DEN ENE og DEN ANDEN er to væsner, som har eksisteret altid. Alt hvad de foretager sig er ekstremt vigtigt, men kan nogen huske hvorfor? På den anden side, nogen må jo påtage sig det sure arbejde med at få jordkloden til at dreje rundt. Og DEN ENE og DEN ANDEN er ikke dem der er bange for at få jord under neglene. Og så er der spørgsmålet om besøg, Gæsten, kommer han eller ikke, og er det overhovedet noget man må snakke om.
1.
DEN ENE: Hvordan går det med verden i dag?
DEN ANDEN: Ved det ikke, har ikke kigget endnu.
DEN ENE: Du stinker ud af munden.
DEN ANDEN: Nej jeg gør ej.
DEN ENE: Du har sikkert stået og fyldt dig med sild igen ude i køkkenet. Med løg på. Med løg på, siger jeg!
DEN ANDEN: Vel har jeg ej.
DEN ENE: Jeg kan lugte det. Og planterne?
DEN ANDEN: Døde.
DEN ENE: Typisk ... Som da katten fangede musen.
DEN ANDEN: Hvad?
DEN ENE: Som da katten fangede musen.
DEN ANDEN: Hvad snakker du om?
DEN ENE: Ikke noget. Det er længe siden nu. Det tænker du jo ikke mere på, vel?
DEN ANDEN: Hvad?
DEN ENE: Det havde du nok glemt alt om for længst. At katten fangede musen.
DEN ANDEN: Gjorde den det?
DEN ENE: Det har den altid gjort. Det tænkte du ikke lige på, hva? Du så det ikke. Du ser ikke den slags ting. Det gør jeg. Hvor tror du måske hunden ligger begravet?
DEN ANDEN: ...
DEN ENE: Nå?! Hvor ligger hunden begravet? Hvad tror du ...? Der hvor der er plads selvfølgelig. Logisk. ... Ehhhh, hvorfor regner det ikke snart.
DEN ANDEN: Du er utålmodig.
DEN ENE: Nej jeg er ej.
DEN ANDEN: Det har du altid været. Lige fra begyndelsen.
DEN ENE: Og hvad skal der ske i dag?
DEN ANDEN: Ikke noget nyt. At det bliver tid igen. For verden. Til at fortsætte. Og at vi hjælper.
(de lukker øjnene)
DEN ENE: Jeg kan se menneskene og de er bange.
DEN ANDEN: Shh ... I skal ikke være bange. Der er ingen grund til at være bange. Det hele ender godt. Eller ej. Men i dag gør det, I skal ikke være bange.
DEN ENE: Jeg kan se børnene er syge.
DEN ANDEN: Shhh ... I er ikke alene. Sådan som du ligger dér eller sådan som du sidder dér, du er ikke alene. Aldrig. Mærk selv, det her er da ikke at være alene, vel? Det er anderledes. Der kan du selv se. Sådan.
(åbner øjnene)
Er det nok?
DEN ENE: Du mangler dyrene.
DEN ANDEN: Åhr dyrene, hvad skal jeg med dyrene? Jeg er sulten.
DEN ENE: Først dyrene.
DEN ANDEN: Jamen hvad skal jeg sige til dem?
DEN ENE: Luk nu bare øjnene. Så finder du nok på noget.
DEN ANDEN (lukker øjnene): Dyrene.
DEN ENE: Ja, dyrene.
DEN ANDEN (med højtidelig stemme): Dyrene er over det hele.
DEN ENE (afbryder): Ja selvfølgelig.
DEN ANDEN: Gider du lige være stille, jeg prøver faktisk at finde på noget.
DEN ENE: Jamen så skal du også sige noget ordentligt.
DEN ANDEN: Ja, hvis jeg får en chance.
DEN ENE: Dyrene.
DEN ANDEN: Ja, dyrene.
Dyrene er over det hele. Og det er tit der ikke er nogen der ser dem. Men de er der alligevel. Og de tæller også med. Det er godt. Tak for det, dyr. Mange tak. Uden jer ville menneskene ikke have en chance. I skal ikke tro at der slet ikke er nogen der ser det.
(til DEN ENE) Tilfreds?
DEN ENE: Ja. Det gjorde du godt.
DEN ANDEN: Tak.
DEN ENE: Jeg mener det, du virkede virkelig ... inspireret.
