Louis Sullivans otte provinsbanker.
Juvelæskebankerne, tegnet og opført i begyndelsen af det tyvende århundrede; han havde lovet sin far at se dem.
Han købte en bunke detaljerede kort over Midtvestens stater. Efter at have fotograferet de af Sullivans Chicago-bygninger, der ikke blev revet ned efter anden verdenskrig, kørte han nordpå til Owatonna, Minnesota. Her lå National Farmers Bank. Louis Sullivan havde tegnet den i 1907, og banken var netop blevet restaureret, da Nick ankom til byen. Først fotograferede han bygningen udefra. Det blev med det samme hans vane. Banken var bygget i røde mursten og havde brede, horisontale mønsterbånd af turkis terrakotta. Han tog billeder af bygningen i sin helhed og i detaljer, han tog et hav af fotografier, fra alle tilgængelige vinkler, og da han mente, at han havde fået nok, gik han indenfor. Også på indersiden var bankens rødbrune murværk rigt på dekorationer. I Nicks hoved ulmede rummet af en skønhed, der føltes både kølig og varm, som om banken var gennemstrømmet af en svag melankoli, måske endda af sorg. På den fjerneste mur var der et stort vægmaleri af en blå og skyet himmel. Der var en akustik i banken som i en stor sal, og dagslyset, der strømmede ind gennem de to glasmalerier øverst oppe, fuldendte Nicks fornemmelse af, at han befandt sig i en kirke.
Han nåede at fotografere det mest interessante, før en ansat antast- ede ham. Lavmælt, nærmeste hviskende, spurgte assistenten, hvad det var, han gik og foretog sig. Nick fremlagde det, som det var, at han kørte rundt i Midtvesten og dokumenterede banker. Derpå informerede assistenten ham om, at den slags aktiviteter var uønsket her, og bad ham venligt, men bestemt om at forlade banken. De erfaringer rigere kørte Nick videre sydpå mod Iowa, hvor han ud på morgenen ankom til Cedar Rapids. Her havde Sullivan tegnet Peoples Savings Bank, som ifølge Nicks oplysninger var blevet opført i 1911. Banken var bygget i rød-brune mursten, den var ligeledes rig på dekorationer og ornamentik, og også her fik Nick fornemmelsen af, at noget pastoralt eller ligefrem religiøst var på færde. Denne gang havde han større held med personalet; en bankassistent i kridhvid skjorte og store posede bukser spurgte, om han kunne være behjælpelig med noget? Nick svarede det samme som sidst, han kunne ikke forestille sig andet end at være ærlig, han kørte rundt for at fotografere banker, fortalte han, og tilfældigvis viste det sig, at assistenten havde en personlig interesse i Peoples Savings Banks arkitektoniske historie. Derfor kunne han fortælle, at banken på Louis Sullivans forlæg var blevet bygget af mursten i hele femten forskellige nuancer af rødt. Arkitekten havde haft en vision om at bankens ydermure skulle fremstå som et antikt orientalsk tæppe. Nick lyttede opmærk- somt, og det endte med at bankassistenten i Peoples Savings Bank inviterede ham på en kop kaffe. Nick takkede ja, og mens assistenten stod og drak af en stor, karrygul kop og fortalte løs om bygningens indre, gik Nick rundt og fotograferede. Louis Sullivans oprindelige plan havde overskredet budgettet dramatisk, fortalte assistenten, talrige diskus- sioner havde udspillet sig mellem den falmede stjernearkitekt og bankens første direktør, indtil man nåede til enighed om en ny version. Louis Sullivan havde tegnet banken indefra og ud, fortalte assistenten Nick, som en slags organisk æskesystem, hvilket man fik en dybere og dybere fornemmelse af, jo længere tid man arbejdede her. Assistenten foreslog, at de gik udenfor og så på bygningen sammen. De gik ud i den kølige oktobervind. Assistenten udpegede de områder af bankens facader, som Nick med lidt fantasi godt kunne få til at ligne et antikt håndvævet tæppe fra en ikke-vestlig verdensdel. Assistenten spurgte, hvor Nick havde penge fra til at køre rundt alene? Var han økonomisk subsidieret af et universitet eller et institut? Nick svarede, at ingen af delene var tilfældet, han havde arbejdet som lydtekniker på en radio-station i Chicago og var lykkedes med at lægge et mindre beløb til side. Bankassistenten nikkede, mange bække små, sagde han, og så lagde han en hånd på Nicks skulder, nærmest kærligt, nærmest som om han i et øjeblik anså ham for at være en søn eller et andet nærtstående familie- medlem, og tilbød ham at betale for en frokost. Det takkede Nick ikke nej til, og de gik ned i byen sammen og ind på assistentens stamsted. Mens de spiste, tilbød han også Nick at overnatte hjemme hos ham og hans familie. Ifølge assistenten lignede Nick en, der kunne trænge til lidt selskab. Man skal være varsom med ensomheden, sagde han og så på Nick, man kan ende med at slå sig på den. Nick vidste ikke helt, hvad dette skulle betyde. Han forsøgte at se for sig, at han rent faktisk tog med assistenten hjem og overnattede, at han sad i en fremmed families køkken og spiste aftensmad, måske fortalte han dem lidt om sin fortid, om sin barndom måske. Nick endte med at takke nej. De tog afsked ude på gaden under en høj midtvesthimmel, så kørte Nick til et øde motel lidt uden for byen. Den følgende formiddag fandt han en fotohandel.
