoget udtryk i ansigtet. Hesten løber mod kameraet og blotter sine tænder.
Jeg vågner i et spjæt og hakker panden op i håndvasken. Min syge ven vågner og trækker i kaldesnoren. Sygeplejersken finder et plaster til mig. Der er kommet blod på min trøje. Jeg låner en hospitalstrøje. Min syge ven griner fra sin seng.
”Vi er nogle skravl os to,” siger han.
I mørket er det svært at styre sine tanker. Her optræder de uden hæmninger fra en oplyst scene, hvor de overdøver hinanden med monologer over temaet: Det kommer til at gå galt det her. Tanker om min lejlighed, at jeg ikke har lyst til at være i den, at jeg ikke ved, hvad jeg skal med mit liv, at jeg er voksen uden at være det. Og så kommer skamtankerne over at have den slags tanker, når han ligger få meter fra mig og kæmper for sit liv. ”Sover du,” siger jeg.
”Nej, gør du?”
”Nej.”
Og så er der stille igen. Og tankerne.
Jeg ser ikke mig selv som hovedpersonen i noget. Det har jeg aldrig gjort. Jeg fikser altid lige en birolle i nogens historie. Så går jeg dér. Så sætter jeg mig på en fodskammel. Så holder jeg døren og smutter inden dramaet peaker. Jeg passer godt ind i andres hverdag.
”Hesten sparker ikke fra sig,” siger lægen og fortryder allerede det muntre billedsprog, mens billedet kommer ud af hans mund. Han peger på næste led i behandlingsalgoritmen: serum fra kaniner.
Kaninerne kommer ind på stuen som klar væske i gennem- sigtige poser. Poserne hænger på stativet, og væsken drypper ind i hans årer. Det tager fem dage. Vi ser U.S. Open imens. Hviderusseren Victoria Azarenka stønner, hver gang hun ram- mer bolden.
”Hun savner sovjettiden,” siger min syge ven, ”det er derfor, hun klager sig sådan.”
Han smiler og falder i søvn.
Hun smadrer sin ketsjer mod det blå underlag.
Forskning offentliggjort den 4. august 2011 sammenligner ef- fektiviteten af hest og kanin til behandling af alvorlige tilfælde af aplastisk anæmi. En omfattende undersøgelse af 120 patien- ter, som enten fik hest eller kanin, viser, at hest gav signifikant bedre resultat end kanin.
Jeg spiser et marcipanbrød.
Vi kunne ikke styre kaninernes formering. Der blev født nye kuld hver dag. Til sidst kunne de ikke være i burene længere, så vi lavede en indhegning i garagen, hvor kaninerne hoppede frit rundt og kneppede hinanden på kryds og tværs. Det var indavl på speed. De nye kuld fik ikke navne, for alle kaninnavne var allerede taget. De var ikke længere nuttede pelskugler, man tog på skødet og betroede sine hemmeligheder. De var en hær af dårlig samvittighed, og hæren voksede. Man kunne ikke læn- gere se det tilpissede halm under dem. Alt var nu pels. Vi satte sedler op på skolen: Hvem vil have en nuttet babykanin? Alle elever fik en nuttet babykanin hjemme på værelset. Men det løste ikke problemet, de blev ved med at kneppe uhæmmet i indhegningen.
En dag var de væk. Vi snakkede ikke om, hvor de var blevet af, men min far var underlig stille. Garagen var spulet med højtryksrenseren.
Min syge ven har næseblod og sennepsgule øjne og herpes på hagen. Han venter på, at de kommer med blodplader, så næse- blodet kan stoppe. Jeg har lyst til at snakke med ham om døden. Han ruller toiletpapir til små propper, der passer op i hans næsebor.