DEN ANDEN: Ikke mere end ellers.
DEN ENE: Jo det var som om der var noget andet i, noget mere ...
DEN ANDEN: Jeg gjorde mit bedste
DEN ENE: Der kan du se! Det var det jeg kunne høre.
2.
DEN ENE: Tror du det går over igen?
DEN ANDEN: Hvad?
DEN ENE: Krigen?
DEN ANDEN: Hvaffor en krig?
DEN ENE: Denne her.
DEN ANDEN: Det ved jeg ikke.
DEN ENE: Men hvad tror du.
DEN ANDEN: Ikke endnu.
DEN ENE: Ikke endnu?
DEN ANDEN: Nej ikke endnu.
DEN ENE: Hvorfor ikke?
DEN ANDEN: Der skal nok ske noget først.
DEN ENE: Hvad skulle det være?
DEN ANDEN: Det ved jeg ikke. Noget som menneskene venter på.
DEN ENE: Jeg forstår dem overhovedet ikke.
DEN ANDEN: Man behøver ikke at forstå dem. Heldigvis. Hvis jeg skulle forstå dem ville jeg aldrig få noget gjort. Jeg har ikke noget med dem at gøre. Heldigvis.
DEN ENE: Det har jeg heller ikke.
DEN ANDEN: Det er ikke det vi er her for.
3.
DEN ENE: Ah, det blæser udenfor. Vi ku gå en tur.
DEN ANDEN: Der er spærret af udenfor.
DEN ENE: Hvorfor det?
DEN ANDEN: De bruger det.
DEN ENE: Til hvad?
DEN ANDEN: De fylder det hele nu.
DEN ENE: Siden hvornår?
DEN ANDEN: Det er et stykke tid siden.
DEN ENE: Jamen hvornår blev det spærret af?
DEN ANDEN: Det var ... engang i sidste uge.
DEN ENE: Det har du da ikke sagt noget om.
DEN ANDEN: Jeg troede du vidste det.
DEN ENE: Hvordan sku jeg vide det, når du ikke fortæller mig noget?
DEN ANDEN: Hvad er der at fortælle? Alt udenfor er spærret af, det er væk. Sådan. Nu er der kun indenfor.
DEN ENE: Jamen, jamen ... HVAD NU HVIS JEG HAR LYST TIL AT GÅ UDENFOR?!!!
DEN ANDEN: Ja så må du tænke på hvordan der var før i tiden.
DEN ENE: Jamen det er da ikke det samme.
DEN ANDEN: Nej, men lisså godt.
DEN ENE: Det kan da ikke være rigtigt.
DEN ANDEN: Hvorfor ikke?
DEN ENE: Det er da slet ikke det samme. Hvad nu hvis ... hvis jeg slet ikke kan huske hvordan der var udenfor?
DEN ANDEN: Så har du et problem.
DEN ENE: Jatak.
DEN ANDEN: Og så må du gøre noget ved det.
DEN ENE: Som for eksempel ...
DEN ANDEN: Som for eksempel tale med mig om det.
DEN ENE: Du ved da slet ikke noget om hvordan der var udenfor.
DEN ANDEN: Nej men jeg kan lade som om jeg gør.
DEN ENE: Og så skal jeg være taknemmelig bagefter?
DEN ANDEN: Det behøves ikke, jeg gør det med glæde.
4.
DEN ENE: (fløjter)(irriterende)
DEN ANDEN: Hvad er det du laver, hvorfor gør du det der?
DEN ENE: Jeg er nødt til at fløjte for at huske hvordan der var før i tiden. At fløjte, det er noget fra før i tiden.
DEN ANDEN: At fløjte er fra alle tider.
DEN ENE: Ikke for mig. (fløjter)
DEN ANDEN: STOP. Jeg skal nok fortælle dig om før i tiden.
DEN ENE: Helt fra begyndelsen?
DEN ANDEN: Fra før begyndelsen.
(DEN ANDEN fortæller skabelsesberetningen, det er trygt og godt, man hører til i verden og alt har en plads)
Verden er en ko der slikker på en salt sten. Der er ikke noget mørke og ikke noget lys. Endnu er der ikke brug for nogen der ser verden, for verden er ikke blevet skabt. Ikke så meget som en blomst i en grøftekant er der. Og slet ikke nogen til at tænke over den. Alt foregår i den samme sø af tid, det er før Tidens Begyndelse. Så er der pludselig et glimt af lys og rundt omkring det er det mørkt for første gang. Det Allerførste Mørke. Og så er der et Før og et Efter.