Han købte en bunke nye seksogtredivebilleders-film. I en kiosk mindede avisforsiderne ham om datoen og verdens gang. Dagen forinden havde en gaseksplosion i en japansk kulmine dræbt treoghalvfems mennesker; det var lørdag den syttende oktober 1981.
Fire af Sullivans banker lå i Iowa. Han besøgte dem alle. Fra Iowa kørte han nordpå til Wisconsin, og fra Wisconsin fortsatte han sydpå til Indiana. Kun en enkelt af Sullivans bygninger fungerede ikke længere som bank. Det overraskede fuldstændig Nick, da han ankom, han havde ikke tænkt på det som en mulighed, men en juvelhandler var flyttet ind i bygningen. Nick talte lidt med ejeren. Han kendte også godt til bygningens forhistorie som bank, naturligvis, andet ville da være besynderligt, sagde han og fortalte så Nick, at Sullivans otte banker i Midtvesten var blevet døbt the jewel box banks, dels på grund af deres beskedne størrelser, dels på grund af deres rige udsmykninger og vinduespartier af farvet glas, hvilket med lidt god vilje kunne få dem til at ligne store ædelsten. Pudsigt, ikke, sagde ejeren, at vi så skulle ende med at sælge smykker her. Nick sagde ikke så meget, men han nævnte, at han i flere af bankerne havde fået fornemmelsen af at træde ind i kirker, i hvert fald ind i meget alvorsfulde rum, som om de husede en stor sorg, eller en mørk erindring, noget indehaveren så ned i butikkens gulv og lo lidt tvungent af.
Han fortsatte østpå, tværs over Indiana. Her så han en enkelt bank. Men det meste af tiden så han ikke meget andet end høstede majs-marker; han kørte ad Interstate 70 og holdt kun få pauser. Sent den følgende aften ankom han til Newark, Ohio. Her indkvarterede han sig på et motel, og dagen efter besøgte han den sidste bank på ruten. Han talte ikke med nogen ansatte, mens han gik rundt i den, ingen gav indtryk af at bemærke ham, ingen antastede ham, og han henvendte sig ikke til nogen. Han stod længe og så op på de store farvede glaspartier i bankens endemur. Glasset var blåt og grønt. Kølige, undervandsagtige farver. Gennem glasset kunne han se trækronernes silhuetter, der stod og vajede langsomt frem og tilbage i formiddagssolen udenfor. Som i en bølgende tangskov. Som i en skov på bunden af en navnløs sø. Blågrønne erindringer, tænkte Nick, tidsæoner, et ubegribeligt dyb, erindringer, der er ældre end mig, men som lever i mig i form af bio- logiske fornemmelser. Evolutionære minder. Erindringer fra et tidligere univers, fra andre solsystemer, livsformer og væsener, der dykker. Organismer, plankton, lys. At søge op mod overfladen. At søge ned i dybet. Jeg er ikke vigtig.