Blodpladerne kommer som gul væske i gennemsigtige poser. Væsken drypper ind i hans årer. Det tager halvanden time. Vi ser et program imens, hvor man kan vinde en plastikoperation, hvis man er den, der har det værst. ”Det er frygtelig at føle sig fanget i en krop, der ser så gammel ud som min,” siger en kvinde med tofarvet hår. ”Jeg har nogle dage, der er rigtig trælse. Mit drømmescenarie er at få nogle pæne lår. Mine lår hæmmer mig rigtig meget, når jeg er på camping. Vi er nødt til at sætte et læsegl op, så jeg kan sole mig uforstyrret. Min
mand siger: Vi ser ud, som vi ser ud. Jeg har altid haft store lår, men efter jeg fik børn, blev det værre. Jeg kan ikke finde bukser, der passer på mine lår. Jeg går ikke i kort nederdel, eller i svøm- mehallen. Jeg ligger søvnløs om natten og spekulerer på det.” Hun begynder at græde og tænder en smøg.
”Det er altid rart at se nogen, der har det værre end en selv,” siger min syge ven og trækker i kaldesnoren.
En kvinde med brede skuldre står ude på gangen og skænker kaffe. Da hun vender sig mod mig, døber jeg hende: Kvinden med stenansigtet. Hun er højere end mig, gennem-grov og kølig. Hendes ansigt er gråt med høje kindben og furet hud. Hun har knebet øjnene sammen i så mange år, at de er blevet til to sprækker. Den firkantede krop, de stive ben, træmusklerne. Jeg holder mig på afstand af kaffevognen. Hun går pasgang ind på stuen til sit syge familiemedlem.
Vi venter på, at noget skal virke. Jeg har frokost med i en sølv- farvet køletaske.
”Den ligner en firkantet diskokugle,” siger min syge ven.
Jeg købte den for ti år siden, fordi jeg ville holde min fødselsdag i en park, så smurte jeg en bunke klapsammenmadder sammen med en fyr fra Canada, jeg havde mødt på internettet. Han havde sagt sit job op og var flyttet til København for at være min kæreste.
Min bror kom hele vejen fra Jylland og sagde: Kan man holde fødselsdag på den måde, ud af en køletaske i en park? Nå, nå... Og gæsterne fandt os i parken. Jeg fik en knage af en der hed Laura. En forsølvet elg. Den ligger stadig i en skuffe ude i gan- gen. Jeg kan egentlig ret godt lide den, men jeg ved ikke, hvor- dan man får den til at sidde fast på væggen.
Canadieren fløj hurtigt hjem igen. Det blev alligevel for vold- somt med den nærhed hele tiden.
Jeg har ikke brugt køletasken siden, men nu står den mellem os på hans sengebord. Jeg præsenterer indholdet: Rugbrødsmad- der, majonæse og multifrugtjuice. Han lader som om, det ser lækkert ud.
Vi ser Robinson Ekspeditionen fra aftenen før. Det regner ude på øen. Der er en kvinde, som stjæler ris fra sine holdkamme- rater og gemmer det i en pose, som hun graver ned til dårlige tider.
”Hun er en bitch,” siger min syge ven med lys i øjnene.
Jeg får ham over i rullestolen og over i Fælledparken. Jeg spæn- der iltapparatet bag på stolen. Vi har luft til en time.
De spiller fodbold på banerne. Lyden af jubel når de scorer. Han er pakket ind i tæpper og leder efter sine solbriller i lagene. Dagen vokser ind i sig selv.
Han kaster op i posen og vil tilbage. Vi vender om. Smerten knytter hans ansigt sammen. Der er huller i asfalten, og han brøler, hver gang rullestolen hakker. Jeg føler mig brutal. Jeg er rasende på kommunen for ikke at holde vejene ved lige. Hvad fanden laver de egentlig inde på den kommune? De lover alt muligt, når de stiller op til valg, og nu kører vi her og leder efter et jævnt underlag.
Da han ligger i sengen igen, giver han slip. Han sukker og snuser til det rene sengetøj. Han ser så lykkelig ud.
”Nu vil jeg gerne være alene,” siger han.
Jeg samler mine ting, kaster køletasken over skulderen, ruller persiennerne ned og går et par runder på hospitalet, inden jeg tager hjem.