DEN ENE: Og hvad med os, hvornår kommer vi?
DEN ANDEN: Vi kommer bagefter. Først kommer der noget at gå på og så kommer der låg på så man ikke kan forsvinde. Og så sætter vi os ned under jorden, for nu er resten der.
DEN ENE: Men vi ved alting.
DEN ANDEN: Vi ved alt om alting og alting ved alt om os. Der findes ikke et blad på et træ som vi ikke har hørt om. Der er ikke en tand i munden på et egern, som vi ikke kender til. Ligesom bølgerne bølger, ligesom bladene bladrer, sådan er vi til i verden. Usynlige, men overalt. Og menneskene har aldrig hørt om os, men ved alligevel at vi er der.
5.
DEN ENE: Tror du der kommer nogen?
DEN ANDEN: Tror du?
DEN ENE: Det ved jeg ikke, måske du havde hørt om nogen?
DEN ANDEN: Næ, ikke mig. Har du?
DEN ENE: Selvfølgelig ikke, ellers ville jeg jo ikke spørge.
DEN ANDEN: Der kommer altid en eller anden.
DEN ENE: Ja ja ja!! Hvert hundrede år kommer der en eller anden! Jeg mente nu, i dag. Måske havde du hørt noget, men nej. Det interesserer dig overhovedet ikke om der kommer nogen eller ej.
DEN ANDEN: Det er ikke meningen, der kommer nogen.
DEN ENE: Nej, det ved jeg da godt, derfor. Hvis det var meningen, ville jeg være ligeglad.
6.
DEN ENE: Hvad blev der egentlig af din strikning?
DEN ANDEN: Jeg er holdt op.
DEN ENE: Hvorfor?
DEN ANDEN: Jeg havde ikke lyst mere.
DEN ENE: Jamen du var et talent, hvad vil du så gøre nu? Har du overvejet hækling?
DEN ANDEN: Det er heller ikke hækling der er svaret.
DEN ENE: Næ du har sikkert ret. Du har også altid forstået dig mere på uld. Og nu? Har du allerede brugt tiden på noget andet?
DEN ANDEN: Har ligget og lyttet hele morgenen.
DEN ENE: Nåda. Og hørte du så noget?
DEN ANDEN: Jeg hørte en elg der lå sammen med sine to koner. De lå og hviskede. Det er aldrig nemt at være tre. Den ene kommer altid til at føle sig udenfor.
DEN ENE: Hvad så med den døve, den blinde og den etbenede? De er da tre.
DEN ANDEN: Det er noget helt andet, de har jo kendt hinanden så længe. Og de er desuden optaget af helt andre ting.
DEN ENE: Det kan du selvfølgelig ha ret i ... Kommer de aldrig nogensinde her forbi?
DEN ANDEN: Hvem?
DEN ENE: Den døve og den blinde.
DEN ANDEN: Det tror jeg ikke, de har så travlt med at se efter den etbenede.
DEN ENE: Det kan være det er i dag Gæsten kommer.
DEN ANDEN: Lad være med at tale sådan om Gæsten.
DEN ENE: Men det kunne være i dag han kom?
DEN ANDEN: Det kunne det være, ja.
7.
DEN ENE: Jeg kan slet ikke huske noget fra før i tiden.
DEN ANDEN: Det gør ikke noget.
DEN ENE: Gør det ikke?
DEN ANDEN: Nej, der var alligevel ikke noget ved det.
DEN ENE: Mener du det?
DEN ANDEN: Det var ikke noget særligt.
DEN ENE: Du kan stadig huske det?
DEN ANDEN: Brudstykker. Rester. Glimt.
DEN ENE: Aha.
DEN ANDEN: Vi havde fletninger.
DEN ENE: Begge to?
DEN ANDEN: Begge to to.
DEN ENE: Så fire i det hele?
DEN ANDEN: Fire i det hele, ja. Og så noget med bare tæer og en kjole.
DEN ENE: Hvilken farve?
DEN ANDEN: Blå. Og noget med dukker. Der var en der hed far og en der hed mor og så videre og så videre.