Med kameraets linse rettet mod de blågrønne glas tømte han filmen for de sidste billeder. Derpå fandt han byens fotohandel og fik fremkaldt samtlige film, han havde skudt på turen. Det var et forløsende øjeblik, da han gik ud fra butikken med en fyldt, tung pappose i hånden, men det var også nervepirrende, for nogen kunne røve ham, nogen kunne tro at det, der gemte sig i posen, var objektivt værdifuldt, og de sidste ugers arbejde ville være spildt.
En flod løb tæt forbi Newark. Nick gik en tur langs det drivende vand. Flere steder forgrenede floden sig ud i mindre sideløb, og mens han gik der for sig selv under en underligt tropisk hvid himmel, kom han til at tænke på sin mor. De havde ikke talt sammen, i de tre uger han havde været afsted, og han tog sig selv i at savne hende. Måske skyldtes det vandet, der drev forbi langs stien, måske mindede det ham om barndom, det var et underligt savn, måske var det snarere sorg; uanset hvad det var for en følelse, fik den ham til at ringe hjem, da han kom tilbage til motelværelset.
I de følgende tre døgn forlod han ikke bygningen. Han havde en uklar fornemmelse af at være den eneste betalende gæst på motellet, der var stille som graven, han registrerede ingen fodtrin på gangene, hørte ingen værelsesdøre gå, så ikke så meget som et lysstrejf af billygter ude på den tomme parkeringsplads.
Den første aften rullede han de tunge, gule gardiner for. Så gav han sig til at lægge fotografierne ud på gulvtæppet. Det tog en times tid. Der var hundredvis af billeder. Mange af dem viste det samme mo- tiv, men fra forskellige vinkler. Da han havde lagt billederne til rette, stod han længe og så ud over motelværelsets gulv, som om billedhavet udgjorde en samlet helhed, et enkelt billede, og som om det var dette enkelte billede, han ønskede at forstå, og som han hele tiden havde været på jagt efter. Som om det var Louis Sullivans psyke, han stod og betragtede et aftryk af, den døde arkitekts samlede, vidtforgrenede underbevidsthed.
Nick fandt sin notesbog og forsøgte at formulere de mange tanker der løb igennem hovedet. Menneskesindet er et landskab, skrev han, psyken er en geografi eller en umådelig arkitektur, en organisk zone, som man kunne tegne kort over, hvis blot man var intelligent nok. Ting jeg ikke forstår. Dimensioner af verden jeg ikke er sat sammen til at begribe. Men som jeg oplever.
Den anden aften, mens han stod og ligesom vågede over fotografierne i lyset fra de to sengelamper, fik han i nogle minutter fornemmelsen af, at en universel sandhed befandt sig hos ham på motelværelset. Fornemmelsen var genfærdsagtig, ikke ubetinget behagelig, som om noget kosmisk og navnløst strejfede gennem værelset og gjorde ophold. Tavse, stillestående vingeslag. Så forsvandt det igen, det efterlod sig intet, og han satte sig på sengen og konkluderede, at hvis der virkelig havde været tale om noget sådant, hvis en dybereliggende sandhed om universet faktisk havde vist sig for ham, så var han ikke intelligent nok, ikke mentalt udstyret til at begribe den.
Den tredje dag sad han i sengen det meste af tiden og til langt ud på natten. Fotografierne lå stadig spredt ud på gulvet, men han så ikke længere på dem. I stedet forsøgte han at tegne sig til en konklusion over de foregående uger. Han tegnede bygninger, fyldte notesbogens sider ud med dem, og forsøgsvis befolkede han dem med menneske-skikkelser. Det fik ikke bygningerne til at ligne noget fra virkeligheden, de lignede ikke rum, man kunne bebo, de lignede ikke noget, man kunne opføre med velkendte materialer, og til sidst stregede Nick dem grundigt over og lagde sig til at sove. Da han den følgende morgen alligevel bladrede siderne igennem, forekom de overtegnede bygninger ham at ligne en slags mangekantede sten, uregelmæssige krystallinske strukturer. Bygninger, mennesker, landskaber, skrev han før han pak- kede værelset ned. Naturlove jeg ikke kan opfatte, men som formgiver den ydre verden såvel som min indre. Bjergkæder og floder, kærlighed og ensomhed, det er en og samme ting. Det er et og samme landskab.