I min lejlighed står en plante, jeg købte for ti år siden i Ikea. Jeg spiser den sidste mad fra køletasken. Majonæsen er stadig kold. Jeg sover på min sofa i stuen.
Kaninerne er druknet i hans blodbaner.
”Der er ikke tegn på liv, så nu går vi til næste punkt på behand- lingsalgoritmen,” siger lægen og peger på et stykke papir, ”vi vil forsøge at finde en knoglemarvsdonor et sted i verden. Men det kommer nok til at tage tid, hvis det overhovedet lykkes. Der findes millioner af forskellige vævstyper, og vi skal finde en, der præcist matcher din.”
Lægen står for enden af sengen i træsko uden hælkappe, i mint- grønne bukser med elastik i livet.
”Du må være tålmodig. Der kommer til at være feberdage,” siger han.
Vi giver os til at vente.
Vil du høre en lydbog? Vil du lære at meditere? Vil du på en drømmerejse og møde dit totemdyr? Vil du snakke med en psykolog? Vil du have en blødere pude? Vil du have en pizza? Skal jeg åbne vinduerne?
Vil du have min knoglemarv?
Jeg vil give ham min knoglemarv, men han siger, at man ikke må donere knoglemarv, når man har sex med mænd, ”og det har du jo, dit svin.”
Han smiler skævt og laver bolletegn med fingrene.
”Ja, men det er efterhånden længe siden,” siger jeg, ”og hvor blev de mandlige sygeplejersker egentlig af? Der er ikke noget at samle op her på afdelingen. Waste of time.”
”Så smut da ud og få dig noget sex i stedet for at sidde her og glo på mig hele dagen, jeg kunne også godt bruge en pause fra det der omsorgsfulde blik. Det er sgu lidt hårdt i længden.”
Jeg ville give ham en lammer, hvis han havde blodplader nok til ikke at få en lilla skulder.
Han vil have et kort over Estland. Jeg låner et atlas på biblio- teket i stueetagen. Han river siden ud og siger: ”Hvad vil de gøre? Give mig en bøde? Jeg har penge nok.”
Koncentreret med tungen i mundvigen klipper han Estland ud. Han lægger det udklippede papir over Danmark. Det dækker næsten. Han klipper søen Peipus ud og lægger det over Sjæl- land.
”Så forsvandt Danmark helt,” siger han, ”det var tid til hævn. Kunne du mærke, at det blev mørkt?”
Han fortæller om alle de lande, der gennem årene har invaderet Estland på skift og midlertidigt gjort det til deres: Finland, Dan- mark, Tyskland, Sverige, Rusland, Polen, Litauen. De har ført deres krige og korstoge på markerne og i skovene og tvunget deres sprog ind i børnenes hoveder. De har forsøgt at slette alle spor af det oprindelige land, men med Glasnost og Perestrojka blev Estland endelig frit igen.
”Det er sejt at overleve den slags invasioner,” siger han.
Han aer landet med sin pegefinger. Fingeren stopper på et grønt område mod øst: Her ligger huset, neden under træerne. Der bor Tom. Han kommer snart.
Jeg får hovedpine af alt det håb.
Rytmen af tal og fremgang giver mig kvalme.
Min syge ven har nåleskræk. Han ryster som en dæmonuddri- velse på film, når nogen siger, at de vil stikke ham i armen.
”I skal lægge ham i narkose, hvis I skal stikke ham,” siger hans mor, ”det er ikke for sjov det her, han har altid været bange for nåle. Ellers er han ikke bange for noget. Det er ham, der fjerner edderkopper i sommerhuset. Det er ham, der går ned ad den mørke grusvej for at hente avisen om vinteren.”
Min syge vens mor har metaltråde på sine storetånegle. De glimter i lyset og ligner smykker.