DEN ENE: Jeg kan overhovedet ikke huske det.
DEN ANDEN: Nej, der var heller ikke rigtig noget ved det.
DEN ENE: Næ, det kan der ikke have været, ellers ville jeg ha husket noget af det.
DEN ANDEN: Du har aldrig været særlig god til at huske.
DEN ENE: Men du er god, du kan huske alting.
DEN ANDEN: Ikke alting. Jeg har for eksempel glemt mælkemanden.
DEN ENE: Har du?
DEN ANDEN: Fuldstændig. Stakkels mand, der er han kommet med frisk mælk hver morgen, han vinkede endda til mig, og alligevel er han fuldstændig slettet af min hukommelse.
DEN ENE: Mærkeligt.
DEN ANDEN: Det må du nok sige, han havde fortjent bedre.
DEN ENE: Det kunne det tyde på. I kunne være blevet gift.
DEN ANDEN: Det kan ikke udelukkes.
DEN ENE: Og nu er han forsvundet.
DEN ANDEN: Sporløs.
DEN ENE: Livløs.
DEN ANDEN: Barnløs.
DEN ENE: Benløs.
DEN ANDEN: Hjemløs.
DEN ENE: Stakkels mælkemand, det var nok ikke det du havde regnet med.
DEN ANDEN: Sådan kan det gå. Det ene øjeblik er du ude at gå din rute og i næste øjeblik er du pludselig blevet medlem af De Forsvundnes Klub.
8.
DEN ENE: I dag er det en anden slags dag.
DEN ANDEN: Tror du?
DEN ENE: Jeg ved det, jeg kan mærke det.
DEN ANDEN: Hvordan det?
DEN ENE: Den føles anderledes, klæbrig. Den her dag klæber sig fast, den går ikke bare forbi.
DEN ANDEN: Hvad tror du da der kommer til at ske?
DEN ENE: Det ved jeg ikke endnu, men den bliver ikke ligesom i går. Heller ikke ligesom i forgårs.
DEN ANDEN: Det ville da være dejligt for dig.
DEN ENE: Heller ikke for dig.
DEN ANDEN: Hvad kommer der til at ske med mig da?
DEN ENE: Der kommer til at ske noget for os begge to.
DEN ANDEN (mistænksomt): Har du talt med en eller anden?
DEN ENE: Det behøves ikke, sådan noget kan man mærke.
DEN ANDEN: Jeg kan ikke mærke noget.
DEN ENE: Næ, du havde alt for travlt med din strikning.
DEN ANDEN: Jeg sagde jo at jeg var holdt op.
DEN ENE: Ja, men for sent.
DEN ANDEN: Jeg tror slet ikke på det.
DEN ENE: Det er lige meget. Der kommer til at ske noget stort og overvældende, lige meget om du tror på det eller ej. Det kommer til at vende op og ned på hele din verden, og min.
DEN ANDEN: Og det skulle ske i dag?
DEN ENE: I dag ja.
9.
DEN ANDEN: Du ser anderledes ud.
DEN ENE: Jeg føler mig anderledes.
DEN ANDEN: Hvad er der forandret?
DEN ENE: Jeg tænker på fremtiden.
10.
DEN ANDEN: Det er længe siden vi har kigget til planterne.
DEN ENE: Planterne, pøh, planterne. Hvad er planter i det hele taget for noget? Dild, persille, kamille, merian, timian, rosmarin, hvad skal det i det hele taget forestille?
DEN ANDEN: Det er nogen gode planter.
DEN ENE: Ja, men helt utrolig små allesammen.
DEN ANDEN: Det er krydderurter.
DEN ENE: Pynt, flitterstads. Ikke nogen ordentlig store bundter, ikke nogen store grene. Ikke nogen træstammer som man kan tage fat om eller save midt over. De kunne aldrig finde på at vælte under øresønderrivende larm. De har ikke nogen krone det kan suse i, ikke nogen blade større end en hånd.
DEN ANDEN: De kan bare ikke blive så høje.
DEN ENE: Ja det er da heller ikke noget jeg bebrejder dem ... , eller jo det gør jeg faktisk. Bare fordi der er nogen der siger til en, hey dig der, persille, lad lige være med at blive så høj, voks lige lidt mindre og lad være med at drikke så meget vand, det vil jo ikke nødvendigvis sige at du også skal rette dig efter dem.