Året efter forlod Nick det amerikanske kontinent. Beslutningen blev truffet i løbet af en eftermiddag. Efter køreturen rundt i Midtvesten vendte han kortvarigt tilbage til livet på radiostationen; her skruede han på knapper for den samme vifte af programmer. Han blev boende alene på sit værelse i det nordlige Chicago, stadig uden at nogen konkrete planer for fremtiden havde meldt sig. Sommetider strejfede tanken ham om at søge ind på arkitektskolen, men da ansøgningsfristen nærmede sig, gjorde han ingenting.
En dag sad han på en bænk i Chicagos containerhavn, da en mand slog sig ned ved siden af. Manden var snakkesalig. Han fortalte, at han var mekaniker på et af de store fragtskibe, der lå til kaj for tiden, og han spurgte, om Nick havde set det, skibet der hed Four Winds? Nick rystede på hovedet, fragtskibe og containerhavne lå udenfor hans inte- ressesfære. Skibsmekanikeren spurgte, om Nick var klar over, at Chicago var forbundet til Atlanterhavet via Saint Lawrence-floden? Nick rystede igen på hovedet, det havde han aldrig tænkt over, nej; for ham udgjorde Michigans store søer et lukket kredsløb og havde altid gjort det, et gigantisk, men isoleret økologisk system. Han vidste godt, at The Great Lakes udgjorde det største ferskvandssystem i verden, men at de var forbundet til verdenshavene var aldrig faldet ham ind. Mekanikeren nævnte, at de lå ved kaj her i Chicago en uge endnu, og derpå ville de sejle afsted, i første omgang mod Europa. Han nævnte, at skibskokken manglede en opvasker. Nick svarede ikke direkte, i stedet spurgte han, hvor stor besætningen var på sådan et fragtskib. Det vidste mekaniker- en ikke nøjagtig, men ikke under tyve, og ikke over tredive. Først tænkte Nick, at det ikke var noget, han var interesseret i, og han sagde det endda direkte til mekanikeren, før han rejste sig fra bænken og gik hjem. Men i løbet af de følgende dage modsagde han sit eget udsagn med samtlige handlinger, han foretog. Allerede dagen efter, uden egentlig at have planlagt det, gik han ned på havnen og fandt frem til fragtskibet Four Winds. Der var ingen folk på kajen, og han fortsatte videre op ad landgangsbroen og ned ad skibets ydergange, indtil han stødte på en fyr på hans egen alder, der viste ham, hvor køkkenet lå. Her mødte han kokken, som bekræftede, at han manglede en opvasker; Nick så ikke helt uegnet ud, mente han, i princippet kunne denne opvasker godt være ham. Dagen efter sagde Nick op på radioen, lejede sit værelse ud med alt inventar og pakkede de få ting, som han ud over tøj forestillede sig at få brug for. Og tre aftener senere blev han vist vej til den kahyt, der skulle blive hans hjem de næste otte måneder. Kahytten lå under vandets overflade. Nick smed rygsækken og lagde sig på sengen og lyttede til fragtskibets knurrende lyde, mens det lagde fra kaj. Det føltes, som om han befandt sig i maven på et mekanisk uhyre, et mægtigt, godartet monster. At ligge og sove under havoverfladen i en lille, trang kahyt var ikke noget, han nogensinde havde drømt om at opleve, og derfor overraskede det ham, da han allerede den første nat mærkede en nærmest oceanisk fred sænke sig over ham. Det var, som om et hemmeligt stofskifte faldt til ro, som om en abstrakt, urolig puls for første gang i mange år begyndte at slå i et langsommere tempo. Livet ombord var som ventet simpelt og rutinepræget. Også det tiltalte Nick. Når han ikke vaskede op efter de daglige måltider eller vaskede gulve eller skif- tede en sikring eller et lysstofrør, spillede han terninger og kort med de andre på skibet, og når han ikke gjorde det, lå han i sin kahyt og lyttede til lydene fra skibets stålkosmos. Kun sjældent gik han op i det fri og så ud over containerne eller ind på kysten. En dag var det skyggerne af Montreal, der gled forbi inde på land. En anden dag var det Quebec, by efter by forsvandt, indtil der en dag ikke var flere tilbage. Like a river flows surely into the sea, darling, so it goes, some things are meant to be, nynnede en af mekanikerne den aften, de tilbagelagde de sidste sømil af Saint Lawrence-floden. Det var en Elvis-sang, forklarede han, da hverken Nick eller elektrikeren gav indtryk af at kende stroferne. De sad ved et af bordene i opholdsstuen. De spillede kort. Udenfor var mørket faldet på, kun skibets egne lys kunne ses. Om natten i sin kahyt blev Nick ramt af fornemmelser, ikke ubehagelige, af at være i færd med at blive født på ny; som om Saint Lawrence-floden var en fødselskanal, skibet langsomt gled ud igennem, som om han befandt sig i en slags fostertilstand dernede i sin kahyt, som om det var det, der havde virket så beroligende på ham, og at Atlanterhavet, de nu sejlede ud på, var den store, vide verden.