”Det er ikke så tit, man ser nogen med smykker på tåneglene,” siger jeg, og så fortæller hun, at det ikke er smykker, at det er bøjler for at undgå nedgroning. Det døjer hun med. Hun døjer også med andre ting: epilepsi, lændesmerter, psoriasis. Hvis jeg vidste, hvor mange smerter hun i virkeligheden har. Har jeg fx lagt mærke til hendes lille æske med pastiller? (Det har jeg ikke.) Nå, men det er faktisk heller ikke pastiller, det er smertestillende piller: ibumetin og panodil. Hun foretrækker at camouflere pillerne som pastiller, så hun kan tage dem diskret. Hun vil ikke fylde for meget. Nu handler det her jo ikke om hende.
Når min syge ven bliver vasket, går vi tur på gangene. Jo læn- gere væk fra stuen vi kommer, jo mere lystig bliver hun. ”En gang så jeg en elg på en rasteplads i Sverige,” siger hun og smiler, ”jeg troede den var af plastik, at det var en pynteelg, sådan en turisterne kunne klappe og blive fotograferet ved siden af og ovenpå, at der måske fandtes en lille stige, man kunne bruge, når man skulle op og sidde på den, men pludselig vendte den sig om og tog et skridt mod mig. Så skulle du ellers have set bettemor her spæne tilbage til bilen. Som et lyn. Jeg forstrak sgu en sene i låret.”
Hun griner så meget, at vi må holde en pause foran fødegangen. En gravid kvinde knækker sammen på den anden side af glas- døren. Hendes mand forsøger at få hende på benene igen, men hun vil ikke op, hun vil føde sit barn på stedet. Hun brøler. Min syge vens mor kan ikke stoppe sine latterkramper. En sygeple- jerske beder os om at finde et andet sted at feste.
Vi holder i hånd.
Jeg er hendes raske søn. Jeg gør alt det, hendes syge søn ikke kan.
Min syge ven siger: Jeg ved ikke, hvor jeg skal være.
Han trækker vejret hurtigt. Han kaster blod op i en pose, som jeg holder, mens jeg aer ham på skulderen. Jeg er i tvivl, om han bryder sig om, at jeg rører ved ham. Jeg er i tvivl, om han over- hovedet lægger mærke til det. Jeg binder en knude på posen og lægger den i skraldespanden. Sygeplejersken siger, at de skal bruge hans opkast, at jeg ikke må smide det ud, at de under- søger alle væsker, der kommer ud af hans krop.
Hun fisker posen op og løsner min knude. Hun suger blodet op i en sprøjte. Hun spørger, om vi ellers mangler noget.
Tom ankommer fra Estland.
Han stiller sin rygsæk under fjernsynet og siger: I am here now. Tom rydder op på stuen.
Tom lufter ud.
Tom smører min syge vens fødder ind i tyk creme.
Tom masserer hans ben.
Tom holder ham i hånden.
Tom trimmer hans skæg.
Tom henter pizza.
Tom tørrer ham om munden.
Tom siger: We should get him a bigger room.
Tom drikker vand.
Tom slår ting op på internettet.
Toms mor er hæmatolog i Estland.
Tom ringer til sin mor.
Tom bliver bleg.
Tom tager til yoga.
Tom spiser ikke sukker.
Tom spiser sukker.
Tom ryger cigaretter ved indgangen.
Tom maser filteret fladt.
Tom læser om selvudvikling.
Tom hilser fra en australier, der hedder Emily.
Tom pudser sine briller.
Tom har en grøn T-shirt på.
Tom har en hvid T-shirt på.
Tom skeler lidt.
Tom køber bløde natbukser til ham.
Tom går ture om søerne om natten.
Tom får en god idé.
Tom falder i søvn i stolen.
Tom hører lydbøger om bevidsthedens muligheder.
Tom stiller lægen mange spørgsmål.
Tom mediterer lige tyve minutter.
Tom ser ældre ud, end han er.
Tom har en far, der hedder Tom.
Tom siger, at jeg skal klø ham mellem skulderbladene.
Tom bor i et hus i forstæderne, mens han er i Danmark.
Tom er i gang med at lære dansk: Why is it called trillebøger?