DEN ANDEN: Vi ku jo kigge til dem.
DEN ENE: Jeg gider ikke kigge til dem! Der er jo alligevel ikke sket noget. Siden i går. Siden i forgårs. Jeg gider ikke mere sådan nogen langsomt voksende planter. Jeg vil ha bevægelse, jeg vil ha et kæmpe rodnet som vokser under jorden og som kan løfte huse i vejret. Jeg vil ha huse der bliver løftet op og tagsten der flyver af og storme der fører tagstenene med sig og slår dem i stykker.
DEN ANDEN: Vi kunne jo prøve at opdage noget.
DEN ENE: Og hvad skulle det så være?
DEN ANDEN: At Portugal ikke ligger nede ved Albanien.
DEN ENE: Det er altså opdaget.
DEN ANDEN: Verdenshjørnerne.
DEN ENE: Kan jeg udenad.
DEN ANDEN: At der er nogen dyr der skifter køn.
DEN ENE: Gab, det er der altså ikke nogen der ikke ved.
DEN ANDEN: Du ku skrive et digt.
DEN ENE: Om hvad?
DEN ANDEN: Om hvordan sneglen blev mast helt flad ude på vejen.
DEN ENE: Gjorde den det?
DEN ANDEN: Selvfølgelig. Der var ingen der så den.
DEN ENE: Så ku den også bare lade være med at være så lille.
DEN ANDEN: Du er blevet hård i filten.
DEN ENE: Det er ikke et spørgsmål om at være hård, det er et spørgsmål om at ta en beslutning.
DEN ANDEN: Du må huske på at det ikke er alle der har din baggrund og din selvtillid.
DEN ENE: Tror du Gæsten kan komme hvis det regner?
DEN ANDEN: Det er lige meget for Gæsten.
DEN ENE: Alle fodspor er skyllet væk.
DEN ANDEN: Det har ikke noget at sige. Hvis Gæsten skal komme så kommer han.
11.
DEN ENE: Der var engang en mus.
DEN ANDEN: ...
DEN ENE: Den havde det hårdt.
DEN ANDEN: ...
DEN ENE: Mavepine.
DEN ANDEN: ...
DEN ENE: Hovedpine.
DEN ANDEN: ...
DEN ENE: Nervøs hjertebanken.
DEN ANDEN: ...
DEN ENE: Hvad ville du råde den mus til?
DEN ANDEN: Ikke at hidse sig så meget op.
DEN ENE: Det var en mus der hidsede sig meget op.
DEN ANDEN: Så skulle den tænke på noget andet.
DEN ENE: Det ku den ikke.
DEN ANDEN: Det sku den prøve alligevel.
DEN ENE: Sku den prøve det alligevel?
DEN ANDEN: Ja.
12.
DEN ENE: Jeg drømte at møblerne var levende. Vi holdt en fest, mig og bordet fortalte dårlige vittigheder og stolene var bankestive.
DEN ANDEN: Du tænker stadigvæk meget på alt det udenfor.
DEN ENE: Selvfølgelig.
DEN ANDEN: Det skal du ikke gøre. Alting skal nok komme forbi her engang.
DEN ENE: Jamen hvad nytte har jeg af en ræv helt ude i randen af mit synsfelt? Hvad har jeg ud af et par ænder der basker forbi og så et halvt år efter flyver tilbage med næsen den anden vej? Hvad har jeg ud af muldvarpe i deres huler og skrubtudser der sidder sløvt nede i mosen og misser den ene flue efter den anden?
DEN ANDEN: De gør jo osse alle sammen bare deres bedste
DEN ENE: Men jeg vil ha mere end det! Jeg vil ha at det er en særlig dag i dag, jeg vil ha at de allesammen kommer her forbi, jeg vil ha at der bliver levet her og at alt bliver set. Jeg vil ha at vi allesammen falder trætte og tilfredse om her på gulvet hver aften.
DEN ANDEN: Det skal nok komme alt sammen. Engang.
DEN ENE: Hvordan kan du være så sikker på det?
DEN ANDEN: Jeg kigger ud af vinduet hver dag. En dag sner det, en anden dag regner det, på den tredje eller fjerde eller femte dag bliver det forår.
DEN ENE: Jeg ville ønske jeg havde din overbevisning.