Det tog Four Winds tolv døgn at krydse Atlanten. For Nicks skyld kunne de være sejlet videre i ugevis, uden at det havde gjort ham noget, måske endda i måneder, han elskede stemningen i sin kahyt, og derfor var det ikke lettelse, han som det første mærkede, da Portugals kyst dukkede op i horisonten. De sejlede gennem Gibraltarstrædet; her blev de en del af en større trafik af fragtskibe, de fortsatte op langs den span- ske kyst, og til sidst kastede de anker ud for Marseille. De blev liggende i over en uge.
Om aftenen når han stod ude på dækket med en kikkert for øjnene, kunne han se Marseilles ulmende lyshav inde på kysten. Han kunne godt lide at se på byen gennem kikkert. Han kunne lide at se den som et samlet, lysende fænomen på stor afstand, og det var med en uforklarlig modvilje, at han om aftenen, da de omsider lagde til kaj i den overvældende containerhavn, forlod skibet sammen med resten af besætningen. Det samme gentog sig, da de måneden efter lagde til i Rotterdam. Nick gjorde, som de andre forventede af ham, han gik med dem op i byen, ind på barerne, han berusede sig i alkohol og forsøgte at falde i snak med fremmede mennesker, men hele tiden tænkte han, at han ville være lykkeligere, hvis han var blevet tilbage på skibet. Jeg bryder mig ikke om at nå frem, tænkte han den aften, de forlod Rotterdam. Jeg ønsker ikke at ankomme. Jeg ønsker at rejse for evigt. Havnens lys lå som et blegt flammehav i støvregnen bag dem, inde på kajerne stod de mægtige kraner.
Han blev ombord på Four Winds til det blev forår. I alle otte måneder var det de samme havne, de sejlede frem og tilbage i mellem; Chicago og New York på den ene side af Atlanten og en lille hånd- fuld europæiske havnebyer på den anden. De sejlede aldrig den anden vej rundt om det amerikanske kontinent, servicerede aldrig Asien, og Nick så ikke Stillehavet i sin tid ombord.
En dag i april 83 sejlede de ned ad Elben og lagde til kaj i Hamborg. Nick blev i sin kahyt og afviste de andres opfordringer til at tage med ud at feste. I stedet gik han tidligt i seng. Den følgende morgen stod han op og gik alene ind til byen.
Havnen lignede alle de andre havne, de havde været i; det var den samme tilsyneladende livstomme verden af containere, kraner, skor- stene og siloer, som havde alle disse havne engang i tidernes morgen været levende kroppe, kunne han tænke når han bevægede sig rundt i dem til fods, enorme væsener, som kun de umådelige stålskeletter nu stod tilbage af rundt omkring på verdens kyster. Men Nick syntes om at færdes i havneområderne, og de var ikke døde. Han fik altid det indtryk, at menneskene der arbejdede her, alle dem der kørte rundt i gaffeltrucks og lastbiler, alle dem der sad inde på pakhusenes kontorer eller højt oppe i kranerne og løftede containere af skibene, alle sammen servicerede en orden, de ikke selv havde forstand til at begribe. Nick begreb den i hvert fald ikke. Han havde aldrig beskæftiget sig med økonomi eller handel, i hvert fald ikke på et teoretisk plan, men i prak- sis fornemmede han, hvordan han med sine tre daglige opvaske i skibs- køkkenet bidrog til disse store, abstrakte processer. Som regel vidste han ikke engang hvad der var inde i containerne, de sejlede rundt med, om der var biler, møbler, mad eller tøj, men han vidste, at han havde det godt med at bidrage til udvekslingen af produkter mellem verdens kontinenter.