13.
DEN ENE: Nu vil jeg prøve at elske dig højt og inderligt.
DEN ANDEN: Hvordan ville du gøre det?
DEN ENE: Det ved jeg ikke, men det må være muligt.
DEN ANDEN: Jeg tænker nogen gange på dine knæ.
DEN ENE: Mine knæ?
DEN ANDEN: Ja, dine knæ har noget virkelig indtagende over sig.
DEN ENE: Og så tilgiver du mig alt?
DEN ANDEN: Så godt som.
DEN ENE: Jeg ville ønske at jeg have sådan en ting.
DEN ANDEN: Mine knæ er ikke så pæne.
DEN ENE: Ja det er det.
DEN ANDEN: Måske min hals, min hals er ikke så dårlig.
DEN ENE: Så har jeg alligevel mere tilovers for dine ører.
DEN ANDEN: Mine ører? Det havde jeg aldrig gættet ...
DEN ENE: Hvorfor kan taget ikke bare styrte sammen over os ...
DEN ANDEN: Det bliver desværre meget vanskeligt, det her hus er utrolig solidt.
DEN ENE: Sært at vi ikke for længst er faldet på trappen og har brækket halsen.
DEN ANDEN: Nogen gange er tilfældet ikke til at fatte.
DEN ENE: Næe.
14.
DEN ANDEN: Der er ikke mere brænde
DEN ENE: Træerne er gamle.
DEN ANDEN: De er lisså gamle som os.
DEN ENE: Præcis.
DEN ANDEN: De falder om af sig selv en dag.
DEN ENE: Før i tiden var du smuk.
DEN ANDEN: Ja.
DEN ENE: Det er du ikke mere.
DEN ANDEN: Nej.
DEN ENE: Når Gæsten kommer, bliver du smuk igen.
DEN ANDEN: Jeg ved det.
15.
DEN ANDEN: En dag var himlen blå, mere blå end den plejede at være og alle tænkte over hvorfor. Manden sagde til sin kone: "Himlen en godt nok blå i dag" og hun svarede " Ja minsandten, den er blåere end blå, den er himmelblå." Og da de kom ud i deres have var det også som om græsset var grønnere og fuglene sang smukkere end de plejede. Hvad kan det være, sagde de til hinanden, mens de lagde ukrudtet i en stor stabel, hvad kan det være og de stod stille og lyttede. Men der var ikke andet at høre end vinden og fuglene. Og senere, efter aftensmaden, stillede de sig hen foran vinduet og kiggede ud. Og de åbnede også vinduet på klem men de hørte ikke noget. Og senere, da de lå i deres seng sagde de til hinanden: "Det var sikkert ikke noget, det var sikkert bare en meget lykkelig dag" og så faldt de i søvn.
DEN ENE: Der er noget du går og drømmer om!
DEN ANDEN: Det passer ikke.
DEN ENE: Jo jeg kan høre det på din stemme.
DEN ANDEN: Min stemme er bare min stemme, det har ikke noget med mig at gøre.
DEN ENE: Men jeg hørte noget.
DEN ANDEN: Jeg sagde ikke noget.
DEN ENE: Jeg er helt sikker.
DEN ANDEN: Det er bare noget du tror.
DEN ENE: Det lød som en drøm.
DEN ANDEN: Det var ikke nogen drøm.
DEN ENE: Der er noget du går og længes efter, jeg ved det.
DEN ANDEN: Jeg længes ikke.
16.
DEN ENE: Er du ked af det?
DEN ANDEN: Af hvad?
DEN ENE: At du tog væk fra byen?
DEN ANDEN: Der var ikke noget i byen at komme efter.
DEN ENE: Var der ikke?
DEN ANDEN: Tom som en skotøjsæske.
DEN ENE: Og hvad med menneskene?
DEN ANDEN: De var allerede taget et andet sted hen.
DEN ENE: Og du vidste ingenting?
DEN ANDEN: Der var ikke mere nogen til at fortælle det.
DEN ENE: Var der ikke engang en seddel?
DEN ANDEN: Spist.
DEN ENE: Af rotterne?
DEN ANDEN: Ja, rotterne.
DEN ENE: Aldrig bange for at smøge ærmerne op.
DEN ANDEN: De vil så gerne gå foran med et godt eksempel.