Himlen var mørk og grå den morgen, han gik ind til byen. Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet. Måske havde han regnet med at se store glasskyskrabere i centrum af Hamborg, tegnet af Tysklands berømte modernister, men han så ingenting i den retning. En anelse konfus satte han sig ind på en højloftet café og bestilte en øl. Øllen blev serveret i et stort glas og med en mængde skum på toppen, som til gengæld passede meget godt til hans forestillinger om tysk kultur, og mens Nick drak den, tænkte han over det, hans far havde sagt, den dag de kørte til Chicago for mange år siden, om Mies van der Rohe og hans medsammensvorne moderne arkitekter, som med deres internationale hær af stål- og glasskyskrabere allerede i årene før anden verdenskrig var begyndt at udjævne de unikke forskelle mellem alverdens storbyer. Han overvejede sin fars ord igen. Et øjeblik havde han det, som om han kørte sin fars verdenssyn igennem et indre belysningsapparat, en mental røntgenmaskine, der i et glimt gjorde det muligt for ham at se verdenssynet i sin helhed, med alle dets detaljer, indsigter, holdninger og selvmodsigelser. Og mens han sad sådan på en café i det centrale Hamborg omgivet af samtaler, han ikke forstod et ord af, nåede Nick frem til, at han ikke længere delte sin fars syn på verden. Indsigten fik pulsen til at banke hårdt i halsen. Den fik ham til at slå en knytnæve dæmpet et par gange i cafébordet. En stund sad han og forsøgte at stille ind på de forskellige samtaler omkring ham i caféen, og det var sandt, han forstod ikke et ord. Jeg er blevet fragtet rundt i verden, tænkte han. Jeg er gledet med, jeg er en del af verdensstrømmen. Jeg kunne blive ved sådan, blindt og passivt, på bunden af et containerskib, sove under havoverfladen, vaske op, jeg kunne blive i mine vaner, i princippet kunne jeg leve et helt liv i deres kredsløb. Det kunne jeg, ja, tænkte Nick og så ud på fortovet, hvor en mand i brun trenchcoat skråede over gaden og åbnede porten ind til en bygning, som så ud til at være opført længe før Washington blev til en rigtig amerikansk by. Jeg kunne rejse mig og betale for øllen, tænkte han, jeg kunne gå tilbage til skibet, hilse på de andre, finde ned i min kahyt. Men jeg tror, jeg bliver her.
Han blev i Hamborg i over to år. Han fortsatte med at vaske op, nu på en kolossal indisk restaurant i byens centrum. Restauranten havde sid- depladser til et par hundrede gæster, og det skete mindst en aften om ugen, at stedet blev fyldt. Da en af tjenerne blev fyret og flyttede ud af sit værelse, tilbød man Nick at overtage det. Det lå oven på restauranten. Han takkede ja. Værelset var småt, ikke over ti kvadratmeter, gennem trægulvet kunne man høre restaurantens lyde, ane dens lugte, og fra vinduet havde han udsigt til en baggård, der var så smal og trang, at det var svært at få øje på dens helt nøjagtige funktion. Man kunne kun lige netop stå og ryge en cigaret dernede uden at føle at man befandt sig på bunden af en lodret kiste, og Nick mistænkte, at en ingeniør engang for længe siden måtte have regnet et eller andet grundlæggende forkert. Arbejdet som opvasker var af en eller anden grund mere ens- formigt på en restaurant end på et fragtskib, men til gengæld var det mere tempofyldt; en konstant strøm af glas og tallerkner og sølvskåle i et hav af størrelser var forbi Nicks hænder, og et eller andet i mødet mellem det meget ensformige og meget hektiske gjorde det muligt for ham at gå rundt og tænke, mens han arbejdede. Ofte tænkte han på de bøger, han læste. Nick havde ikke rørt en bog, siden han forlod high- school for over fem år siden, men nu, i dagtimerne når han havde fri fra restauranten, begyndte han at læse igen. Bøgerne fandt han i biblio- tekernes engelsksprogede afdelinger, og den første han læste, var en bog om guitarens oprindelse. Lige bagefter læste han en bog om vilde heste på Mongoliets sletter. Derefter læste han Wages of fear af Arthur Arnaud. Romanens handling var simpel: En gruppe på fire mennesker skulle transportere to lastbiler fyldt med sprængstof gennem den sydamerikanske jungle. De skulle nå frem uden at lastbilerne sprang i luften, og i teorien var det en fin idé til en roman, tænkte Nick, men i praksis var det kedeligt. Dette misforhold tænkte han over, mens han spulede sølvskåle rene for tikka masala og ris. Han læste også biografier. Den der fangede ham mest, handlede om en berømt kinesisk bord- tennisspiller fra halvfjerdserne. Efterhånden som Nick kom længere ind i bogen, bemærkede han, hvordan det ikke så meget var bordtennis- spillerens livshistorie der vækkede hans interesse, som det var de rum og landskaber, manden havde levet i. Det var ellers ikke, fordi bio- grafien gjorde synderlig meget ud af at beskrive landskaberne for læseren, men Nick så dem ikke desto mindre for sig. Han så en mellemstor kinesisk industriby med lange lige gader. Han så et beskidt, brunligt solskin stråle over disse gader. Han så enorme kinesiske sports-haller, haller så højloftede at der opstod meteorologiske systemer i luften over bordtennisbordene, han så mintgrønne omklædningsrum, busture mellem provinser, han så en storm af hvide bordtennisbolde, han så den samme armbevægelse blive repeteret igen og igen, han så det samme greb om battet, de samme slag, de samme hastigheder, og til sidst tænkte Nick, at en lille hvid bold efter alt at dømme havde kraften i sig til at hjernevaske et menneske. Senere fulgte en periode, hvor han begyndte at udvælge de bøger, han læste, ud fra et tilfældighedsprincip. Det begyndte en dag, hvor han gik rundt mellem bibliotekets reoler med øjnene lukkede. Uden at åbne øjnene trak han en bog ud. Hvad ville det overhovedet sige at læse, tænkte han en aften, mens han stod og rengjorde restaurantens store kødhakker. Hvad gør de mange ord ved mig, tænkte han, gør de overhovedet noget, formgiver de mine tanker, ændrer de forbindelserne i min hjerne, er det som at indtage en dosis sjælelige vitaminer, hjernevasker bøgerne mig, og er det i så fald en hjernevask, der er ønskelig? Er hvert menneske i verden hjernevasket på hver sin usandsynligt indviklede måde? Med øjnene lukkede på biblioteksgangene fandt Nick frem til de næste tilfældige bøger. Han læste en bog om genfærd fra renæssancen, en bog om børneopdragelse, en bog om kamelernes migrationsruter i Saharas ørken før mennesket kom og domesticerede dem. Han læste en samling noveller der alle sammen sluttede med at hovedpersonen døde. Om aftenen på restauranten fortsatte han med at grunde over, hvad de mange vilkårligt udvalgte bøger gjorde ved ham. Hvad har det af konsekvenser, tænkte han, at jeg læser om genfærd fra renæssancen og Saharas kameler i netop den rækkefølge? Ville den omvendte rækkefølge have udløst andre stemninger i mig, andre holdninger til ting, andre værdier? Men som så mange gange før kom Nick ikke videre end til sine spørgsmål. De forblev ubesvarede, han konkluderede ingenting, der kunne siges at være fast, sikkert, faktuelt. Måske er jeg simpelthen ikke klog nok til at være klog, tænkte han en aften, mens han stod og røg sin pausecigaret ude i restaurantens trange baggård. Jeg ville ønske, at jeg var mere intelli- gent, tænkte han, men min forstand stopper her, der løber en imaginær grænse, hertil og ikke længere, som var forstanden en strand eller en kyst eller en stejl klippeskrænt. Men jeg står ikke nogen af de steder, tænkte han, jeg står her i baggården, jeg ryger en cigaret, og nu smider jeg den fra mig og går ind.
Han meldte sig til et sprogkursus. Det tyske sprog var enkelt og logisk i begyndelsen og steg så i kompleksitet, efterhånden som man bevægede sig længere ind. Men efter en måneds tid var han i stand til at formulere sætninger med to led og kunne deltage i samtaler der angik simple ting. Jeg drømmer om at tegne et simpelt hus, tænkte Nick en dag, mens han sad og tegnede i hæftet under en tysktime. Simple bygninger, enkle konstruktioner. Lange, mørke gange. Store, lyse rum. Mursten fra et særligt sted. Da sommeren kom, søgte han ind på arkitektskolen.
